Mega-mega langt trist indlæg:
Lørdag for et helt liv siden, spurgte min søster Lena om vi ville ind til Sarfannguit.
Det er en lille bygd, der ligger inde i fjorden øst for os.
Jo, det ville vi da rigtigt gerne.
Jeg gik rundt i det tomme hus, som pludseligt var for stille og alt for tomt, efter at Sara og hendes kæreste var rejst.
Sara er rejst til Ålborg, hvor hun er ved at tage et studenterkursus i samfundsfag B.
Hun kunne kun tage det som C niveau heroppe, da hun gik på gymnasiet og hun skulle bruge B-niveau for at komme ind på psykologi-studiet, som hun har søgt optagelse på i Århus.
Hun sidder så nu i den danske hedebølge og læser op og læser med og i starten af næste måned skal hun til prøve.
Der har været utroligt mange små-forhindringer med bolig, men hun kunne leje en studenter-bolig af en studerende i Ålborg, mens hun læste samfundsfag, da studenter-boligejeren var på sommerferie og det viste sig at være en grønlandsk studerende og hjemmet bar præg af at der boede en ung fra Grønland.
Det synes Sara jo er hyggeligt.
Det var straks lidt vanskeligere at finde en bolig i Århus. Det aller aller bedste fille måske , ihvertfald for mig, være at hun fik et kollegieværelse ved siden af Laura, så de kunne være sammen og passe på hinanden, men hun har fået noget fremlejet indtil januar og så må den vilde bolig-jagt sættes ind igen.
Måske var det også blandet lidt med nervøsitet og ængstelse, at jeg gik og småsavnede Sara da hun lige var rejst?
Faktisk gik jeg og græd flere gange om dagen af savn og en smule af angst for det nye liv, som Jan og jeg skal til at starte på.
Vi har aldrig været sådan alene uden ansvar for børn før og det er ikke nogen hemmelighed at jeg er en overpylrende hønemor med alvorlig separations-angst for / med mine børn og at jeg kun alt for langsomt vænner mig til nye tilstande og derudover skal have lang tid, alt for lang tid, til at vænne mig til nye situationer, så du kan nok forestille dig, at det er tomt og stille i huset, når de to glade turtelduer på en gang rejste.
Jo, så vi ville gerne med en tur til Sarfannguit og vi havde en dejlig afslappende dag derinde, hvor vi blev inviteret til kaffe og hjemmebagte, lækre horn hos en tidligere kollega.
Vi sejlede hjemad igen.
Huset var stadig tomt og stille, men heldigvis kunne vi invitere nogen til lidt aftensmad.
Een af Jans venner, havde lidt (meget) problemer på hjemmefronten og så var det godt at Jan gad lægge ører til.
Jeg lagde ikke så meget ører til. Ikke fordi jeg ikke gad, men fordi mine tanker strejfede og jeg ikke kunne indfange dem og lægge dem til ro.
Jeg var bare til stede og bidrog vist ikke med meget andet end at brygge kaffe og tage af bordet og det var jo både godt og tilstrækkeligt.
Om søndagen havde vi ingen planer.
Vi ville lave planer og havde brygget kaffen, da Jans bror ringede at deres faster var død for under en ½ time siden.
Faster K.
Jeg tror aldrig, jeg har mødt en mere næstekærligt menneske end faster K.
Hun var altid lyttende, medlevende og drog omsorg for sine medmennesker uanset om de var tæt på eller langt væk. Hun er var een af dem, som huskede alt hvad du havde fortalt og som spurgte til episoder og hændelser, fulgte op og fulgte med.
Hun var et kristent menneske både af ord og gerning. Der er utroligt mange troende mennesker, der gerne vil have os andre omvendt, men faster K. var bare et godt menneske.
Og positiv.
Selvom hun de sidste par år, døjede med en uhelbredelig lungesygdom, klagede hun sig ikke.
Hun spredte stadig glæde, latter og god energi omkring sig og gjorde hvad hun kunne for at deltage og være med.
Den sidste weekend, tilbragte hun hos sin bror, Jans far, i Jylland.
Vi ringede til dem og fik både set og talt kort med hende, mens hun sad hos farfar/Jans far i haven.
Om søndagen skulle Faster K. og Onkel E. køre tilbage og havde fået vendt bilen mod Sjælland og de var kørt afsted.
