Jeg jagter vist min egen kedelige hale for tiden.
Jeg sidder ihvertfald med talemåden: sund sjæl i sundt legme i hovedet og forsøger at være lidt optimistisk og positiv, men det bider sig selv i halen for mig.
Det er ikke meget ved at have haft influenza så mange gange på et år.
Eller overhovedet.
I februar, da jeg var i Nuuk med min far på Dr. Ingrids Hospital, var jeg mega-syg med feber og snot, øm hals og smertende muskler. Jeg blev nødt til at holde mig på benene både fordi jeg skulle være der for min far, men også fordi jeg jo boede hos andre og ikke kunne ligge der og være til besvær med min sygdom.
Det gentog sig i april, hvor jeg også var nedlagt med de selvsamme symptomer og i juni gik jeg så også og skrantede, men dog ikke så slemt,-der kunne jeg holde den kørende med pamoler.
I juli blev jeg så lige smittet med akkurat de selvsamme influenza-symtomer, som jeg havde tidligere og i august nåede jeg lige at få ondt i halsen og miste stemmen i en lille uge. Ikke særligt smart, når man bruger sin stemme på arbejdet.
Nu skriver vi så september og jeg har lige været igennem en mega-træls tandbehandling, som så bliver efterfulgt af en voldsom influenza.
Jeg har feber, har ondt i samtlige muskler, er stoppet i næsen, fryser/sveder, ru i halsen, øjnene løber og er så træt at jeg næsten ikke kan holde sammen på mig selv.
Det føles ikke helt retfærdigt, at jeg skal rammes af influenza så mange gange på et år.
Selv når jeg er på ferie, tager jeg vitaminer og en ekstra D-vitamin, jeg ryger ikke, drikker ikke, kommer udenfor og holder mig moderat i gang.
Jeg spiser sundt, er hygiejnisk, vasker hænder og skifter tøj dagligt, børster tænder og reder hår og køber ikke plastik -indkøbsposer og alligevel så er jeg den første, der lægger mig med influenza og den som bliver hårdest ramt.
De fleste af gangene kan man holde den kørende med pamoler, men denne her er træls.
Det er 2.dag jeg er sygemeldt og ligger hjemme i min seng.
Sent i nat/tidligt i morges blev jeg nødt til at stå op og tage pamoler og sprøjte næsen igen igen med zymelin.
Jeg drikker ingefær-afkog med citron og honning, tager både strepsils og Halls, holder fødderne varme og forsøger at tænke mig rask.
Min tørn er taget i dette år med hensyn til forkølelse og influenza og hvis du har gode råd til hvordan jeg holder mig rask udover det jeg allerede gør, så giv mig endelig besked
Hele sidste uge var jeg træt, men tænkte at det måske bare er mit dårlige søvnmønster, som var trættende, men i fredags kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt frisk.
Vi blev hjemme, sad i sofaen og så lidt fjernsyn, drak te og var lidt ubeslutsomme om vi skulle tage i hytten om lørdagen, - for vejret og vejrudsigten så ikke for spændende ud, men så kunne vi da spise brunch med Jans bror og drikke morgenkaffe i andres selskab og ud på eftermiddagen blev vejret så fint at vi besluttede at vi ville sejle ud til hytten.
Når man har gået inde hele ugen, er der ikke noget bedre end at kunne komme ud i weekenden og frisk luft, tænkte jeg, ville være godt for min træthed.
Inde i fjorden var vejret meget fint og der var en stilhed så ren og klar.
Det gjorde godt at sidde på min sædvanlige stol med udsigten over fjorden med en dampende varm kop te og bare være til.
Trække vejret og vide at verden drejer rundt uden at du behøver at blande dig.
Om søndagen gik vi op i fjeldet for at se om der skulle være en enkelt rype eller hare.
Der var lidt tåge, men det holdt sig akkurat væk og var blot et dekorativt indslag i helhedsbilledet..
og apropos: billeder.. så er jeg altså ikke særligt begejstret for kvaliteten af lumix-billederne.
(Det er altså dét værd at tage sit "rigtige" kamera med næste gang)
Vi havde et par dejlige timer i fjeldet, hvor vejret var mildt og man kunne mærke solens sidste varme stråler.
Vi sejlede hjem igen og jeg havde troet at jeg havde fået skubbet den der mærkelige træthed fra mig, men om mandagen, da jeg gik hjem fra arbejde måtte jeg bare kapitulere og lægge mig.
Her ligger jeg så og undrer mig over, hvorfor jeg tilsyneladende rager alle influenza-sygdomme, forkølelse og snot-sygdomme til mig, når jeg gør så meget for at holde dem på afstand.
Altså...nå kommer kanskje denne kommentaren så sent at du slett ikke får med deg at den er skrevet, men det er så lenge siden jeg har lest din blogg, så jeg leser meg bakover- uansett, jeg hadde i noen år samme problemer, og i mitt tilfelle viste problemet seg å være allergier. Når man har mange luftveisallergier, har luftbårne smitter lettere for å komme seg inn i kroppen. Jeg fikk en nesespray med steroider. Så ble det bra.
SvarSlet