At blive god til at lade tingene passere

“You can´t calm the storm, so stop trying.

What you can do, is to calm yourself.

The storm will pass”

Her forleden var der et meget frisk blæsevejr, som piskede havet op.

Der er noget dybt fascinerende over et oprørt hav,- altså vel at mærke, hvis man står på land, hvis du spørger mig.

For rigtig mange år siden var jeg i Skagen på Grenen kunstmuseum og se Aksel Linds malerier af hav, hav og atter hav.

Han havde malet havet i alle dens afskygninger og havde sågar været heroppe og malet hav heroppe fra med isfjelde i baggrunden.

Da Jan og jeg var på Grenen kunstmuseum, gik han rundt i sine hvide gevandter og var hyggelig, snaksaglig og rørig, så det er ret mange år siden, for han døde som bekendt i 2011.

Jeg synes, at han fangede rigtig mange hav-situationer, hvis man kan sige det sådan, på en flot og dragende måde og jeg ville ønske at jeg kunne fange havet med kameraet på bare nogenlunde samme måde, men det lettere sagt end gjort, men jeg forsøgte her forleden.

Jeg kan ikke rigtig svømme.

Måske er det fordi jeg er en lille smule bange, når jeg kommer i vandet, men jeg elsker at sejle og jeg elsker at se på havet.

Havet i alle dens afskygninger spejler så fint det, som jeg nogen gange føler indeni.

Nogen gange er der stille og roligt, mens der engang imellem er krusninger, små-bølger og uro, mens der en sjælden gang pisket op med hvidt skum og rasende brøl derinde bag pandelappen.

Jeg er blevet rigtig, rigtig god til at styre mit temperament med årene. I hvertfald udadtil.

Følelserne er stadig de samme, men jeg ved jo, at de går over akkurat ligesom havet derude også lægger sig igen, bliver blankt og roligt.

Det handler jo bare om at vente lidt og lidt mere til, og hvis det, som ophidsede mig i første omgang, stadig gør mig oprørt, så ved jeg at det er noget, som jeg skal gøre noget ved, enten ved at sætte ord på.

Det hjælper altid at gå sig en lang tur eller sætte sig ved vandkanten og se ud over havet og lade tankerne og følelserne finde deres rette plads.

Det har bragt mange tanker og følelser i bevægelse at bo sammen med sine voksne børn og indimellem har jeg næsten glædet mig til at de flyttede hjemmefra og vi kunne passe hvert vores, men tanken var næsten ikke tænkt færdig før jeg næsten tudede ved tanken om at de vitterligt gjorde det.

Altså flyttede.

Laura flyttede sidste måned til Århus.

Jeg savner hende, men jeg ved at hun har det godt og så er det knap så slemt at hun vitterligt er flyttet.

Sara bor stadig hjemme og hun er også voksen og det giver en gang imellem,- en sjælden gang, også nogle gnidninger, men vi bor i et stort hus og vi kan heldigvis snakke om tingene, så det går såmænd.

Men altså de der ambivalente følelser…

Og så er mit østrogen-niveau jo nok stærkt dalende, selvom jeg ikke i det daglige mærker noget til det.. eller er det mon dem, som gør, at jeg har alle disse urolige følelser og tanker?

Jeg ved det ikke, men det er helt sikkert, at når jeg ser ud over havet og det gør jeg jo næsten hele tiden, tænker jeg tit, at havet er en vel-voksen mor, som mig, der ikke har lært at tøjle sine følelser.