Hun er nu en køn, lille een, hende min trunteSara, min yngstepige, som bliver student om et par måneder.
Jeg har sådan en magnetplade og nogle flade magnetstrimler.
De er vist oprindeligt lavet til folk, som syr korssting og sårn’, men den / de er rigtig gode at have, når man strikker mønstre/lace mm.
MIn kollega var i gang med et kæmpekæmpe stort sjal, hvor der var et hav af mønstre, som fyldte både den ene vej og den anden vej og endda på bagsiden.
Jeg mener, at hun sagde, at hun sluttede af med over 600 masker og det færdige sjal målte da også de imponerende 3 meter på det længste led.
Hun lånte min magnetplade. Faktisk tvang jeg hende næsten til det, for det var da ikke til at holde ud at se på at hun sad med en kæmpebunke post-it sedler for at holde styr på sine mønstre.
I denne uge kom hun så tilbage med min magnetplade.
Den har ikke været særligt savnet, for jeg har lavet alt muligt andet og har desuden en mindre een af slagsen som jeg sagtens kan nøjes med til små-strik.
Samtidig med at hun afleverede magnetpladen stak hun mig tre fine, lyserøde roser, som har stået på køkkenbordet og mindet mig om, at en lillebitte gestus fra din side, kan betyde rigtig meget for en anden.
Hun var så taknemlig og glad for at jeg havde lånt hende den; vist hende, at der overhovedet fandtes sådan et lille hjælpemiddel, så hun ville vise sin tak.
Jamen, det er da mig, som takker.
De fine, lyserøde roser, visnede lige så stille og samtidig med at de visnede, trådte lysegrønne farver frem i det lyserøde og komplimenterede så fint.
En anden fin blomst, trådte ud af badet lige før. Håret var stadig vådt og uredt.
Hun har været ude og køre snescooter med en af sine venner i dag.
De har været rigtig mange afsted og de har været ude i rigtig, rigtig mange timer.
Hun har været ude i rigtig højfjeldssol.
De har været ude på en gletcher, været over fjordisen og været omkring i højderne og ude i den hvide sne.
Det har givet kulør på den hud, som var fremme og bar. Det er ikke mange steder huden er bar heroppe på denne årstid, så når vi tager jakken af og halsen kommer frem af lagene af tøj, kan man rigtig se farveforskellene.
Hun har fået masser af sol i dag og næsen og kinderne er brune og fregnerne flokkes over næseryggen.
Øjnene har fået glans og smilet har fået sødme, men energien er vist også brugt og jeg tror, at hun får sig en rigtig god nats søvn ovenpå al den friske luft og de mange oplevelser.
Denne årstid er så skøn og så dejlig og skulle du nogensinde vinde i lotto, burde du pakke kufferten og købe en billet herop til på denne smukke årstid, hvor der næsten ingen frostgrader er og hvor solen står højt og længe på himlen.
Jeg elsker denne skønne årstid, hvor du kan gøre næsten, hvad du vil og hvor mulighederne er så mange og så forskellige.
Kan du have en rigtig god uge og husk at benytte dig af de muligheder, du nu har.
I fredags havde Silas fødselsdag.
Han fyldte 13 år. Teenager og alt, hvad der hører med.
Han er den yngste i fætter/kusine-flokken og er allerede snart en ung mand.
Tiden flyver, han gror, får skægstubbe og alt det der og inden vi ser os om, er han en voksen mand.
Jeg lyder som en gammel kone, hvad jeg ved Gud ikke er, men engang strakte tiden sig foran mig i en lang uendelighed.
Sommerferierne føltes meget længere, vinteren koldere og med mere sne, påskeferien bød på lange, kedelige dage, hvor dagene ingen ende ville tage, men som tiden er gået, er den begyndt ikke bare at gå, men at spurte afsted.
Tiden strækker sig ikke længere for mig. Den kommer i små, korte bidder,- vel nærmest i stumper og stykker og sommerferien når jeg knap at opdage, før jeg er igang med en påskeferie, som de (hvem de end er) har kortet op og kortet af til at vare et splitsekund og nu er vinteren allerede forbi inden vi knap nåede at opdage, at det havde været koldt.
Silas blev jo nærmest født i går og han var rosinen i pølseenden af mine forældres børnebørn og nu er han teenager.
Min søster Dudi, Silas mor, er akkurat lige landet med flyveren fra Danmark i torsdags og det er for meget forlangt selv for en inkarneret kaffemiks-holder, at stable en kaffemik på benene dagen efter, at man er landet, så kaffen blev udskudt til i dag.
Jeg bagte to kager til kaffebordet, men jeg var bestemt ikke den eneste.
Silas havde selv bagt nogle småkager, som smagte rigtigt godt,
far Brian havde bagt sine hof-småkager
og Dudi havde foruden at bage både boller og ølkage og andet, lavet en fin suppe, stegt noget rensdyr, lavet flødekartofler, blandet en salat og bagt nogle flutes til det hele.
Jeg var også inviteret til en anden kaffemik, så jeg drog videre til næste kaffe/mad/kage-orgie og da jeg kom hjem ved 15.30 tiden spændte Jan og jeg scooter-hjelmene på hovedet og kørte ud i det fri.
Vi kørte runt og kørte omkring og fik sol på kinder og næse.
Jeg er bare ikke særligt mege for at køre på is og slet ikke, hvis der er pletter eller vand på isen, så vi blev på landjorden, selvom alle vi hart talt med, har forsikret mig om, at isen stadig er sikker og god nok.
