Jeg har sådan en magnetplade og nogle flade magnetstrimler.
De er vist oprindeligt lavet til folk, som syr korssting og sårn’, men den / de er rigtig gode at have, når man strikker mønstre/lace mm.
MIn kollega var i gang med et kæmpekæmpe stort sjal, hvor der var et hav af mønstre, som fyldte både den ene vej og den anden vej og endda på bagsiden.
Jeg mener, at hun sagde, at hun sluttede af med over 600 masker og det færdige sjal målte da også de imponerende 3 meter på det længste led.
Hun lånte min magnetplade. Faktisk tvang jeg hende næsten til det, for det var da ikke til at holde ud at se på at hun sad med en kæmpebunke post-it sedler for at holde styr på sine mønstre.
I denne uge kom hun så tilbage med min magnetplade.
Den har ikke været særligt savnet, for jeg har lavet alt muligt andet og har desuden en mindre een af slagsen som jeg sagtens kan nøjes med til små-strik.
Samtidig med at hun afleverede magnetpladen stak hun mig tre fine, lyserøde roser, som har stået på køkkenbordet og mindet mig om, at en lillebitte gestus fra din side, kan betyde rigtig meget for en anden.
Hun var så taknemlig og glad for at jeg havde lånt hende den; vist hende, at der overhovedet fandtes sådan et lille hjælpemiddel, så hun ville vise sin tak.
Jamen, det er da mig, som takker.
De fine, lyserøde roser, visnede lige så stille og samtidig med at de visnede, trådte lysegrønne farver frem i det lyserøde og komplimenterede så fint.
En anden fin blomst, trådte ud af badet lige før. Håret var stadig vådt og uredt.
Hun har været ude og køre snescooter med en af sine venner i dag.
De har været rigtig mange afsted og de har været ude i rigtig, rigtig mange timer.
Hun har været ude i rigtig højfjeldssol.
De har været ude på en gletcher, været over fjordisen og været omkring i højderne og ude i den hvide sne.
Det har givet kulør på den hud, som var fremme og bar. Det er ikke mange steder huden er bar heroppe på denne årstid, så når vi tager jakken af og halsen kommer frem af lagene af tøj, kan man rigtig se farveforskellene.
Hun har fået masser af sol i dag og næsen og kinderne er brune og fregnerne flokkes over næseryggen.
Øjnene har fået glans og smilet har fået sødme, men energien er vist også brugt og jeg tror, at hun får sig en rigtig god nats søvn ovenpå al den friske luft og de mange oplevelser.
Denne årstid er så skøn og så dejlig og skulle du nogensinde vinde i lotto, burde du pakke kufferten og købe en billet herop til på denne smukke årstid, hvor der næsten ingen frostgrader er og hvor solen står højt og længe på himlen.
Jeg elsker denne skønne årstid, hvor du kan gøre næsten, hvad du vil og hvor mulighederne er så mange og så forskellige.
Kan du have en rigtig god uge og husk at benytte dig af de muligheder, du nu har.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.