Ved Skærup skulle der tisses og skiftes ilt-apparat, men faster K. havde fået det dårligt og selvom der blev ringet 112 og der var kommet en ambulance, var hendes ikke til at redde.
Jan, som var tæt knyttet til sin faster, ville naturligvis med til begravelsen og der gik ikke mange minutter, fra vi havde fået den triste meddelelse, til billetterne var bestilt, pasning af hundene var arrangeret og vi havde fået en af Lauras veninder til at flytte ind i huset, så katten, blomsterne og huset ikke blev efterladt.
Jeg tog med.
Selvfølgelig gjorde jeg det, for at støtte Jan og fordi jeg holdt uendeligt meget af faster K.
Faster K. som tålmodigt brugte næsten en hel sommerferie for 20 år siden på at lære min yngste-datter Sara på at gå, og som vi glædede os til at se, hver gang vi var i Danmark.
Vi fik en billet til om mandagen, –dagen efter at hun var død og vi ankom sent om aftenen og kørte så over til farfar med det samme.
Han stod parat med sin søde kæreste og et par lune frikadeller og en varm leverpostej da vi ankom kl midt-om-natten.
Faster K. skulle begraves på Sjælland om fredagen, så vi kørte fra farfar allerede om torsdagen og vi havde selvfølgelig Sara med.
Da vi kørte gennem nabo-byen blev vi mødt af flag, der stod på halvt. Hele vejen.
Vi blev virkelig bevæget og da vi kørte ind mod kirken, stod flagene tæt.
Kirken, som har side-skibe, var fyldt med blomster-hilsner, bårebuketter og kranse over alt.
Selv vindueskarmene var fyldt op med blomster.
Længe inden kirkeklokken begyndte at ringe, var kirken fyldt helt op.
Præsten holdt en fin tale over faster K. og vi sang hendes yndlings-salmer og farfar havde sin guitar med og sang to sange til sin søster.
Det var rørende og stærkt.
Jan var med til at bære faster K. ud og deres gamle efterskole, som de havde arbejdet for og i i næsten 40 år, stillede lokale til rådighed til begravelseskaffen og det var hyggeligt og helt i faster K. s ånd.
Sara, Jan og jeg kørte tilbage til Jylland om aftenen.
Farfar kom dagen efter.
Vi havde nogle dejlige dage med Sara og farfar inden vi selv skulle til at rejse tilbage og hjem.
Vi kørte op til Ålborg i torsdags, så jeg kunne få det sidste kram og kys fra Sara.
Jan og jeg havde været i Limfjorden om tirsdagen og Jan havde fået fjordvand i øret, som ikke ville ud igen.
Han døjede med sin hørelse og havde ubehag og da han gruede for at skulle flyve med vandet i øret om fredagen, tog vi ind forbi et apotek og fik forskelligt vi kunne forsøge os med.
Vi kørte Sara hjem, men vi kunne da lige besøge hende lidt og forsøge os med de forskellige remedier, som vi havde købt til Jans ører.
Der var intet, der hjalp, så han accepterede og håbede at det ville tørre ud, dryppe af, fordampe eller andet..
Da vi satte os ned i bilen, hang der en fin gul, plastikseddel i vinduesviskeren. Vandfast og til at få øje på.
En parkeringsbøde, fordi jeg havde sat skiven ca 10 forkert og vi havde holdt ca 10-15 minutter for længe.
Øv!
795,- trælse kroner at skulle betale, men vi kan hverken gøre til eller fra. Øv. så havde jeg også den at tude over ned gennem Jylland, hvor jeg allerede stortudede over afskeden med Sara.
Mens vi kørte ned gennem landet, besluttede vi os for, at ville køre ind forbi den rasteplads, hvor faster K. udåndede.
Vi ville købe en kop kaffe og et stykke kage, sidde lige så stille og mindes, tage afsked og køre, for vi skulle ikke nå noget og hotellet, hvor vi skulle overnatte, var betalt, så vi gav os god tid og drak kaffen og snakkede om faster K.
Der skulle efter sigende være en flot nekrolog om hende i Kristeligt Dagblad og jeg håber at familien har gemt den så vi kan se den engang.
Begravelsen var så fin, så smuk og var så god og berigende en oplevelse, hvis man kan sige det om en begravelse.
Krista var så godt et menneske. Et smukt og positivt sind.
Tænkte hun mon nogensinde grimme tanker om sine medmennesker? Næppe.
