Teknisk uheld (i flertal)

Tak for jeres kommentarer.

Jeg har i alt for lang tid været en klovn til at svare og vise, at jeg faktisk sætter stor pris på responsen.

Jeg købte i efteråret et meget lidt brugt Nikon D800.

Jeg fik det ganske billigt inklusiv, et udmærket all-round objektiv, så jeg troede jo at lykken var gjort, men næsten i samme øjeblik kameraet var hjemme og i hus, gik min computer delvist ned.

 

Det kan jeg så ikke rigtig klage over, for den er fra 2007 og har virkelig, virkelig gjort det godt.

 

Jeg har fået skiftet skærmen og batteriet og har opgraderet harddisken en enkel gang og ellers har jeg vitterligt intet gjort for at holde min trofaste bærbare vedlige, så hvis de, altså producenterne, ønsker en anmeldelse for robusthed og vedligeholdelsesfrihed, så kan de få min.

 

Som jeg skrev sidst, har jeg ikke det store mod, når det gælder indkøb af hverken kamera eller computer og hvordan det hænger, har jeg ikke rigtig nogen forklaring på, men jeg sidder nu med en ny MSI computer med en skærm, som jeg er tilfreds med og med et tastatur, som jeg kan sammen med og min søde Laura har installeret alt, hvad jeg har brug for, for at kunne benytte mig af vidunderet.

Og så fungerer ingen af de dyrt indkøbte ting alligevel.. aaarhg.

Jeg skal virkeligt styre mit temperament, for ikke at råbe og skrige, kaste rundt med tingene, trampe rundt på gulvet mens jeg råber bandeord af katten, familien og mig selv. Jeg hader, HADER, når digitale ting ikke fungerer og det skyldes jo allermest, at jeg ikke selv kan finde ud af at gøre noget ved det, for at få det til at fungere igen. NÅ! Jeg drikker mig en kop grøn te mere mens jeg nynner OOOOMMM og tænker på universel kærlighed, tålmodighed og på hvordan man ellers kan styre sit temperament.

 

Jeg tager alle mine billeder i RAW format og åbner dem i photoshop. Og nej, jeg kan ikke bruge photoshop ret meget. Faktisk bruger jeg det kun til at beskære det værste fra mine billeder fra. Jeg ville rigtig gerne kunne alt muligt i photoshop og har gennem et helt årti drømt om, at kunne redigere, flytte rundt og alt muligt, men jeg kommer fra det, glemmer det, fortrænger det og når jeg en enkelt gang forsøger at hoppe ud i det og opdager, at der skal bruges mere end 5 minutter på at lære det, mister jeg tålmodigheden og bliver lynhurtigt enig med mig selv om, at photoshop er snyd og bedrag, at billeder skal kunne smides på uden yderligere redigering og ..hvad var det nu lige den der ræv, sagde om de der rønnebær.. så indrømmet!

Hvis jeg kunne, ville jeg redigere på  livet løs og lave en masse sjov, men det kræver at jeg sætter mig stille og roligt ned og fokuserer, er tålmodig og ikke giver op, ved den første forhindring.

Og hvor kom jeg fra?

Jo!

Jeg kan ikke åbne mine billeder i mit billedbehandlingsprogram og så er jeg lige vidt. Ydermere! Hvis altså jeg må have lov at græde lidt mere snot udover skærmen?

Mit store, dyre objektiv, som jeg købte for et par år siden og som er kompatibelt med det nye kamera fejlede gang på gang, så jeg sendte det til undersøgelse i Danmark i julen.

Autofokus var røget og det blev så ordnet, renoveret og jeg fik det tilbage. Nu ved jeg ikke helt om det er mig, kameraet eller objektivet, som fejler, for de billeder, som jeg tog her til aften, er alle mere eller mindre uskarpe.

Jo, jeg er frustreret. Frustreret over, at tingene ikke vil som jeg vil og endnu mere frustreret over, at jeg ikke selv kan finde ud af at ordne det og frustreret over, at mine fine planer om at opdatere lidt oftere her på adressen med fine, skarpe billeder, pludseligt igen, igen må sættes på standby.

Det kræver fast rytme, rutine og kontinuitet at holde bloggen i live for mig og der går ikke mange uger, før rutinerne ryger for mig og jeg faktisk glemmer at jeg har en blog.

Det burde ikke være så let at glemme, eftersom bloggen faktisk har været en fast del af mit liv i snart 10 år.

Det er tilsyneladende ikke så moderne at bloggere mere. Ikke hvis man kigger sig omkring i blogland, hvor mange dejlige, sjove, underholdende og givende blogge er afgået en stille død til fordel for både facebook og instagram.

Både facebook og instagram tager også meget af min opmærksomhed, men jeg havde faktisk besluttet, at bloggen stadig er den bedste dag-“bog” for mig og at jeg ville gøre en ekstra indsats for at holde den vedlige i dette år, når jeg fik både ny computer og kamera.

Mens jeg sidder her og ærgrer mig over mine elektroniske, digitale problemer, kan jeg så glæde mig over, at både Laura og Sara fortæller lidt om deres tanker og om deres hverdag på hver deres blog.

Laura skriver ca 1 gang om ugen her

 

Sara holder os ajour med sit liv og levned både via facebook, instagram, snapchat og så også med sin blog og det er jeg så glad for.

 

Jeg har stadig min gode, gamle iPhone, som også kan fotodokumentere lidt.

I morges vågnede vi til en underlig tåge, som sneg sig ind over os inde fra øst.

 

Det udløste oplæsning af Anngannguujuk for mine elever i dag inden tågen helt var brændt væk af solen og den blå himmel.

Op af formiddagen lettede tågen, solen brød frem, jeg fik tidligt fri og snescooteren blev luftet en ganske lille smule og så har jeg været til en formiddabel god koncert, som jeg så gerne ville have vist billeder fra, hvis ellers min nye computers billedbehandlingsprogram ville åbne mit nye kameras filer, hvor jeg har brugt mit nyrenoverede objektivt til at tage.. hmmm.

 

Istedet får du så en selfie.. af mig, vel at mærke, som er klædt ud som Charles Chaplin.  (billedet er fra i fredags, hvor der var fastelavn og tøndeslagning på skolen)