Som, jeg har slået mig selv for panden i dag.
Jeg læste engang et eller andet sted, at det svarede lidt til at give sig selv det hvide snit.. sådan udvendigt eller ihvertfald, at det slag man gav sig selv, svarede til at man fik et mini-hvidt-snit.
At når man slog sig selv for panden eller bankede hovedet mod en mur, hvad nogen fx. meget ophidsede personer kan finde på at gøre, så var det en naturlig reaktion, så man faldt til ro..-agtig.
Du kan sikkert godt høre, at jeg er helt vildt langt ude i hampen med, hvad jeg har læst.
Det er nok læst med det ene øje lukket og med det ordblinde blik slået til og så passer det garanteret ikke alligevel og det er måske noget, som jeg bare har vredet rundt i min egen mærkelige hjerne og opfundet i et øjeblik, hvor jeg trængte til en forklaring på, hvorfor nogen mennesker slår sig selv for panden eller banker hovedet mod en væg, når de er fortvivlede, ophidsede eller fuldstændigt ude af balance.
Det passer faktisk heller ikke at jeg slog mig selv for panden.
Ikke sådan fysisk, men i tankerne gjorden jeg altså.
Det havde jeg nemlig slet ikke tid til.
Jeg havde nemlig så travlt med at tørre de der dumme tårer væk, som blev ved med at fylde mine øjne og som silede varme og salte ned ad mine kinder.'
Hvorfor?
Jamen, det var jo i dag, at Laura rejste til Århus.
Jeg fældede ikke en eneste tårer, da hun stod og tog afsked med alle sine venner ude i lufthavnen.
Jeg ville så gerne have haft hende lidt for mig selv. Njaa.. lidt mere end lidt.
De sidste mange, mange uger har hun haft så travlt med at indspille, redigere, ordne og være med til hende og hendes bands kommende indspilning/cd, at jeg stort set ikke har set hende.
Hun har også haft travlt med at mødes med alle sine mange venner endnu en gang og lave et eller andet for sidste gang inden den store afrejse,s å jeg savnede hende faktisk allerede inden hun overhovedet var taget afsted.
Jeg holdt pænt masken og tårerne da hun tog afsked og da jeg gav hende farvel-krammet og jeg holdt så pænt på smilet, da hun gik ombord på flyveren, men hjertet sank dybere og dybere ned i et sort hul og så foreslog jeg Jan og Sara, som naturligvis også var med ude i lufthavnen, at vi kørte de der få meter op på parkeringspladsen og vinkede derfra.
Jeg sendte Laura en sms, mens hun sad inde i flyveren og hun fik vist et glimt af os, da vi stod der.
Heldigvis så hun ikke at jeg stod og stortudede, snotten løb og mascaren flød, for i virkeligheden var det vel ret egoistisk at jeg stod der og flæbede!
Jeg ved jo, at hun kommer til at klare sig og at hun allerede har venner i Århus.
Jeg ved, at hun er rustet og at hun går en spændende tid i møde.
Hun møder nye venner og hun får noget faglig udfordring.
Hendes horisont udvider sig og hun vil vokse.
Hvis sandheden skal frem og det skal den ikke nødvendigvis, men kommer det så alligevel nu, så tudede jeg jo over mig selv.
Jeg tudede over, at jeg ikke rigtig fik nok af hende.
At jeg gerne ville have haft hende i noget længere tid, at jeg gerne ville have nydt hendes tilstedeværelse lidt mere.
Jeg tilstår blankt og ærligt.
Det er bare bedst, når mine unger er inden for rækkevidde og at de kan komme hjem under mine vinger og få trøst, når de har behov og trænger.. synes jeg, men min fornuft, som måske sidder lige bag pandelappen og som jeg måske burde slå lidt til lige nu, ved jo, at mine unger skal videre, lære at stå på egne ben og at de skal leve deres egne liv.
Ja, ja jeg ved det godt, men lad mig nu bare lige tude lidt for mig selv og over mig selv.
Og hvad skal fluen til for?
Ikke for noget.
Den slog jeg ihjel fordi den summede i min vindueskarm og jeg havde altså bare overhovedet ikke overskud til at høre på det.
Da den så lå der og var død, fik jeg ondt af den også og for at retfærdige mit drab på en uskyldig, fotograferede jeg dens smukke vinger og følte mig lige så mast som den.
Nu har katten gudhjælpemig ædt fluen, så jeg kan ligeså godt sætte mig over i sofaen og strikke på Lauras kommende sweater, mens jeg tænker videre over, om det der med at slå sig for panden, har en dokumenteret effekt, om det nytter noget eller om det bare er noget, som jeg har fundet på.
Det er så svært at give slip på de kære unger :)
SvarSletTak for et særdeles dejligt og så rigtig indlæg, kan så godt mærke dine ord. Genkender så meget dine følelser fra da min Søn Sebastian flyttede hjemmefra . De er og bliver jo vores børn ❤️
SvarSletPyha Dorthe så godt skrevet,den omgang er du ikke ene om. Den har jeg også prøvet og det holder ligesom aldrig op. Vi elsker de unger. Stort kram til dig fra mig. Britt
SvarSlet