3-hjuler og konfirmation

Jeg er næsten ved at være tilbage. Både her og i den almindelige, men ikke kedelige, kendte hverdag.

Det er ihvertfald, hvad jeg håber og krydser fingre for.

 

Der har været så meget og der kommer mere og min computer står stille. Jeg kunne have fyldt side op og side ned, men når tingene fylder livet ud og op, så bliver tiden knap og energien skal rationaliseres. Sådan er det.

 

Jeg er omkring alle de sædvanlige blogs, jeg læser, men det foregår fra min iPhone.

 

Mit kamera ligger trygt og meget godt i min taske og de fleste billeder bliver taget..igen med min iPhone.. og så alligevel; jeg er i gang med et større projekt på mit arbejde med at fotografere alle de ansatte og jeg har taget billeder af alle eleverne i min afdeling, så helt trygt ligger mit kamera ikke i min taske. De ansatte er indtil videre glade for resultaterne og eleverne ligeså og så er jeg det jo også.

 

Smartphonerne er lidt for smarte, ihvertfald for mig, hvis jeg skal opretteholde min blog og hvad jeg vil med den og Facebook er lidt for dragende med de mange, hurtige opdateringer, informationer og tilbagemeldinger.

Jeg kunne jo i virkeligheden godt blogge fra min mobil og har også gjort det ganske få gange, men jeg er ikke tilfreds og synes ikke det helt føles som det skal og bør.

 

 

Jeg har strikket og jeg noget af det, er faktisk blevet helt godt. (Tror jeg har fået tennis-albue eller muse-albue.. ondt gør det ihvertfald og det skyldes nok en kombination af at køre snescooter, strikke og sove åndsvagt med min højre arm, så strikkeriet får en ufrivillig pause disse dage-øv)

 

En selvkomponeret sweater er røget i skammekrogen, fordi den blev for kort, men det bliver kaldt tilbage igen, når jeg engang har samlet overskud til at trævle op og så bliver der målt rigtig op.

 

Den manglede sølle 20 cm. da jeg tog mig sammen til at måle efter om den nu også var i orden, hvad jeg så kunne konstatere, at den ikke var.

 

Jeg har strikket et par knælange strømper/sokker med snoninger, som er blevet fine, men jeg har ikke fået taget billeder af dem… kun med min iPhone og kun til Facebook.

En fuldstændig over-luksuriøs vest i ren moskus blev færdig i sidste uge og den vil jeg vise een af dagene, for den er bare for lækker.

 

Når jeg ikke har strikket, har jeg ærgret mig over et par olie-regninger, som kom dumpende 5900+3700 og en vaskemaskine, som stod af, da vi havde allermest vasketøj, men det hører med til småtings-afdelingen og er praktiske ting, som der kan gøres noget ved.

Vi er nu de glade ejere af en splintrende ny Samsung vaskemaskine, som kan rumme hele 8 kg og som spiller en glad lille fanfare, når vi starter den og når den er færdig med at vaske vores tøj.

Den er energimærket ud over det hele- og for det hele, så den kører nærmest på ren luft og en tanke om sæbe. Ren svir og hvis jeg skal tro på de papirer, der fulgte med, så er de mange tusinde kroner jo nærmest tjent hjem på første vask.

 

Jeg kom til bunds i vasketøjskurvene og har forsøgt, at rydde ud og op i huset… behøver jeg at sige, at jeg langtfra er færdig??

Jeg har også forsøgt, at hive mig selv op fra dovenskabens og magelighedens sorte dyb.

 

Mine gå-ture er løbet ud i sandet.

Jeg får overhovedet ikke motioneret mere, selvom jeg ved, at det gør mig godt og at det giver mig energi.

Der var lagt store og forkromede planer om både at komme i form og at nå nogle mål, men de blev liggende og kom ikke i brug.

Sådan er der så meget og jeg kan desværre ikke nå det hele.

Der er lyst stort set døgnet rundt og ekstra lys giver al den sne, som stadig ligger her. Og vi taler altså om MEGET sne.

 

Jeg har som sådan ikke noget imod sneen, for den holder jo myggene væk og temperaturen er faktisk fin, men lige nu kan vi ikke komme ind til hytten, hverken på snescooter eller med båd, så der går nok ikke så længe før jeg begynder at klage over det.

Vi har haft rigtig mange weekender inde i hytten denne vintersæson og jeg har nydt hver og en.

Alle burde have et sted, hvor de kan koble helt fra og komme til bunds i deres sjæls stilhed. Finde fred i en urolig verden, hvor vi bliver bombarderet med indtryk fra alle sider.

 

Sidste weekend blev Daniel konfirmeret.

Jeg havde lovet at hjælpe lidt til.

 

Min mor og jeg kørte ud forrige torsdag for at grave lidt i sneen og finde nogle grene, som vi ville sætte i vand, så de kunne springe lidt ud og dermed kunne bruges som bordpynt.

Vi kørte afsted og jeg kom ud i den dybe sne; og ja, mine ben er ikke så lange, så der skal ikke så meget til, før jeg synker helt i til skridtet.

