Når en sætning hægter sig fast på den indre velcro

For et godt stykke siden, havde min lillesøster Lena indspillet mange af sine hjemmeindspillede videobånd til dvd. Laura og Sara så dem hos mine forældre og der var bl.a et pænt, langt stykke indspilning fra første og sidste gang vi var på charterferie (på Grand Canaria)

De syntes selvfølgeligt, at det var sjovt at se sig selv som små og da Jan og jeg ikke har været særligt flittige med levende billeder på noget som helst tidspunkt, for ikke at sige at vi aldrig har gjort i det, er det jo rart, at andre har været det.

På et tidspunkt sagde een af pigerne til mig: “ du virkede altså meget gladere dengang..” og jeg fik, på det helt forkerte tidspunkt, sagt, at det var fordi de var små og der ikke var så mange bekymringer.. og selvfølgeligt blev det misforstået og mange ord skulle lægges på det sår, som opstod og mange ord skulle plastres ind om det sarte teenage-hjerte, som ikke kunne vente med at høre resten af sætningen; for der er mere end det..

“ Du virkede gladere dengang”… ordene har rumsteret, rørt på sig og fostret tanker, som ikke er tænkt helt til ende endnu, men status i dag er, at “Ja”, jeg tror faktisk at jeg var mere glad dengang end nu, for jeg var mere ubekymret og havde ikke så meget tvivl.

Nogle kvinder og især dem, som bliver interviewet til de kulørte dameblade, gentager sig selv og hinanden i een lang uendelighed om, hvor meget lettere livet bliver, når man bliver ældre og hvor gladere man bliver for sig selv med tiden, men jeg har det faktisk en lille smule anderledes, for ikke at sige modsat.

Jo flere ting jeg oplever, jo mere klar over er jeg, om de farer, risici, og ulykker, som livet kan bringe med sig.

 

Min bevidsthed om, hvor let livet kan forandre sig, er blevet større. Jeg tænker mere over i morgen og forsøger at bane og feje vejen ud i fremtiden, så også den bliver let.

Måske er det al min banen og fejen mig igennem dagene frem til i morgen, som har sat nogle permanente bekymrings-rynker i min pande og trukket mundvigs-rynkerne i den forkerte retning og som bliver tolket, som “ikke-glad”?

 

Mere end een million gange har jeg vist sagt, både højt og tavst, at mit ansvar som mor, tager jeg dybt, dybt alvorligt og måske er det denne alvor, som permanent har sat sig og gjort at jeg udadtil virker mindre glad?

 

For er der en anden ting, som jeg også tit hører, så er spørgsmålet om, hvorfor jeg er sur???

Sur.. det er jeg meget sjældent.

Og når jeg er det, er man ikke i tvivl!

Jeg er det ikke særligt længe ad gangen, så måske det ikke engang opdages?

Men nej!

Jeg er ikke sur og jeg er stadig meget glad.

Men jeg er blevet mere alvorlig og jeg er blevet mere voksen. Det bliver vi jo allesammen. Men mindre glad, er jeg altså ikke blevet.

Glæden over livet og især glæden over mine børn, er 100% intankt.

Hverken mere eller mindre og måske en smule mere nu end før,  fordi jeg ved, hvor let som ingenting alting kan ændre sig.

 

 

Jeg sad i formiddags og kikkede i et af de ca 50 fyldte billed-mapper, som vi har og på rigtig mange billeder, der er af mig, ser jeg glad, smilende og ubekymret ud

 

 

Da jeg var yngre, levede jeg næsten, –kun næsten fra dag til dag, uden at bekymre mig om morgendagen.

Livet var let og ubekymret, for jeg vidste jo ikke helt, hvad der var at bekymre sig om eller over.

Nu er jeg ældre og ved bedre, men ved også at der er det mere at glæde sig over i det store og i det små, så nej! Jeg er ikke sur og ja, jeg er stadig glad.

1983:

1984

1985

1986

1989

 

 

ca 1993

Gør du dig også mærkelige tanker om ord, som er faldet og forlængst er glemt af andre end dig selv??