Kæmpernes kamp

Jeg gjorde mig nogle strøtanker i går mens jeg gik min eneste gåtur

(gå-turs-udsigten. Mobil-foto)

i denne uge:

 

Hver dag er en kamp.

Hverdagen er en kamp for rigtig mange kvinder.

Verden over kæmper kvinder kampe både i hjemme og udenfor hjemmet.

 

De kæmper om retten til at stemme.

Retten til uddannelse.

Retten til at køre bil.

Retten til rent vand.

Retten til selv at vælge deres ægtefælle.

Retten til at få det samme i løn som deres mandlige kollegaer og retten til medbestemmelse for deres eget liv.

I nogle dele af verdenen over kæmper kvinder mod omskæring, prostitution og menneskehandel og bedre vilkår for deres døtre.

Jeg ser i TV-avisen og læser i avisen om ganske unge piger og kvinder, som bliver solgt til prostitution og slavelignende forhold og jeg tænker at de små kampe, som jeg kæmper, intet er at regne mod de kampe, som kæmpes rundt om i andre kvindeliv og jeg faktisk burde bide tungen af mig selv ved overhovedet at kalde det en kamp.

Jeg er taknemmelig for, at jeg lever i et demokratisk samfund, hvor jeg må mene, tænke, føle akkurat som jeg har lyst til og hvor jeg har politisk medbestemmelse, hvor jeg kan uddanne mig og det endda til hvad jeg har lyst til og tjene mine egne penge.

 

Mine muligheder, som kvinde, er næsten uanede i forhold til mange andre kvinders verden over og det er jeg taknemmelig for.

 

I forhold til mange andre kvinder rundt om i verden, har jeg det som blommen i et æg og min tilværelse, som kvinde, mor og hustru er misundelsesværdig for rigtig mange.

Jeg bliver lidt flov, skammer mig en smule og får det lidt dårligt indeni over, ikke bare mig selv, men over alle os, som burde have overskud og energi til at gøre noget, ikke gør noget for vores medsøstre verden over, som ikke har det lige så godt som os og jeg beundrer de mennesker, mænd, som kvinder, som rejser sig fra deres magelige sofahjørne og kæmper for de mennesker, som ikke har det lige så godt som mig, men hver især kæmper vi jo vores egne kampe og ingen siger, at den enes kamp er mindre værd end den andens.

Der er kvinder verden over, som kæmper små og store kampe i hjemmet mod en voldelig ægtemand og statistikkerne og de mange overfyldte kvindecentre er jo et nedslående og deprimerende bevis på, at mange kvinder lever liv, som jeg og, heldigvis, mange er heldigt forskånet for.

Jeg vil dog gerne have lov til, og det måske for at retfærdiggøre, at jeg sidder i mit magelige sofahjørne og alt for sjældent tænker på mine medsøstre verden over, have lov til at mene, at de små og i andres øjne, usigeligt små kampe, som udkæmpes i mit og andres hjem også er kampe, som er værd at kæmpe.

Ved at leve et ligeværdigt liv med den mand, som jeg selv har valgt, viser jeg mine døtre og pigerne i min lille verden, en vej.

Når jeg, med største selvfølgelighed sætter mig ud i bilen og kører, når jeg går ned til valgurnerne og stemmer, når jeg hver måned får indsat min løn på min egen bankkonto, er jeg med til at vise min omverden, at det ikke bare er en mulighed, men en selvfølgelighed.

 

En af mine bekendte, som har en anden religion og som er meget troende, sagde engang til mig at i deres religion skulle og tilstræbte man at forholdet mellem kvinder og mænd, var som en fugl: begge vinger skulle være lige stærke for at fuglen ikke fløj skævt….

Som jeg skrev forleden dag, var jeg bedt om at tage billeder til markeringen af kvindedagen her i Sisimiut, som om om aftenen skulle afholdes på Taseralik og jeg drog afsted med lamper og teknisk udstyr om eftermiddagen efter min gåtur ud til lufthavnen.

Jeg mødte en lille flok kvinder, der gik i optog op gennem byen,

(mobilfoto)mens de sang hyggelige, traditionelle folkesange, men jeg tapsvedte, så jeg hilste på, tog et billede med mobilen og hastede videre for ikke at blive alt for afkølet i de –16 grader, det frøs.

Mens jeg satte lys op og gjorde klar, blev kulturhuset fint pyntet op med røde servietter, der blev formet som hjerter, den mandlige kok, kokkerede og teknikeren, havde travlt med at finjustere lyden til det band, som skulle spille om aftenen.

Årets kvinde blev valgt, et digt blev læst op og der var lodtrækning af nogle enkelte sponsor-gaver, der var modeshow af to omgange og så var der musik og dans.

Fin fest og god stemning.

Måske er jeg gammeldags, kedelig og vanetænkende, men jeg manglede noget politisk indhold på talerstolen i går aftes og jeg manglede oplæg om de kampe, som stadig bør kæmpes for at vi stadig og fortsat, mænd og kvinder, er ligeværdige, men måske jeg bare er lyseslukker og hængemule?

 

 

I morges dag jeg vågnede alt for tidligt, kunne jeg konstatere at min påskekaktus, som har stået på spring i flere dage, nu er sprunget ud med en enkelt blomst og inden jeg går i gang med det store arbejde at åbne de ca 350 billeder, som jeg tog i går aftes, måtte jeg lige tage et par billeder af den enlige, som kommer til at bane vejen for resten.

 

Prøv at klikke billederne større og se spejlingerne i de små dråber