Hun kunne altid finde noget godt at sige, nogle trøstende ord. Opmuntrende ord. Glade ord og selvfølgelig var hun glad for at synge. Livsglad og med en smittende glæde over livet som få.
Vi nåede helt frem og faktisk også over Storebælt, da min søster ringede til mig fra Sisimiut.
Min nevø Silas, havde været involveret i en meget, meget alvorlig trafikulykke og var kommet meget alvorligt til skade.
Han havde slået hovedet meget voldsomt, men på det tidspunkt, vidste de ikke hvor alvorligt det stod til med ham og om han havde fået andre skader.
Jeg skulle ringe og informere mine forældre, som er i sommerhus i Danmark og selvfølgelig mine børn.
Som du nok har fornemmet, så er vi meget tætte i vores familie. Vi bor stort set klods op og ned ad hinanden og vi ses i tide og i utide. Vi mødes planlagt og uplanlagt og vi er sammen ofte.
Silas blev evakueret til Island med en lille flyver, men der var desværre ikke plads i flyveren til hverken hans far eller mor/ min søster, så hun måtte selv finde en vej for at følge efter ham.
Skæbnen ville at der stod en helikopter her i byen, som var blevet brugt til noget eftersøgning og den kunne hun komme med til Kangerlussuaq.
Silas var stærkt medicineret (lagt i narkose) så han kunne klare flyveturen og han nåede frem til Island sent om aftenen.
Indtil for nylig boede der en islandsk familie her i byen og konen arbejdede på vores sygehus.
Hun tog imod Silas på sygehuset i Island.
Bare det at vide, hvem der står med en af eens kære, trøster.
At vide, at det er et kendt ansigt, som kender Silas. At vide, at det er en dygtig, kærlig, stærk og robust kvinde.
Dudi, min søster, Silas mor, kom på en flyver fra Kangerlussuaq til Nuuk og derfra videre til Island.
Alene det, at hun fik plads og kom videre og videre til Island er noget nær en rekord.
Silas har brækket næsen og det er hvad det er.
Han har fået en meget, meget alvorlig hjernerystelse og han sover meget. Tungt, men der er lidt flere vågenperioder og han har været oppe og stå og oppe og gå. Han har spist lidt, drukket lidt og har sågar fået børstet tænder.
I går rejste hans far og hans storebror til Nuuk for at kunne rejse videre til Island og de når forhåbentligt frem i aften.
De har fundet en bolig til den næste uges tid, men hvis du tilfældigvis kender et sted, som enten er gratis eller meget meget billig i Reykjavik og tæt på sygehuset, så må du gerne lade høre fra dig.
Vi håber, beder, krydser fingre, ønsker og beder i en uendelighed for, at Silas slipper helt uden mén.
Selvfølgeligt gør vi det.
I denne uge har vi oplevet en overvældende godhed fra folk vi kender og fra folk vi overhovedet ikke kender.
Vi har oplevet, hvordan folk har rakt hænderne ud og hjulpet, når vi har bedt om hjælp.
(Silas pas fx. nåede frem til Island gennem private hænder, da vi bad om hjælp på facebook.
Opslaget blev med lynets hast delt og inden der var gået et par timer, var det sendt afsted mod Nuuk og videre fra Nuuk til Island og venlige, ukendte mennesker, tog det i Island og transporterede det fra Keflavik til Reykjavik og videre til sygehuset. '
Det er så rørende og helt igennem bevægende og I skal vide derude, at når I/vi giver en lillebitte hjælpende hånd, kan det betyde alverden for en anden. )
Laura kom i mandags.
Hvilken lykke.
Hun har været i Qaqortoq og undervise i noget sommer-musikskole siden 9. juli og hun har haft en fantastisk tid i Qaqortoq, hvor hun mødte en masse dejlige mennesker.
Nu holder hun sommerferie her hos os indtil midten af august og det er lige netop, hvad jeg har brug for.
Livet kan være så flygtigt.
Så skrøbeligt.
Det skrøbelige, kostbare liv, som vi tager for givet og som vi glemmer at sætte pris på. Som vi glemmer at passe på.
Alt for ofte, glemmer alt for mange, hvor kostbart livet er, men jeg tænker på, at det jo er, når vi har det rigtig godt, at vi ikke tænker over det?
Tak til alle de mennesker, der sender god energi, karma og kærlighed i min søsters og hendes families retning.
Tak til alle de mennesker, der træder til og hjælper dem. Tak.
