Langsomt opfattende

“Kan det nu også være rigtig?” tænker jeg hvert år, når jeg går hjem efter den sidste skoledag.

“Kan det nu også passe, at jeg kan sove længe i morgen og drikke min morgenkaffe i fred og ro, men  jeg overvejer om jeg skal gå i seng igen eller om jeg skal foretage mig noget fornuftigt”

Min fornuft ved godt at i morgen kan jeg blive liggende indtil jeg ikke orker mere, men vanen har en vanvittig stor magt over mig og der går nok et par dage og en flyrejse mod Danmark førend jeg helt kan mærke det.

Det har været en hårdt skoleår for mig i år. Det tæret og ædt sig igennem energi og humør.

Hvis jeg var en påhængsmotor, skulle jeg i den grad have udskiftet zinkklodserne, skiftet gearolie og have mit årlige tjek.

Det får jeg forhåbentligt også. Måske ikke lige skiftet gearolie og zinkklodser, men det som svarer til det.

Lørdag formiddag sejlede vi op i hytten.

(Jan havde som helt nystrikkede sweater på. Den nåede lige at få hæftet de sidste ender og bliver tør efter vask)

Vi ville sætte et lillebitte vindue i den nordvendte væg og det gik næsten efter planen.. altså lige bortset fra at kærven i karmskruerne (2 ud af 4) opgav ævred som kærve og besluttede sig for at transformere sig om til runde, glatte huller da de var halvvejs.

Nøj, hvor blev der stille i hytten og nøj, hvor forsvandt smilene fra vore ansigter, for hvad dælen stiller man op, når man står ude i ødemarken med et par megalange skruer, som hverken vil ind eller ud og man ikke har værktøj til at gøre noget??

Jan ringede til Jesper for at høre til vejret ude til havs, hvorefter jeg ringede til Lena, som fik forklaret situationen og at vi havde brug for en lillebitte vinkelsliber og så drønede vi ellers ind til byen, hvor det mest af alt mindede om det fornemste pitstop rallyverden nogensinde har set, da Lena havde kontaktet Brian, som havde skaffet en vinkelsliber, som han kom ned med som han overrakte, mens vi samtidig tankede jollen op for derefter at drøne tilbage.

Alt endte i lutter vindueslykke og nu kan vi kalde os indehavere af et lille, godt vindue, som allerede er blevet kigget meget ud af.

(Jep, der skal males vinduesrammer og lidt, men ikke nu)

Vejret var ikke verdens bedste, så vi havde en rigtig god undskyldning for at ligge og læse, drikke en ekstra kop te og kaffe, lave ingenting og sove en time mere i ny og næ, mens vi sørgede for at vende os i sengen indimellem, så vi ikke fik liggesår.

Jeg kom sågar op og stå, fundet mit kamera frem og fotograferet lidt småplanter,

mens Jan bankede et manglende terasse-brædt fast.

Vi måtte jo hjem igen og det var mere end almindeligt svært at forlade roen, stilheden og harmonien, som vi finder i vores lillebitte hytte.

Hvis ikke lige der stod Danmarksrejse og om en uge : køretur ned til Sara i Brussels, så kan du måske nok regne ud, hvor jeg så skulle hen?

Jeg glæder mig så meget til at gense min Trunte-Sara og få hende bragt med hjem og jeg har en anelse om, at hun også glæder sig til at se os.

Jo.. jeg skal tidsnok opdage, at dagene står til  min frie disposition i et par uger eller 4 fra nu af og at sidste skoledag i dette skoleår var lige netop i dag.