Det er altid, altid svært at sige farvel.
Altid!
Det er sjovere at sige goddag.
Altid.
Især, hvis det er nogle søde mennesker, man siger goddag til.
Når man så skal sige farvel til de selvsamme søde mennesker, så bliver det endnu sværere.
Jan og jeg rejste til Danmark i fredags.
Vi var lidt over to timer forsinket, men vi skulle ikke nå noget og skulle faktisk kun tænke på os selv.
Vi skrev selvfølgelig en sms til farfar at han ikke skulle vente på os og endelig bare gå i seng, for vi har lejet en bil og skulle selv køre fra Kastrup til Himmerland.
Da vi endelig var i luften gik alt efter planen.
Der var ingen udsving og vi lettede og landede, lettede en gang til og landede en gang til og så skulle vi såmænd bare finde over i den nye biludlejnings-bygning og så af sted.
Nå jo!
Jeg troede, at Jan havde fået kraftig allergi, for han snøftede og var lidt tavs.
Jeg troede, at det måske var fordi han var lidt usikker fordi der var automat-gear i den lejede bil, men nej, han mente, han nu nok, at han kunne finde ud af det.
Vi kom ud på motorvejen, hvor Jan speedede op og jeg blev lidt usikker for han snøftede og snøftede, men når jeg spurgte ham, sagde han at han havde det fint og ikke trængte til en allergipille.
Vi nåede vores endestation kl 04.30, mens solen sneg sig forsigtigt op over trætoppene og hilste os velkommen.
Farfar var skam stået op igen og havde stillet lavet hjemmelavede, lækre frikadeller og efterfølgende kunne vi starte ferien med hans lækre, hjemmelavede koldskål.
Efter nogle timers søvn, stod vi op, groggy og med så meget jetlag, at vi kunne have rejst frem og tilbage på laget alene.
Den første dag, husker jeg vist ikke rigtig.. måske, men vistnok på anden dagen, video-ringede jeg til Sara i Brussels, mens vi kørte bil.
Vi skulle jo sådan lige aftale og forskelligt.
Jeg er kun passager og det gør jeg rigtig godt, synes jeg selv.
Jeg har ikke forstand på biler.
Overhovedet, men jeg synes at vores leje-bil er meget god at være passager i, så da Sara spurgte, hvad vi havde lejet, viste jeg bare instrumentbrættet og sagde at det hed et eller andet med A4 og så blev jeg da godt nok buet ud.. og så kunne jeg jo så lægge to og to sammen og komme frem til det resultat at det, som jeg troede var Jans allergi, var køreglæde.
Vi kørte mod Brussels for at hente Sara i tirsdags, men vi ville lige forbi Sønderborg først.
Jeg er født i Sønderborg og min farmor og farfar boede i Sønderborg.
Da jeg gik på gymnasiet i Viborg tog jeg nogen gange ned og besøgte dem i mine ferier og vi hyggede os stille og fredeligt i hinandens selskab.
Min farmor forsøgte at lære mig at sy, men jeg ville hellere lære at strikke.
Ingen af delene lykkedes dengang, men jeg fik point for mine forsøg og min farfar smilede sit søde smil, mens min farmor bød mig på flere hjemmelavede småkager, som hun gemte i den kolde ovn.
Jeg besøgte min farmor sammen med Simon i sommeren 1993. Min farfar var død på det tidspunkt, så hun var alene.
Hun var blevet meget glemsom.
Mere glemsom end, hvad godt er og da jeg tog afsked med hende foran hendes hoveddør, vidste jeg selvfølgeligt ikke at det skulle være sidste gang jeg sagde farvel.
Hun fik konstateret Alzheimers det efterår og det gik stærkt ned ad bakken med hukommelsen.
Simon skulle besøge sin far i Viborg.
Jeg havde ingen planer.
Overhovedet, men jeg havde fået en invitation fra Jan om jeg kunne komme og besøge ham hos hans forældre, så jeg fandt en mønttelefon og ringede til ham.
Det viste sig at Jan havde en plan. Den er jeg heldigvis stadig en del af.
En dag eller to kunne vel gå, tænkte jeg dengang, men det blev til mange flere dage, for det var svært at sige farvel og det var altså så godt at sige goddag til hele hans familie, så jeg blev og blev og blev.
Det sidste farvel til min farmor i 1993, følte jeg dog, var lidt underligt og i mange år gik jeg og tænkte jeg på, at jeg ville til Sønderborg for at runde farvellet ordenligt af og det fik jeg gjort så i tirsdags, hvor Jan og jeg gik op foran den gadedør, som vi sagde farvel ved og det gjorde godt.
Næste dag kørte vi videre mod Brussels.. eller kørte, er måske så meget sagt, for vi sad i den ene kø efter den anden i Tyskland, men vi havde god musik i anlægget og jeg fik strikket et par strømper og vi fik drukket sodavander og spist vingummi, så vi led ikke den store nød, selvom turen fra Tysklands grænse kom til at vare over 12 timer.
Det goddag som vi fik af Sara, da vi endelig ankom, var bedre end mange goddag-er, som jeg har fået gennem årene.
Da vi sagde farvel til hinanden for 9 måneder siden, vidste vi ikke helt, hvordan hendes ophold i Belgien ville blive.
Hun rejste ned uden at kende en levende mors sjæl.
Hun havde skypet med sin værtsfamilie, men det var så også det.
Hendes mor var nervøs.
Og spændt.
Og lidt bange.
Og meget stolt over det mod, som hun udviste, ved at tage afsted uden et finmasket, socialt sikkerhedsnet under sig.
Der blev fældet en flod af velkomsttårer og krammet og krammet lidt mere.
Sara var ikke helt færdig med at passe den lille pige, så efter at vi havde været lidt rundt i byen og turistet den, gik vi med op og hentede hende.
Hun er godt nok sød og mit slet skjulte behov for snart at blive mormor eller farmor, blev kun yderligere forstærket. Hvor er det dejligt og livsbekræftende med de der små størrelser.
Et lille menneske og at se det fine, gode, dejlige bånd, som var mellem Sara og hende.
Den sidste aften, i fredags, var vi ude og spise med nogle rigtig, rigtig søde, danske piger, som Sara havde lært at kende og som har været en god støtte for hende, mens hun har været så langt væk hjemmefra og så måtte vi lørdag morgen til det allersværeste.
Saras farvel med værtsfamilien og især med pigen, som hun har passet igennem næsten 9 måneder, var en af de svære.
Den var faktisk så svær, at jeg blev nødt til at fælde nogle tårer sammen med Sara.
Vi håber at familien tager imod vores invitation og kommer og besøger os i Grønland, helst snart.
Vi håber og især Sara håber, at vi snart kan sige goddag til den søde værtsfamilie og især den lille pige,f or det var en af de svære farveller.
(I morges skal jeg forøvrigt sige et lille, kort og imidlertidigt farvel til mit kamera, da det skal indleveres, så det bliver småt med ferie-billeder denne sommer, men så skulle dem, der kommer i fremtiden gerne blive lidt bedre, håber jeg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.