Indtil videre har jeg holdt, hvad jeg lovede overfor mig selv om ikke at bruge mine erstattede ferie-dage på rengøring og oprydning.
Det har holdt lidt hårdt de sidste par dage, for der trænges til en våd klud og en tur med støvsugeren overalt i huset, men nikkenej om jeg vil bruge dagene på noget, som jeg kan gøre til hverdag.
Mine ferie-dage foregår stadig mest udendørs.
I torsdags fik jeg startet mine gå-ture ud til lufthavnen op igen og jeg gik turen på næsten samme tid, som jeg plejede at gøre det i foråret; nemlig godt 2 timer eller lige under.
Det var jeg glad for at opdage.. at det ikke var gået helt tilbage for mig.
Jeg belønnede mig selv med et par nye høretelefoner (fordi mine gamle var væk.. øv og da jeg så havde købt et par små-dyre nogen, fandt jeg de gamle. Øvbøv, så har jeg da nogen med bedre lyd i nu og måske jeg så kan gå hurtigere?)
I fredags blev dagen brugt til ingenting og nej,- jeg sover ikke længe, selvom jeg kan.
Øvbøv.
Jeg vågner samtidig med familien, men bliver liggende indtil de er gået og står så først op derefter, hvor kaffen bliver nydt i ro og mag.
Sara og jeg spiste ude i fredags og da hun drog afsted for at besøge en veninde, var jeg alene i huset.
Det er hverken hver eller hveranden dag, at det sker.
Laura var på musikskolen, hvor hun skulle øve sammen med nogle venner,- for om lørdagen var der intro-fest for de nye 1.g-ere og Laura skulle spille/synge og Jan var draget afsted på rensdyrjagt med en ven.
Sara var med i fest-kommiteen, så hun havde travlt hele lørdagen med at gøre klar, hvor Laura også var travlt beskæftiget med at opstille musik-udstyr, instrumenter og hvad der dertil hører.
Jeg var alene igen og hvad kunne jeg så bruge tiden til??
Jeg valgte at ringe til min søster Dudi for at spørge om hun ville med ud til lufthavnen og hun var heldigvis frisk med det samme og Silas valgte også at ville gøre os selskab.
Da jeg var knap færdig med aftensmaden ringede Jan nede fra havnen at han var tilbage
og så kunne han jo passende spise sammen med os.
Søndag sejlede Jan og jeg ind i fjorden og fiskede efter rødfisk.
Der var ikke mange og de var meget små, men så kom der et ægtepar forbi, som havde været inde og røgte deres lakse-garn og de smed en stor, flot laks over til os, som vi sagde meget pænt tak for og så kunne vi sejle hjem og hente min lillesøster, hendes mand, Brian og yngste-nevøen, Silas, som gerne ville med ud og fiske efter torsk.
Rødfisk lever på meget dybt vand (ihvertfald 100 mtrs dybde), så det er ikke voldsomt sjovt at hale sin snøre ind, når der er bid og det så bare er en lille forkølet een af slagsen.
Jan sejlede med Brian og Silas i den store båd og Dudi og jeg sejlede i min jolle.
Vi fangede rigtig mange torsk og mens jeg filetterede torskene og lagde dem i små fryseposer, stegte min lillesøster laksen, som vi tog hen og spiste sammen med dem.
Jeg endte med at kunne smide ca 20 kg ren fiske-kød (økologisk og uden hverken listeria eller salmonella) i fryseren klar til brug
Dét er altså bare så hyggeligt at kunne være sammen med dem både planlagt og spontant og det er det, som jeg har glædet mig til og nu kan det lade sig gøre.
I dag skulle vi selvfølgelig have torsk og det ville Dudi og hendes familie gerne være med til at spise sammen med os.
Gennem mange år har jeg kigget op på en fjeldtop ud gennem mit køkkenvindue og når solen står et bestemt sted på himlen, kan man se en parabol eller sender deroppe på toppen og igennem næsten lige så mange år, som jeg har kunnet se den, har jeg også gerne ville op til den og se den på tæt hold.
Dét var een af planerne for i sommer, som blev kuldsejlet af mit løsrevne bækken, men nu har jeg både været på Præstefjeldet og oppe i fjeldet bag vores hytte og det endda mere end een gang, så jeg mente nok at jeg ville kunne klare at komme op på toppen af mit “køkkenvindue-fjeld”.
Jan kunne gå allerede i formiddags fra sit arbejde, da han ingen timer havde og han havde fået klaret de opgaver, som han skulle og så drog vi afsted med et pølsehorn og en sodavand i rygsækken.
