De sejeste teams

Jeg vil gerne lige have lov til at bombardere dig med en masse billeder.

 

Hvis du ikke rigtig gider, så springer du bare videre til næste blog, men jeg synes altså, at jeg har haft så fantastisk en dag at jeg gerne lige vil dele nogle af mine oplevelser med dig.

Når store arrangementer løber af stablen tænker de færreste vel over alt det arbejde, som har ligget forud for begivenheden?!

Om små 14 dage er der Arctic Sounds Festival her i byen og der ankommer et hav af musikere fra alverdens steder. Nogle, faktisk de fleste, ankommer med flyveren medbringende deres guitarer, blokfløjter,  sangtekster eller hvad de nu har brug for, for at kunne spille deres musik.

Inden da har arrangørerne skulle finde logi til alle musikerne, der kommer, de har skullet finde ud af, hvordan de skal bespises og hvor, de har skullet finde egnede lokaler, hvor musikken kan afvikles og der bliver arrangeret workshops og alle mulige andre spændende ting. Det er logistik på et højere plan og der er gået utælleligt mange timer til for at få puslespillet til at ligne det billede, som det gerne skulle ende med at være.

Sådan er det jo også med større sportsarrangementer.

I den weekend, som nu står for døren, løber verdens hårdeste skiløb af stablen.

Der er blevet lavet en løjpe, som er blevet godkendt af sikkerhedsgruppen og så er det ellers at få et puslespil til at gå op med, hvor der skal opstilles drikkeposter. Drikkeposterne skal være bemandede og undervejs på kritiske steder er der også steder, hvor der står mennesker, som skal holde øje med sikkerheden, så snescooterkørere, skiløbere og hundeslæder ikke kører ind i hinanden og som skal holde øje med at alt fungerer optimalt.

Der er folk, som skal sørge for at tidtagningen foregår rigtigt og de store telte, hvor løberne kan lave deres mad, skal der være borde og bænke, som skal samles og opstilles.

En masse små telte skal stilles op til skiløberne, hvor de skal sove og der er et kæmpestort 60 meter langt telt, som bliver opvarmet, hvor skiløberne kan tørre deres tøj og hvor de også får tilbudt massage af en masse frivillige, der naturligvis har lært, hvordan det skal gøres.

Alt dette er kun en brøkdel af alle de forberedelser, som er gjort inden Arctic Circle Race kan afvikles og der er ca 180 frivillige, der i deres sparsomme fritid stiller op og yder en kæmpestor indsats.. gratis. Og de fleste af dem er folk, som har været med år efter år efter år.

Jeg er fuld af beundring for disse folk.

Det kan godt være at selve løbet er verdens hårdeste, men hvis jeg kunne, ville jeg altså også nominere de mange, mange frivillige, til at være verdens bedste team-spillere.

I dag da jeg stod ude ved den kommende camp, kom en flok unge mænd med det, som skulle være spisetelt/madtelt. Det måler små 60 meter og gulvet er en masse plader, som er skruet på nogle lægter.

De unge mænd gik i gang, næsten uden ord og i løbet af små 40 minutter (og ja, jeg tog tid) havde de stillet det kolonormt store telt op. Det vejer som et ondt år, men de løftede i flok og med et smil og så stod teltet der bare.

De holdt en kort kaffepause og så gik de ellers i gang med næste opgave. Det var dybt fascinerende at se.

Jeg skulle bare tage et par billeder men blev ude hos dem i flere timer, hvor solen skinnede fra en skyfri, blå himmel og hvor frosten kun lige akkurat bed kærligt i næsetippen for at minde os på, at det stadig er vinter.

Der er mange, som ikke gider at arbejde gratis og fuld respekt for det, men alle de år, hvor jeg har været med til frivilligt arbejde, er jeg gået tilbage på mit “rigtige” arbejde med fornyet energi og med en følelse af, at have været med i noget større.

Selvfølgelig har jeg også, det meste af tiden den følelse på arbejdet, men at være sammen med mennesker, som er drevet af lyst og ikke af pligt, giver noget andet.

Hvert år, når der er gået ca 4-6 måneder, så siger jeg til mig selv, at jeg ikke gider at gøre det igen. At jeg ikke gider at arbejde gratis igen og hvad jeg nu ellers lige kan finde på at sige.. især til mig selv, men når tiden nærmer sig, bliver jeg ligesom de andre grebet af den gode stemning og af at være en del af noget så fantastisk stort.

Jeg ved fra de skiløbere, som har deltaget i Arctic Circle Race, at stemningen er det som huskes.

Stemningen, når de udkørte nærmer sig en drikkepost og som giver dem næsten uanede kræfter igen og som er med til at de kan gennemføre de 160  ekstremt hårde  kilometer, som ikke bare er ud af lige landevej, men hvor de skal op ad stejle fjeldsider og ned af nogle andre, ligeså stejle fjeldsider.

Nogle år, er vejret hårdt og ubarmhjertigt, mens det andre år er høj solskin og næsten varmegrader, men det er stadig 160 kilometer over tre dage, som skal gennemføres, før man kan bryste sig med et diplom for at man har gennemført.

 

 

 

Jeg er med igen i år.

Jeg skal ikke stå på ski.. overhovedet, men jeg skal være med og fotografere og jeg håber, at vejret er med os alle. Det bliver som sædvanligt spændende.

Sidste år havde vi Arne, som var den første blinde, der gennemførte løbet.

Og nåeh jo, Hans Kongelige højhed kronprins Frederik deltog skam også og gennemførte i fin stil.

I år har vi hverken Arne eller Frederik med, men der kommer 200 andre løbere og jeg glæder mig til at opleve stemningen igen.