mandag den 16. oktober 2017

Jeg farer vild i en elevator og burde have id-kort om halsen, når jeg er væk hjemmefra

Jeg har været en hel uge i Danmark i forbindelse med mit arbejde.

Jeg rejste ned til Århus allerede i fredags og det betød, at jeg havde hele lørdag og søndag sammen med Laura.

Vi havde selvfølgelig også eftermiddagene og aftnerne, når både hun og jeg havde fri og selvom hun læste lektier noget af den tid vi var sammen, så fungerede det fint med at hun læste og jeg strikkede eller læste.

Hver aften, når hun steg på bussen for at tage hjem til sig selv i Hasle, bristede mit hjerte en lille smule.

Det føltes hver gang, som hun tog et skridt ud af mit liv hver gang.

Ikke at jeg synes at hun skal blive hjemme til tid og evighed, men tiden med hende og Sara er gået så hurtig og jeg nåede næsten ikke at registrere den og nu er de begge på vej ud i voksenlivet.

Jeg føler mig en lillebitte smule forladt og det er noget forfærdeligt vås, for jeg ved, at de vender tilbage igen og igen.

Vi har heldigvis så gode relationer, at de med sikkerhed vil være en del af mit liv mange, mange år i fremtiden.. men forstår du mon, hvad jeg mener?

Laura og jeg var ude og spise sammen hver aften forskellige steder og vi nåede at komme på Aros og slentre rundt i gaderne sammen. Vi fik drukket kaffe sammen og vi gik arm i arm og hyggede.

Det gjorde godt.

Og det gjorde godt at se hvor hun boede, hvor hun gik omkring og få en fornemmelse af, hvordan hendes liv er i Århus.

Hvad der ikke gjorde godt var til gengæld, at opdage endnu en gang, hvor meget jeg torsker omkring når jeg er i en storby.

Til trods for at jeg både havde google maps på min telefon, der står vejnavne overalt og der er venlige mennesker, at spørge, så formåede jeg at fare vild gang på gang.

Herhjemme kan jeg vade rundt i fjeldet, hvor der ikke engang er en sti i tæt tåge og hele tiden vide hvor jeg er henne, men sådan er vi jo så forskellige og måske det bare er et spørgsmål om tilvænning.

Jeg var fuldstædig udmattet, da jeg landede herhjemme i fredags og gik i brædderne.

Inden jeg helt faldt om, nåede Jan og jeg dog at aftale, at vi ville i hytten om lørdagen og da Sara gerne ville med, ventede vi pænt på hende til hun fik fri kl 14.

_SNG1764

Vi havde en dejlig, dejlig tur,

_SNG1779_SNG1780

hvor vi forkælede os selv med god mad og vafler bagt over gasblusset med medbragt is (der er frostgrader udenfor) og i går gik vi en lille tur op i fjeldet,

_SNG1790

_SNG1793

hvor Sara fik skudt en enkelt hare.

_SNG1796_SNG1798_SNG1800_SNG1803

Jeg må konstatere, at jeg bare befinder mig allerbedst heroppe og helst i naturen, hvor der er højt til loftet og hvor blikket ikke bliver standset af noget menneskeskabt.

22537935_10214481762782012_405519324_n22546949_10214481762942016_1315502219_o

Nu er det almindelig mandag i vante omgivelser og så ikke helt alligevel, for jeg har en slags efterårsferie i dag og i morgen.

Jeg har ikke selv valgt det, men jeg skulle  åbenbart bruge resterne af min dyrebare søndag og  mandag på at kaste op, have ondt i maven, ondt i hovedet og have det generelt skidt.

Sådan noget skrammel, plejer at gå over pænt hurtigt, så jeg trøster mig selv med at det snart er overstået og måske endda inden dagen er omme.

_SNG1811

søndag den 8. oktober 2017

På en uge

Sidste søndag gik jeg rundt i fjeldet.


Denne søndag sidder jeg i Århus på Dalle Valle og får brunch sammen med Laura.



Der er en verden til forskel, men begge verdener er gode og befinde sig i.


søndag den 1. oktober 2017

At sætte spor

Mens jeg gik opad i går i fjeldet, gik jeg og tænkte på farmor.

Det er nu 7 år siden hun døde.

Jeg tænker meget tit på farmor.

Hun besad den sjældne evne, at hun var oprigtigt interesseret i andre mennesker og i særdeleshed os.

Vi snakkede med hende næsten hver søndag og hvis vi havde oplevet noget ekstraordinært, ringede vi også tit til hende og hun glædede sig oprigtigt på vores vegne.

Måske er det vores alder?

Vi har nået en alder, hvor vi skal være de interesserede og ikke de interessante?

Måske er det tiden?

Der findes ikke så mange mennesker, der er oprigtigt interesseret mere.

Måske skyldes det også at der ikke er så mange, som har lige nøjagtigt de samme interesser, som os?

Jeg ved det ikke helt, men jeg ved i hvert fald at stort set de fleste mennesker og måske endda mig selv inklusiv, mest bare vil fortælle om egne oplevelser?

Heldigvis har Jan og hans bror, som også bor her i byen arvet den fine, gode evne til at lytte efter deres mor.

Når vi kommer hjem fra en god oplevelse i naturen, kan vi være sikre på, at han vil lytte og det giver ekstra glæde, at kunne dele de gode oplevelser med nogen.

22217929_10214368717155942_406489519_o

Denne rensdyrjagt-sæson har været rigtig god for os.

Vi har fået rigeligt med rensdyr og jagterne har været både gode og meget spændende.

Især de to sidste jagtture, som vi havde var mindeværdige og dem vil vi begge to meget sent glemme.

_SNG1613

Vi har kunnet vise billederne til Jans bror og han har været levende interesseret i at se dem og høre historien bag dem.

Desværre tager han ikke selv billeder af sine jagtture, men vi ved, at han også har haft en god jagtsæson og haft nogle rigtig gode stunder med sine jagtkammerater i lejren.

I dag slutter jagtsæsonen.

Der er specielt et billede, som jeg gerne ville have vist farmor,- altså Jans mor.

_SNG1489

Både fordi jeg aldrig har taget et “traditionelt” jagt-trofæ-billede af Jan før og fordi jeg er stolt over, at Jan går så meget med den sweater, som jeg strikkede til ham.

Du kan måske ikke se det, men billederne er fra to forskellige dage og han har sin sweater på hver gang.

Det glæder mig jo, at de ting, som jeg laver, bliver brugt.

Laura har også fået en sweater.

Det er den samme som Saras og min.

Saras og Lauras er strikket i Drops air, mens min er strikket i Filcolanas grønlandske lammeuld

22156721_10214368712275820_1687444668_n

Den går hun rundt med i Århus, men måske ville hun have gået rundt med den hos farmor de fleste af weekenderne, for farmor ville så gerne have sine børnebørn tættere på sig og nu er Laura jo i Århus og det er kun godt en time væk.

Jeg tænker tit på farmor og i mine tanker, går jeg ofte og fortæller hende om vores oplevelser.

Hun har sat nogle spor

22164005_10214368717435949_1941279396_o

i verden og et af de fineste er, at hun viste betydningen af at kunne lytte.

Hav en god søndag.