Vi havde snakket lidt om, at vi måske kunne sejle en tur op i hytten i dag, men vejrudsigten så lidt snusket ud og skyerne varslede andet end solskin, så vi ændrede planerne i morges.
Ingen af os kendte ruten (hvis der er een?), så det var lidt tøvende og måske også nogle gode omveje vi påbegyndte vores opstigning.
Der var, især omkring mit hoved og i mit hår, tonsvis af små knots eller mitter, som de også kaldes. De er en plage af den anden verden; hverken mere eller mindre og undervejs opad pylrede jeg og var irritabel. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre, at det var hårdt at gå op, op, op, op og op i, til tider, blød, eftergivende mos, men da vi kom op i ca 450 mtrs højde, var det næsten ren klippe at gå på og noget nemmere for sådan een, som mig.
Undervejs op, fik jeg øje på en rype, som Jan skød.
Endelig efter et par timers hård moslen fra min side, kom vi helt op og jeg kunne røre ved den sender, som jeg har stået og kikket på så mange gange fra mit køkkenvindue.. og jeg var slemt stolt af mig selv.
Hverken mere eller mindre.
For Jan var det en afslappet spadsertur med konen i det gode vejr.
Han har god kondi og er mere vant til at gå i fjeldet og til at gå langt.
Hverken myg eller knot generer ham synderligt, så han var ikke plaget af andet end mit pyller.
På vej ned igen, gik vi en meget uautoriseret vej ned.
Måske det også var lidt af en omvej?
Måske vi også gik lidt frem og tilbage, men det betød så kun, at vi fik endnu 3 ryper, som kunne gøre den enlige selskab.
Jagtfalken var straks over vore hoveder og ville slemt gerne have haft del i ryperne. Den havde en makker med, som også gerne ville have delt vores fugle med os.
De kredsede og skreg skingert efter os og som jeg hørte det, hånede de os, for de 6 andre ryper, som slap fra os.
Det er en imponerende fugl; jagtfalken og det er ufatteligt så hurtigt den fik øje på de tre, som Jan skød og som den troede var til den.
Det er ikke for ingenting, at man siger falkeblik om øjne, som ser godt.
Hvis jagtfalken er en imponerende fugl, vil jeg kåre rypen til at være en af de kønneste fugle. Den kønneste, vil jeg endda sige.
For mange andre ville det sikkert også være en hyggelige søndag-eftermiddags-spadsertur med børn og bedsteforældre op på toppen, men lige nu er jeg stolt og glad over, at jeg kunne uden at mit bækken skred fra mig og uden at mit knæ hylede højlydt og at hverken højre-eller venstre fods knyst satte en stopper for turen.. ingen smerter andre steder end i forfængeligheden (over min manglende kondi).
(Præstefjeldet er 551 mtr højt og fjeldet vi kom op på toppen i dag er ca 650mtr højt. Op til Præstefjeldet går der en fin sti og ingen steder er der svært eller hårdt at gå, hvorimod det er meget varieret op til fjeldet fra i dag og derfor noget mere anstrengende… måske, der findes en fin og god sti helt op til toppen, men den fandt vi ikke og gik mere eller mindre på må og få.)
Farverne i fjeldet er ufatteligt smukke lige for tiden.
Jeg elsker de farver og ville ønske at de holdt bare lidt længere.
Det er ikke hverdag at jeg ser hele byen i et og hvor man kan se bygningerne i den nye by-del også
Vejret for de kommende dage ser ikke alt for lovende ud, så jeg tror jeg vil fortsætte i sammen langsommelige tempe med mit strikketøj, som jeg indtil nu har strikket det i.. og måske jeg endda kunne blive færdig med det inden næste weekend er omme, og ellers kunne jeg oversprings-sy-perler igen, igen
Nu blæser det udenfor med kraftige vindstød og regnen pisker mod ruden. Jeg er glad for at vi nåede op i fjeldet i dag.
Skøn beretning, og sikke billeder af de smukke efterårsfarver.
SvarSletJeg kommer desværre ikke lige forbi, ellers gad jeg godt hjælpe med at få spist af jeres forråd
;-)
Jeg elsker efterårets smukke gyldne farver.
SletForhåbentlig ses vi på fredaag - hav det godt så længe -
SvarSletKH mor Nordjylland
I lige måde
SletSikke en gåtur i en skøn natur :-)
SvarSletSkønt billede over byen. Sjovt når man har været der :-)
Jeg må tilstå, at gåturen var noget længere end jeg havde regnet med, men udsigten var det hele værd
SletVilket äventyr att få följa dig hela vägen upp! Och ner!
SvarSletT a c k.