Forelsket i årstiden

Det er fredag.. ihverfald lidt endnu og ovenikøbet kan jeg se frem til mange og forhåbentligt lange dage, hvor jeg ikke er forpligtiget til andet end at nyde dagene, for jeg har påskeferie og det trænger jeg altså bare til.

Jeg ved, at mine kollegaer også trænger og at de med længsel har set frem til i dag.

I formiddags blev jeg slået en anelse ud af kurs med nogle arbejdsopgaver, som jeg ikke helt havde styr på, men det endte godt og da jeg så til og med kunne gå tidligt og Jan kunne gøre det sammen, var jeg ikke sen til at skifte arbejdstøjet ud med hundeslæde-tøj.

 

Solen skinner stadig fra den mest blå himmel og temperaturen er så rimelig at selv en kuldskær, kan holde på varmen.

 

Hundene kørte intet mindre end fantastisk og der var ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og nyde den ro, sådan en hundeslædetur giver.

 

Det er meditativt og sjælen bliver salig. Min finder en ro næsten øjeblikkeligt. At sidde i stilhed på slæden og lade landskabet passere langsomt forbi, men det eneste jeg kan høre, er hundenes vejrtrækning, slædens hyggelige knirken og medernes sang over den knirkende, kolde sne.

 

Min lille frække snescooter står stadig ude på værkstedet og mangler en brændstofpumpe.

Pumpen er skam nået her op, men den ligger inde i Kangerlussuaq til ingen verdens nytte.

Jeg skal vist være mere end almindeligt heldig, hvis jeg får scooteren til at køre før påske, men jeg er optimistisk og håber på det.

Hvad andet kan jeg næsten ellers gøre?

 

De sidste par år har Kangerlussuaq været en snæver flaskehals for al post.

Det er dybt frustrerende at kunne se en ting, som man har bestilt via track&trace blive sendt afsted øjeblikkeligt fra en eller anden verdensdel og se den ligge inde i Kangerlussuaq.

Det er ikke kun i andre lande at posten har trange kår.

De samme trange og urimelige kår har vi også heroppe.

Det er sørme godt at det ikke er livsvigtig medicin jeg venter på og som jeg kan se, er endt inde i Kangerlussuaq.

Jeg kunne skrive mangt og meget om den måde, som posten heroppe bliver prioriteret på, men jeg lader pænt være, – kun for at holde en sober tone og skynder mig at se på de fordele, som brændstofpumpens manglende ankomst har medført.

 

Jan spændte hundene for og så kørte vi ellers af sted.

Jeg havde planer om et specielt billede fra en speciel vinkel, men det blev heller ikke lige denne gang, men lidt kom der da i kassen; altså udover den skønne oplevelse og den indre ro.

Den her udsigt.. kan du mon fornemme de stejle nedkørsler?

Kan du mon fornemme naturens storhed?

Kan du fornemme den kolde, frisk, klare luft?

Nej, det er nok noget, som skal opleves og jeg siger det bare igen: hvis du får muligheden, så slå til!

 

Vi kom tilbage ville jeg give mig lidt tid og tage nogle billeder af hundene, så Sara kan følge lidt med fra Belgien.

Jeg ved, at hun savner hundene, sneen og årstiden heroppe lige nu. Hun har det fint, men jeg ved, at hun længes efter lige akkurat alt det som vi står i lige nu.

Jeg forstår det så udemærket.

I morgen lover de mere sol, mere blå himmel og lige så gode udendørstemperaturer, som i dag, så i morgen er også udedag.