I sommerferie-frigear

Fortalte jeg i grunden at jeg har fået et nyt køkkenlegetøj?? En saftpresser eller centrifuge, om man vil??

Den kværner snildt æbler og ud af hanen kommer der tyk, velsmagende æblesaft.

Eller melonsaft.

Eller appelsinsaft.

Eller en blanding af æble og appelsin.

Eller.. hvad jeg nu putter i.

 

Det er desværre ikke hverken hver eller hveranden dag, at jeg kan købe billig frugt, men når jeg kan, gør jeg det og så skal frugten/grøntsagerne jo gerne spises inden de bliver dårlige.

Forleden dag kunne vi købe 10 hele æbler for sølle 15 kr.

Store, velsmagende, søde æbler og jeg købte selvfølgelig 20 æbler, hvoraf de fleste røg i centrifugen med det samme.

Mine piger bryder sig ikke om æblesaften, men det gør både Jan og jeg, så vi fik en masse æblesaft.

Som restprodukt er der en masse revne æbler; pulp, kaldes det og det er synd at smide al det æblekød ud, så i forgårs rørte jeg en hurtig dej og tilsatte pulpen af 5-6 æbler og det blev de mest saftige muffins, som du kan forestille dig.

 

Nu er det jo sommer og der er ferie.

Når jeg har ferie løber tankerne oftere i frigear og jeg har tid til at fæstne mig ved de tanker, som farer forbi derinde bag pandeskallen.

Som jeg har fortalt/pralet af mere end godt er, så har jeg over tid, tabt mig 25-26 kg. Det er vildt dejligt og jeg har formået at holde vægten nogenlunde stabil.. indtil nu.

Hvad der, sammen med andre faktorer, har spillet en rolle i min vægtøgning på lidt over 3 kg. på det sidste, er min alt for store trang til mandler.

Jeg kunne leve af mandler. Jeg elsker mandler og jeg kan snildt guffe en hel pose mandler i mig, hvis jeg ikke holder mig selv i ørerne og det er noget forbandet skidt, hvis jeg ikke samtidigt bevæger mig og får forbrændt alt de kalorier, som mandler jo indeholder (fedt).

Æv! Sandheden er jo bare den, at kalorier smager bedre end vitaminer og nu skal jeg til at tage mig selv i nakken og passe på. Basta. Men mandlerne.. de smager jo for godt og smager altid af mere..

Og så var det at jeg kom til at google mandler og mandelmælk og tænkte at jeg stadig kunne få dækket mit behov for at svøbe mine smagsløg med mandelsmag, hvis jeg lavede mandelmælk og det er jo sommer og jeg har ferie og tankerne kører i frigear og der er ikke alt for langt fra tanke til handling.

Mandlerne blev lagt i blød i en kande med iskoldt vandt og stillet i køleskabet i næsten et døgn, inden vandet blev kasseret og mandlerne blendet ekstremt fint med næsten en hel liter nyt, is-koldt vand, siet rigtigt grundigt og vupti: mandelmælk, som stiller min trang til smagen af mandel.

 

Nu tænker du måske at jeg så er gået helt hellig og glorien skinner om kamp med sommersolen?

Så kan du desværre tænke om, -for så stod jeg med det fineste mandelmel, som jeg jo snildt kunne bage en mandelkage med honning af. Det ville jo være synd at smide det fine mandelmel ud.

Opskriften var enten i Femina eller i Altfordamerne fra sidste eller forrige uge og rykket ud til, hvis nu..

 

Der skulle hele 175 gram smør i og hele 5 æg, så hvad jeg sparede i fedtstof, endda af den sundere slags i mandlerne, kom i kagen på den ufede måde.

 

Nu må jeg så tage mig sammen på helt andre måder .. som fx at holde munden lukket og sige: nej tak lidt oftere og styre tankerne og især handlingerne over i mere fornuftige baner, såsom gåture, fjeldvandringer, iskoldt elvvand og væk fra de der søde, fede kalorier, som frister og frister.

 

Mandelkagen og æblemuffins-ene kom med op i hytteni fredags da Sara, Jan og jeg sejlede derop/derind.

Sara ville have sin hund med og Jesper tilbød derfor at sejle med nogen af os i sin båd.

Hunden og Jan kom i Jespers båd, mens Sara og jeg tog oppakningen i min båd. Jesper sejlede hjem igen efter at have sat os af og de muffins og det mandelkage, som jeg havde tiltænkt ham, måtte vi så selv døje med.

 

Sjældent har jeg set så glad et hunde-hoved og sjældent har jeg set så glad en Sara.

 

Hunden klarede sejlturen i jollen fint og fik lov at løbe frit omkring oppe ved hytten.

Den ved godt at den er Saras.. at hun synes, at den er hendes, så den veg ikke mange meter fra hende, når hun gik udenfor.

Mig, til gengæld, er den lidt bange for.

Den kender mig ikke rigtig og jeg har intet gjort for at den skulle lære mig at kende.

Aftenen gik med junior-matador for Sara og Jans vedkommende og kortspil for mit og Jans. Der blev hygget fuldstændigt og aldeles igennem i kun lyden fra den brusende elv, de dovne fjordbølger, der slog ind på klipperne nede ved kysten og de mange små-fugles kvidren.

