Dorthe 4½ år er på toppen

Jan og jeg havde planlagt at vi ville i hytten denne weekend og jeg tænkte helbredende tanker og gjorde alt, alt, alt for at blive frisk og rask nok til at komme afsted.

Vejrudsigten så ikke alt for spændende ud med masser af regn og en god blæst fra syd, men jeg tænkte, at vi nok kunne få nogle hyggelige dage alligevel i hytten, når vi nåede at sejle afsted  inden regnen og blæsten ankom.

 

I rigtigt mange år har jeg gået i nogle vandrestøvler, som er for store, for brede, for trælse og for dårlige, så i min forventnings-glæde over at skulle afsted, kørte jeg i butikken og flottede mig fuldstændigt og helt over evne og købte de lækreste vandrestøvler til en uhyrlig sum af 1400,-kr. (Jan synes ikke, at de er dyre. Han siger, at man kan få nogen, som er meget, meget dyrere..hmmm)

Jeg synes, at de er dyre.. så dyre, at jeg nok bliver nødt til også at sove med dem på om natten, for at de kan betale sig hjem igen.

Det meste af dagen i dag har jeg gået med dem indendøre og meget kan man sige om dem, men de passer ikke rigtig til den sorte kjole, som jeg har på og måske de bliver en anelse varme under dynen i nat. Men de er bare vildt gode på mine fødder.

Provianten til weekenden blev handlet ind og pakket i poser, parat til at tage med, så vi kun skulle tage vores tøj på og nogle enkelte ting fra skuret inden vi skulle afsted.

Jeg drønede hjem og bagte hjemmelavede knækbrød, sunde fuldkornsbrød med klid og kerner, chiafrø og surdej og lavede en hel bradepande med søde energibomber af hjemmelavede müsli-barer, ryddede op og tørrede de værste pletter af og manglede kun at skære müslibarerne ud i firkanter inden jeg igen tog overtøjet på og drønede ned og hentede Jan på arbejdet, da han fik frik kl 16, men nøj, hvor blev jeg skuffet.

Som du sikkert har gættet, deler jeg alt, virkelig alt med min Jan og hvad jeg også havde delt, var mine influenza-bakterier og dem havde han så tænkt sig at gøre brug af, her til weekenden.

Han var sløj, tyk i halsen, havde absolut ingen energi, øjnene var blanke og panden varm, så oveni en kedelig vejrudsigt, kunne jeg uden mindste anstrengelse gætte, at hytteturen blev aflyst.

Når vi sejler, er det altid mig, som sejler og måske havde jeg håbet, at han ville lade sig transportere alligevel, men forståeligt nok, ville han hellere ligge syg herhjemme end ude i hytten.

Jeg var virkeligt så skuffet, at jeg kunne have tudet og jeg var så skuffet, at skuffelsen var nede og bide i bitterhed, så jeg snørede mine løbesko (som jeg aldrig har løbet i) tog noget let tøj på, stoppede musik i mine ører og gik en tur ud til lufthavnen.. troede jeg.

Jeg var virkelig: “Dorthe 4½ år”.. igen, igen, igen. ØV.

 

Nå, men mens jeg gik der og var “Dorthe 4½ år” havde jeg lige pludseligt dog drejet af og var på vej op ad Præstefjeldet og halvvejs oppe og nåede jeg ellers at tænke nogle fornuftige tanker som:

 

at jeg ikke havde givet besked om, hvor jeg gik hen

at jeg ikke havde en drikkedunk med

at jeg havde for lidt tøj på

at jeg burde have noget andet fodtøj på

at jeg måske burde være mere rask,

 

men mens jeg gik og argumenterede med mig selv, om min manglende fornuft, var jeg altså nået op til toppen, hvor der var koldt og hvor jeg derfor frøs, fordi jeg havde alt for lidt tøj på,  var jeg tørsig, fordi jeg ikke havde drukket, fordi jeg ingen drikkedunk havde med, vredet en anelse om på min højre ankel, fordi jeg havde det forkerte fodtøj på og var lettere svimmel, fordi jeg stadig havde feber-ture, men jeg fik, med min medbragte mobil, taget nogle billeder, som jeg ikke synes at du skal snydes for, for der er en fantastisk udsigt oppe fra Præstefjeldet, som er ca 600 mtr.

 

Fra toppen af Præstefjeldet.

Du kan klikke mange af billederne lidt større, men det er jo stadig kun billeder taget med mobiltelefonen, så kvaliteten er derefter.

 

Jeg nåede næsten, men også kun næsten, at ryste skuffelsen af mig, over ikke at komme afsted til hytten, men jeg tænker også, jeg jo bare kunne være taget afsted alene, når nu jeg kan, men hvor sjovt er det lige, at have forberedt, bagt og indkøbt, for så at være alene??

Min tur til Nuuk i starten af måneden, trækker stadig spor efter sig i form af et savn til de tre veninder, som jeg har dernede og jeg tænker, at at een af mine tre veninder fra Nuuk, ville have været gode at tage med op i hytten, for de kan ligesom Jan, tale og tie på de rigtige tidspunkter og de ville have nydt at være sammen med mig, ude, hvor der hverken er el, internet, mobilkontakt og hvor vandet skal hentes i en dunk i en elv og de ville også kunne finde ud af, at skulle de på tønden, så var det bogstaveligt talt på en tønde i et uopvarmet lillebitte skur.

 

Vejrudsigten holdt, hvad den lovede.

Det regnede og blæste så kraftigt i nat, at det dryppede en anelse ned gennem taget og i morges måtte vi jo ud og se, hvad det drejede sig om.

Vi tror, at det er een af vores tag-hætter, som er beskadiget, så det må vi se at få ordnet aller-snarest.

Nå, men der kommer en weekend mere og så vi skal nok nå op til hytten, hvor der skal hygges både med tilbagevirkende kraft og forud, og lur mig, om jeg ikke møder flere skuffelser også, men dem må jeg så lige lære at håndtere lidt anderledes og lægge “Dorthe 4½ år” ned i den skuffe, der hedder brugt og overstået.

P.S 3½ år er måske endda lidt højt sat, men det ville være for pinligt og lidt for selverkendtligt at skrive: “Dorthe 2 år”, så jeg doblede lidt op