Jeg fandt nogle grene dybt dernede under sneen og fik dem klippet og hentet op og så kørte vi hjemad, men på vej op ad Havnebakken, som er ca. små 100 mtr. og som har en hældning på ca. 10-15% kunne jeg godt mærke at bilen opførte sig lidt underligt. Ja, faktisk havde bilen opført sig lidt underligt de sidste 4-5 km, så jeg stoppede halvvejs oppe på bakken, men kunne se i bakspejltet, at der holdt en masse biler bag mig og jeg burde fortsætte, medmindre jeg ville lave helt kaos i trafikken.

Det der med at fortsætte, var lettere sagt en gjort, men med en god fart, sammenbidte tænder og en god portion stædighed fik jeg bilen op.. sådan lige akkurat, for da jeg nåede toppen, føltes den altså for mærkeligt, så jeg stoppede bilen helt; altså slukkede helt for motoren- håndbremsen var frossen, så jeg blev nødt til helt at slukke og satte katastrofe-blinket til for at gå ud og undersøge,hvad der var galt.

Nu er jeg heldigvis ikke typen, som går i hysterisk panik, men jeg blev da overrasket over at møde dette syn: Jeg fik forårsaget lidt mere trafikkaos, men indenfor en time, havde jeg fået et helt nyt hjul sat på fra auto-service, som heldigvis også gad at tilføje min bil lidt strøm, da den efter den pinlige omgang havde smidt al strømmen og nægtede at starte igen.

 

Jeg behøver vel ikke tilføje, at hjulet/dækket  ikke længere er til pænt brug?? Ej heller var fælgen.

 

Udover at klippe lidt grene til Daniels konfirmation, fik jeg bagt nogle kager til kaffemikken til om lørdagen, hvor der var overhøring og fik også lavet nogle ruller lakseroulade og vanilie-flødeis til om søndagen, hvor der vi var inviteret til spisning.

Jeg ville ønske, at jeg havde tænkt mig lidt om og var blevet fotograferet i mit fine selskabstøj søndag aften.

 

Engang for et par måneder siden kom jeg forbi Else Lennert, som solgte ud af sine sidste kollektioner og nu har jeg jo heldigvis fået en størrelse, så jeg kan passe almindeligt stangtøj og jeg kunne spare store penge, da jeg købte et sæt bestående af en buksenederdel, som er pyntet med sælskind og en fin vest, som også er pyntet med sælskind på ryggen.

Mit fine designertøj gjorde sit til, at jeg var lidt mere sikker, da jeg skulle gribe guitaren og spille/synge en sang for konfirmanden.

En sang, som var bestilt af min mor fra farfar til konfirmanden og jeg vil vove at påstå, at jeg kom igennem den med både sang og guitarvolden uden at være alt for pinlig, men det skyldtes nok mest at jeg var så fin og flot i mit tøj.

Det der med at synge og optræde er bestemt ikke en af mine spidskompetencer, men jeg kom igennem og må endnu engang konstatere, at folk heroppe er mere end almindeligt rummelige, høflige og overbærende.

Vi bor jo i bittesmå samfund og ser hinanden daglig, så vi ved, at vi skal leve side om side dagen efter en pinlig episode og i næste uge, er det måske naboen, kvajer sig, så vi lærer at holde de fleste sten i egen lomme i hver vores små glashuse.

 

I mandags havde jeg en selvbetalt fridag og den blev brugt på at sove lidt længere, drikke kaffen lidt langsommere, vaske tøj i den nye maskine og tulle rundt om mig selv, mens jeg forsøgte at finde mig selv igen.

Nu håber jeg, at jeg har fundet hoved og hale i hverdagen igen og det gør bestemt ikke noget, at vi fejrer at Jesus for et par tusinde år siden for til himmels.

Du bliver lige billedspammet med de få (men sikkert alligevel for mange) billeder fra i lørdags og i søndags.

 

P.S. I vinter, da det var koldt og mørkt kom en flok hyggelige kvinder til Sisimiut.

De var heroppe i forbindelse med noget strik og skulle se moskus-uldens tilblivelse.

Jeg var blevet spurgt, om jeg ville holde et foredrag og jo, det ville jeg da gerne, men da jeg ikke har gjort det før.. (og her behøver hverken venner eller familie komme med dumme kommentarer om, at det gør jeg hele tiden, altid og uafbrudt), valgte jeg at ville vise min grønlænderdragt frem.

Når man ser en grønlandsk kvinde, som har iført sig sin fine nationaldragt, ser man jo helheden, som er smuk, farverig og overdådig.

Dragten fortjener dog mere og bedre, så jeg valgte at smide tøjet og stå i bare BH og trusser..-jeg som er så forfærdelig blufærdig, -og tage hver eneste del  af min nationaldragt på; stykke for stykke og forsøge at vise, fortælle, forklare og fremhæve alle de smukke detaljer, som en nationaldragt jo indeholder.

Ikke for at gentage mig selv, men jeg har jo tabt mig fra str. XL til (xs) S, så min nationaldragt sad overhovedet ikke som den skulle da jeg viste den frem, så den har jeg også haft travlt med at få syet ind og til, så den sidder pænt.  Nu burde I jo komme forbi og se den sidde pænt og ordentligt, men I må så lige nøjes med et billede.

Bloggen om nationaldragten findes stadig.

Den bliver ikke opdateret, men du kan se og læse lidt om den grønlandske (kvinde)-nationaldragt lige her

( http://groenlaenderdragten.blogspot.com/ )