Påske

I løbet af ugen, var jeg ude og lege lidt med mit kamera, men legen var kort.

Af een eller anden grund blev alle mine billeder slørede, uskarpe og dårlige.

Der blev kigget på indstillingerne endnu en gang, men fejlen var ikke at finde der og jeg har prøvet med forskellige objektiver uden at kunne finde noget anderledes og den er faktisk ikke fundet endnu.

Hundene på billederne er ikke nogen af vores og jeg havde et helt bestemt billede i tankerne, da jeg drog afsted for at fotografere, men det må så vente til en anden dag.

 

 

Heldigvis sidder katten frivilligt model, når jeg skal forsøge med kameraet.

 

Faktisk er det en utrolig tålmodig kat, vi har fået i huset.

Som jeg vist har skrevet før, plagede Sara om at få en kat i næsten to år og en dag havde jeg vist svaret ja uden at vide, hvad jeg svarede på og så stod der en lillebitte, forpjusket kat og så lidt sølle ud.

Den lå i arm med Sara om natten, kom når hun kaldte og var nem.

Det er den faktisk stadigvæk, men nu er den endnu nemmere, kommer stadig når man kalder og elsker at apportere, når vi kaster ting (et viskelæder) ud i gangen.

Den lægger i arm med Jan om aftenen, når han flyder i sofaen og ser TV-avis og lever i den grad op til sin funktion som kæledyr.

Den er kælen og insisterer på kærlighed på en sød, nuttet måde.

Den bliver taget op i tide og utide af alle i huset, bliver krammet, kælet og nusset og den finder sig tålmodigt i det hele.

Jeg må ud i dag med kameraet eller se om det bare var den dag, som gik galt. Solen skinner, for en gangs skyld.  Det har den ikke gjort meget i, i påsken.

 

Der har vi været plaget af massive snebyger, så sigtbarheden har været dårlig.

 

Vi, Jan med Daniel på bagsædet, Jesper med Karoline og jeg med Silas på bagsædet af snescooterne, forsøgte at køre til hytten i onsdags, hvor solen skinnede, men hvor det blæste og den nyfaldne sne føg fra alle fjeldtoppene.

Vi kom ud og ned på fjorden, men der var store, våde pletter på fjordisen, som, jo længere vi kom ud af fjorden, blev større og dybere og så turde jeg ikke længere. Min fornuft vidste godt, at isen i sig selv er sikker nok, men det er ikke altid at fornuften sejrer. Jeg fik den ene katastrofe-tanke værre end den anden, men Jan var dog enig med mig i, at det ikke var alt for godt og da det var svært at styre scooterne i den meget våde sne og at det ville være mere end almindeligt træls, at sidde fast i det, vendte vi om og kørte op til Jespers hytte, hvor han gav en kop kaffe.

Det var ikke, hvad vi drømte om, men vi fik en tur ud af det alligevel og drengene fik oplevet at køre lidt på snescooter.

Daniel og Silas rejste hjem i går.

Saras veninde fra Danmark, som har holdt påskeferie hos os, rejser i morgen og kusine Karoline rejser i overmorgen, så lige så stille indfinder hverdagen sig hos os igen, men vi håber, at alle fik det ud af deres påskeferie, som de havde drømt om.

 

Måske jeg skulle rejse mig op og sætte lammekøllen i ovnen, så den kan stå og stege lige så stille til i aften.

God påske