 

Den lå ude foran hytten om natten, men om morgenen var den væk.

Til gengæld lå vores preseninger, som plejer at ligge under hytten, ned ad skrænten, men der var absolut ingen spor af hunden.

Sara tog det med ophøjet ro, selvom den ikke kom, når hun kaldte, mens Jan derimod, var lidt bekymret for om den skulle være løbet langt op i fjeldet.

Mens Jan gik og ryddede presening op, fik han øje på hunden, som lå nede ved vandet i et hul, mens den kiggede op på ham, når den troede at Jan ikke kiggede.

Den var godt klar over, at det med presening ned ad skrænten ikke var så god en idé og at vi bestemt ikke syntes om det.

Der gik lidt tid inden den, med hovedet nede mellem skuldrene og blikket skamfuldt fæstnet ned i jorden, luntede op og lagde sig foran hytten igen.

Sara spiste morgenmaden færdig og gik så ud med den. Sad på klippen sammen med den og fik sig en lang sludder om livet og tilværelsen sammen med den.

De hyggede sig i den grad begge to og nød i stor stil hinandens ukomplicerede selskab.

Der var ufatteligt mange myg, så jeg brugte meget tid på at sidde på yndlingspladsen

og turbo-strikke. Eller forsøge at turbo-strikke.

 

Jeg er i gang med en cardigan til Sara.

 

Hun har fødselsdag lige om snart og har ønsket sig en stor hygge-cardigan og har derfor selv valgt fra bogen: “Finstrik” af Helga Isager.

Det er en menneskealder siden jeg sidst har strikket patent og jeg synes godt nok at der går meget garn til. Og at cardiganen bliver meget stor.

Jeg klør på og så må tiden vise om det er noget som dur.

 

Vores døgn i hytten var lækker. Mere end lækker.

Jan fik skiftet udhalet ud. Udhalet er det snor, som vi fortøjrer til og som ligger fast ved kysten under vores hytte.

Han fik tjekket at alt var som det skulle være, da vandet faldt og alt blev tørlagt.

Der er en tidevandsforskel på hele 4,3 mtr. denne weekend, så jollen kom til at lægge tørlagt og Jan kunne så også tjekke om bunden var meget begroet af alger og andet, som sænker farten. Både Sara og hunden gik Jan til hånde.

 

Jeg fik gjort rent, fejet og hygget i hytten efter morgenmåltidet og fik brygget kaffe til de restende muffins og mandelkage.

 

Jan, Sara og hunden gik en tur op ad i fjeldet,

mens jeg gik hen-ad,

men der var så mange myg at vi alle kom relativt hurtigt tilbage til hytten og søgte læ for de stikkende sataner.

Vejrudsigten lovede kraftig kystvind, så vi var lidt usikre på, om vi skulle tage en overnatning mere, så vi ringede over satellit-telefonen til Jesper for at høre til kystvinden udenfor fjorden og han ville sejle op og tjekke.. og hvis det var nogenlunde ville han tage hele turen ind til os og samle os op.

Det var lige akkurat nogenlunde, men hvis havet ikke havde lagt sig yderligere, ville vi sejle indenskærs i roligt tempo, men fjordmundingen var rimelig, omend rå og vi kom hjem til midnat.

Nøøj, hvor jeg bare drømmer om at komme afsted igen.

Selvom Sara syntes at det var hyggeligt og godt at være afsted, så er et helt døgn uden elektricitet, uden rindende vand, uden facebook, snapchat, internet, telefon og alene med forældre og uden andre ude i ødemarken, måske lige mere end, hvad man kan forlange af en teenager på meget-snart-og-lige-om-lidt-sytten-år.

Men nøøøj, hvor jeg nød at hun ville med. Laura har travlt med alt muligt, har arbejde og indspiller med venner og spiller musik, ser film med venner og ser til gengæld meget lidt til os. Sådan må det jo være, så glæden er ekstra stor, når der er een af ungerne, som gider.

Jan og jeg drømmer om at lige om lidt, – når nordenbanken/nordenvinden falder til ro, så er vi i hytte igen og vi kan mere end holde ud at være alene i stilheden, uden internet og med ingen anden underholdning end hinanden og den, som vi finder i vores bøger, strikketøj eller hvad vi nu hver især har medbragt.

Faktisk er det sådan vi allerbedst kan lide det. Stilhed og masser af ro.

 

Jeg har forresten fundet ud af, hvordan jeg tager panorama med min mobiltelefon.. nåeh, ja.. jeg har også kun haft den i et halvt år, så nu bliver der så taget panorama-billeder af næsten alt.

Du  kan klikke på billederne og se dem større. Kvaliteten er jo derefter, når det “kun” er mobil-fotos, men det viser den store tidevandsforskel, der er i denne weekend.

 

 

P.S.: “Familie-samføringen” er i fuld gang.

Dudi, min yngste søster er ved at pakke sit hjem i Nuuk sammen for at flytte hertil og hendes yngeste søn, Silas kom forrige fredag og den ældste, Daniel kom i fredags. Dudi og Brian kommer på onsdag og så er sammenføringen komplet igen efter næsten 7 år.