Inde i byen er sneen næsten væk.
Byen er ikke særligt pæn for øjeblikket, men inde i landet og i højderne, er sneen stadig forholdsvis både god og fin, så vi fik os en dejlig stille tur rundt i baglandet.
Panorama fra Qerrortusup majoriaa (“udsigten”)
Et kig ind i bunden af fjorden:
Et kig ud af fjorden. Derude, langt derude ligger vores hytte, gemt bag en lille pynt.
Panorama med bunden af fjorden (Kangerluarsuup tullia) med bunden til højre og et kig ud af fjorden til venstre.
Du kan klikke på billedet (som er taget med min mobil) og se det lidt tættere på
Jeg vil ikke klage over dagen i dag, for den har været god, afslappende og givende, selvom den allerede er slut, borte og forbi ligesom alle de andre dage, som jeg i grunden heller ikke lige ved, hvor jeg blev af.
Jeg fortalte dig vist, at jeg tabte mit kamera på isen, for et par uger siden?
Den røg ud af min taske og heldigvis var der et dæksel på objektivet, for ellers er jeg ret sikker på at glasset var gået i stykker.
Dækslet kunne ihvertfald ikke holde til det og da jeg om fredagen skulle fotografere for Arctic Circle Race ville kameraet ikke stille skarpt og hver andet billede var sort.
Jeg gjorde, hvad jeg kunne under de omstændigheder jeg nu stod i og gjorde mit bedste.
Gøre mit bedste, det forsøger jeg altid at gøre, men det er langt fra sjældent at jeg synes at det er godt nok.
Jeg stiller alt, alt for høje krav til mig selv og til mine evner og det sender mig tit og ofte ned i de der små-huller, som vi alle nogengange ryger i, men den weekend, var mine tanker om mine egne billeder, ikke særligt høje.
Heldigvis sagde en af de andre, der også tog billeder under Arctic Circle Race nogle pæne og konstruktive ting om mine billeder og jeg kunne så med et nyt syn på tingene, sortere og fravælge/tilvælge i mine billeder, som jeg så pludseligt kunne se noget i.
Man kan ikke se den store udvikling i billederne fra de mange, mange forgående år, men min selvtillid blev hevet op over nul og nu har jeg lagt lidt ekstra ind på ACR facebook, som alle uanset om man har en profil eller ej, kan gå ind og se.
Jeg har re-sat kameraet, pudset de dele, som nu kan pudses fri for støv og skidt uden at være nervøs og gået objektiverne efter.
Een af dagene vil jeg se om jeg kan finde ud af at opdatere softwaren i kameraet, men i dag prøvede jeg forskellige objektiver for at se om der var problemer og umiddelbart ser det ud til fungere.
Nu er weekenden slut.
I morgen starter hverdagen igen.
Atter en gang.
Denne weekend har vi hørt musik, musik og musik.
Rigtig meget forskellig slags musik og hvis vi orkede, er der musik i aften, men vi er mætte.
Mætte af nye indtryk både fra ACR og musik festivallen.
Begivenhederne ligger tæt og i år ligger de, for mit vedkommende lidt for tæt.
Jeg kan næsten ikke rumme det hele.
I fredags var vi til koncert ude på hotellet.
Laura og hendes band skulle spille og holdnuheltkæft, hvor de fyrede den af.
Det var så hammergodt og hele salen, som var stopfyldt med mennesker, kom i kog.
Der blev sunget med, der blev hoppet, der blev danset og der blev klappet og råbt om mere.
Meget, meget mere.
De fik banket en virkelig god feststemning igang i løbet af de første 3 toner og så kørte de den hele vejen hjem.
Andreas har skrevet dette. Han spiller bas i bandet Nanook (Jeg har opfordret dig før og gør det hellere end gerne igen: smut nu ud og køb deres musik) og så har han skrevet en afhandling om grønlandsk musik, så han ved hvad han skriver om.
Jeg er vild med det og hører det i mine høretelefoner i tide og utide og især når jeg powerwalker, løber eller på anden måde skal have en god og ordentlig lydkulisse til hvad jeg nu laver.
Du finder dem på iTunes og ellers kan du købe cd-er af dem) Jeg er vild med dem og jeg er ikke alene.
Men tilbage til Laura og hendes band.
De vader, nej svømmer altså i musikalsk succes og de store navne, som også deltager i musikfestivallen, roser Atsinnermiut, som Laura og hendes band hedder, til skyerne.
Nu lyder det lidt som om Laura er forsanger og alt det.
Dét er hun ikke.
Hun synger nogen af deres sange, men det er hovedsageligt Apunnguaq, som synger, men hver især, er de vildt dygtige, og især taget deres alder taget i betragtning, men sammen er de altså suveræne.
Og nej, det siger jeg altså ikke kun fordi jeg er Lauras mor..
Nå, men det var så afprøvning af mit kamera og mine linser i dag vi kom fra.
En spændt Jan. Han var lige så spændt på om jeg kunne få kameraet til at fokusere og gerne skarpt
Katten var nysgerrig. Hvad havde jeg nu gang i?
Hvad var det for en lyd?
Hvad er det jeg sigter med?
En tøjklemme på tørresnorren i regnvejret (regn!)
Min orkidé, der blomstrer.
Den ene ud af 6. Jeg venter spændt på om de sidste 5 ikke skulle få lyst til at gøre den kunsten efter og blomstre med.
En træt Laura i dag på Taseralik
En lige så træt musikfestival-arrangør:
