Sikke en dag! Feriedag 2

Jamen altså! 

Jeg er helt overvældet, nærmest fortumlet af alle de oplevelser, som dagen har bragt med sig i dag.

Simon havde bestilt en turisttur til ind til Indlandsisen, men vi fandt ud af, at den varede hele 5 timer og så var der altså bare ikke tid nok til også at nå den flyver, som vi skulle med kl 18.55, når bussen først kørte kl 13.. Eller.. det havde vi ikke nerver til, men Simon var hurtig og lavede bare turen om, så vi istedet kom ind til Russell-gletcheren.

Vi skulle køre med denne bus og måske burde jeg have anet lidt uråd allerede der?

Vi kom afsted og de første mange kilometer gik fint ud af en grusvej.

Turen gik gennem den frodige, grønne dal langs med elven.

Faktisk vil jeg kalde den en rivende, brusende flod. 

Gråbrun af de mange millioner ton fin silt, som den river med sig.. flytter fra under isen og ud i fjorden.

Grusvejen går gennem et område, hvor man for præcis 40 år siden såede/ plantede en masse træer ud.

Træer, som er hentet fra bla Himalaya, Island, Alaska og andre områder i verden, hvor klimaet er nogenlunde, som i Kangerlussuaq og der er skam også skudt nogle træer op rundt omkring.

I takt med klimaforandringerne, varmere vejr og hvad har vi, er træerne faktisk vokset, uden dog at nå op i de højder, som de træer, der vokser i oprindelseslandene.

Grusvejen gik gennem et ørkenlignende område, hvor ekstremt finkornet sand danner grobund for Grønlands nationalblomst Niviarsiaq/ storblomstret gederams og vejen, som ikke længere kan kaldes en vej, men et spor, er indimellem meget udfordrende med små, korte og meget stejle nedkørsler/ opkørsler med bratte sving, så du føler at lige om lidt vælter du. 

Jeg tilstår uden at skamme mig, at jeg indimellem var bange.

Puuha.

Skulle du havne i Kangerlussuaq, anbefaler jeg dog helt uden tøven, turen.

Alene turen i landskabet er smuk uden lige, kørslen er spændende og lidt nervepirrende og når du ender inde ved gletcheren og ser den massive tunge af indlandsis, hvor smeltevandet fosser hidsigt og larmende ud i floden og ser isstykker brække af og smuldre nådesløst ned i vandmasserne, når du ser planterne.. de små uanseelige blomster, trodse den kulde, som isen lister ud i luften omkring sig,

så fortryder du ikke de ialt 5 kvarters rumlen i det spøjse køretøj, som det tager den ene vej.

Hvis du er lige så heldig, som vi var, ser du moskusokser rundt omkring.

Det der underlige dyr, som er en mellemting mellem et får og en en stor, langhåret ko og som jo er beslægtet med fåret, så har du ihvertfald oplevet meget, synes jeg. 

Alle billederne er taget med min mobil, ligesom indlægget også er skrevet på mobilen, så bær over med tastefejl, stavefejl og misforstået autokorrektur.

 

Klokken 18.55, eller deromkring, lettede vi så med Air Iceland og fløj så direkte over den lange vej (39 km) som vi har kørt på i dag. 

Kan du se vejen/ sporet? 

Og isen?

Fantastisk at se det ovenfra også

 

Vi fløj over Indlandsisen, hvor der er den ene store 'vandpyt' efter den anden.

Dybt tankevækkende!

Turen gik fuldstændigt gnidningsløst 

Og bortset fra at vi var låst inde/ude i i en 'finger' og ikke kunne komme hverken ind eller ud og komme ind i ankomsthallen i ca 15-20 minutter, så er vi nu, uden problemer landet i Keflavik.

Sikke en dag. 

Tak til Simon for den storslåede oplevelse i dag.