Kolde farver/farver i kulden

Om små 14 dage er det jul og jeg har da pyntet lidt op med lys og glaskugler, men klog af skade behersker jeg mig mere end almindeligt, for der går ikke andet end en lille uge, så er jeg ved at få knopper af pynten.

De sidste par år har jeg bevidst undgået rødt, selvom det er noget af det mest julet der findes i min verden, men et er at se på det i ugevis rundt omkring  og så at have det hjemme. Puuha, hvor bliver jeg hurtigt træt af det og det ærgrer mig lidt, men sådan er det nu engang.

Jeg pynter op med hvidt og guld i år og det syner ikke af alverden, men det tilfredstiller min lyst til at jule herhjemme og det gør at jeg ikke bliver træt af det for hurtigt.

Naturens egne farver bliver jeg dog aldrig træt af og slet ikke de farver, der pryder himlen midt på eftermiddagen.

Det er de sarteste pastelfarver i rød og blå, en anelse lilla og alt der imellem, som maler det smukkeste maleri hen over byens fjelde.

Jeg kan desværre ikke helt gengive farverne så de kommer til deres fulde ret, men måske det også skyldes, at den kolde, tørre og meget friske luft er med til at give en helhedsoplevelse af de smukke farver, som jo ikke kan indfanges med et kamera og slet ikke gives videre over digitale medier.

Om aftenen, når der er stille, spejler husenes belysning sig i Ulkebugten,

hvor isen langsomt er ved at arbejde sig ud fra bunden af bugten.

Jeg ville have taget billeder af sørøgen nede i havnen, men jeg mangler et håndtag på mit stativ.

Jeg fandt det og lagde det et sted, så det ikke skulle blive væk, men nu kan jeg ikke finde det længere. Det dukker op et sted lige om lidt og der kommer sørøg igen, men mens jeg stod og forsøgte at fange et billede af det, var jeg rigtig træt af mig selv.

Laura kom i mandags og det er bare så dejligt. Lige kom lidt er Sara, Simon og Saras kæreste Max og hjemme og huset bliver fyldt med liv og larm.

Laura har fundet sin guitar frem og spiller et par melodier for mig, synger nye og gamle sange og lægger i daybed-en ovre i hjørnet, hvor hun pludrer, snakker, blunder og sludrer.

Det er så hyggeligt som det kan blive og jeg glæder mig så meget til at resten af flokken indfinder sig. Måske jeg kunne finde på at bage noget jule-bagværk, men det er ikke noget jeg tvinger mig selv til.

Det vigtigste i vores hjem, er at vi hygger, ikke bliver stressede og når at slappe af.

Der skal køres hundeslæde mens ungerne er hjemme og Sara skal hilse på den nye hvalp.

Har jeg præsenteret ham for dig?

Han hedder Konrad og er alene-hvalp,

hvilket tydeligt ses på hans store, runde mave og polstrede hvalpekrop.

De voksne hunde kan med sikkerhed huske Sara og de vil sikkert kæmpe om hendes opmærksomhed.

Sådan nogle hunde kan være så jaloux og der bliver vist tænder

til de andre hunde, hvis de så meget som kigger på Jan, mens Jan står hos dem.

“Han er min, han er min, han er min. Det er mig, der alene skal have opmærksomhed nu, så lad vær med at kigge over i vores retning” synes de at sige og sekundet efter ligger de på ryggen med blottede maver og benene strittende lige op i luften mens de savler over at blive klappet og kløet.

Hundene er nok ret ligeglade med himlens smukke farver for tiden, men jeg nyder både farverne, hundene og den friske, friske luft