onsdag den 26. februar 2014

Hovedpine-ostemad

Da jeg slog øjnene op i morges, havde jeg den mest ondsindede hovedpine.

Det bankede bag øjnene, smertede bag panden og inde bag næseroden og da jeg stod op, kunne jeg overhovedet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne gennemføre en arbejdsdag med sådan et hoved, så jeg ringede afbud til skolen og lagde mig til at sove igen.

Efter et par timer, vågnede jeg, stadig med ondt i hovedet og nu med dårlig samvittighed over, at forsømme mit arbejde, men jeg kan hverken gøre fra eller til.

Jeg har tullet lidt rundt, forsøgt at strikke en pind på mit strikketøj, men mine øjne gør ondt, så jeg ikke kan koncentrere mig om det, så tiden er gået med at drikke en kop kaffe meget langsomt, stirre tomt ud i luften, lægge mig ind i sengen, for kun at være træt af at ligge der, stå op og tulle rundt.

Jeg har ristet et par skiver rugbrød på brødristeren og beklædt det meget varme brød med en skive fuldfed ost.

Det er næsten det bedste jeg ved. Hmmm, sådan en tyk skive nyristet, meget varmt, sprødt rugbrød med en tyk skive mild ost på.

rugbrødsmad

Nu er dagen næsten gået og om lidt, som i om en time,  er arbejdsdagen slut for Jan og måske det hjælper at få ham hjem, så han kan holde lidt om mig, stryge mig lidt over panden og sige ynke-lyde?

Så hør dog efter!

I min verden er det lange ture.. altså dem, jeg går et par gange om ugen.

Det bliver lettere og lettere både at komme afsted og at gå de 12,5 km. som jeg har sat mig for at gå, når jeg nu er kommet igang. (Jeg nåede næsten ud og tilbage igen hele to gange i går, så jeg fik gået 23 km.. prale, prale)

(mobilfoto)

Når jeg trasker afsted med musik i mine ører og benene begynder at gå af sig selv, dukker der nogen gange nogle stædige tanker op.

Tanker, som vil tænkes til ende, selvom jeg forsøger at give tankerne fri, mens jeg går.

Der er dog nogle tanker, som er meget insisterende og een af dem, er tanken om at kunne lytte.

Jeg er så priviligeret at have mødt rigtig mange gode lyttere i mit liv.

Og jeg tilstår med det samme, at jeg er ikke en særligt god lytter.

Overhovedet!

Og jeg skal virkeligt anstrenge mig for at fastholde min aktive lytning, især med nogle mennesker…Faktisk med alt for mange mennesker.

Dét er jeg ikke stolt over. Overhovedet!

 

Min første tanke falder altid på Faster K. og Onkel E. når tanken lander på gode og interesserede lyttere.

Jeg savner også Farmor, som også altid spurgte oprigtigt interesseret i, hvordan vi havde det, hvad vi lavede, hvad vi tænkte og hvilke planer vi havde.

 

Der findes ikke mange gode lyttere.. de fleste vil ihvertfald hellere lytte til sig selv. Er min erfaring.

 

Mange gange oplever jeg, at folk, hvis de overhovedet spørger, hvordan vi/jeg har det, allerede inden jeg har nået at svare, begynder at tale om sig selv og talestrømmen fortsætter og fortsætter i, hvad der føles som en uendelighed.

Øøh, hvorfor spurgte de, hvis de i virkeligheden ikke gider at høre svaret?

 

Tit har jeg taget mig selv i at lukke ned og lukke af mentalt for enetalen og den ensomme monolog, for derefter at få dårlig samvittighed over, ikke at være interesseret i indholdet i enetalen, men måske fordi det ikke er et emne, som er valgt i fællesskab, daler min interesse meget ofte og det eneste jeg ofte tænker på er, hvordan jeg kommer væk og ud af monologens favntag og så er jeg jo endt i dårlig-lytter-kategorien.. en kategori, som jeg til stadighed gør mig umage for at komme ud af, for jeg beundre virkeligt gode lyttere deres evne til at få andre til at føle sig godt tilpasse.

At være en god lytter handler i min terminologi ikke kun om at man siger: “ hmm”, nikker, ryster på hovedet eller på anden måden giver lyd fra sig, men også i høj grad ved sine spørgsmål viser at man har lyttet og at man fastholder nogle emner, som den talende har bragt på bane… men, men, men… at lytte handler jo også om at man virkeligt er interesseret i det fortalte og skal jeg vise interesse og virkeligt lytte, skal det altså fænge.

Jeg har meget svært ved at lade mig opsluge af en samtale, som udelukkende drejer sig om den, der taler.

 

Min veninde og jeg talte sammen om lige netop det at samtale, forleden dag og vi talte om een af vores fælles kvindelige bekendte, som har en formiddabel evne til, altid, mere eller mindre elegant, at føre ethvert emne over på sig selv, så vi ender med at tale om hende og emner, som hun har valgt.

Hvad næsten værre er, at uanset, hvad vi snakker om, så har hun altid oplevet noget som er større/mindre/værre/bedre osv og hun har fejlet stort set alle sygdomme og de få, som hun ikke selv har mærket på egen krop, kender hun een, som har fejlet og dermed får hun al taletiden og ihvertfald mine gode intensioner om at være en god lytter, kuldsejler næsten pr omgående.

Faktisk slår jeg næsten automatisk lyden fra, når jeg møder, ikke bare hende, men folk, som jeg af erfaring ved, har den evne til at tale og tale og tale og tale om sig selv eller emner, som vedkommende selv vælger. Det er nærmest blevet en betinget refleks.

 

Da jeg var barn, var der en lærer, som nærmest var berygtet for sin evne til at snakke.. især om sig selv og alle flygtede nærmest, når han var i nærheden og jeg kan forestille mig, at han er røget ind i en ond spiral, hvor behovet for at blive hørt og lyttet til, er steget og steget, jo mindre taletid og jo færre lyttere han havde og jeg tænker, at han må have været ensom til sidst? Den dag i dag undgår folk, som kendte ham dengang ham tilsyneladende og jeg tænker, at det må være forfærdeligt.

 

Jan og jeg har en rigtig god ven.

Han er en rigtig god lytter og han er ovenikøbet også god at lytte til.

Det, som gør ham til en ekstraordinær god lytter er, at han ikke bare hører, hvad vi siger, men også hører, hvad vi ikke siger og at han også spørger til det usagte og det, som ligger imellem linierne.

Tænk at have så fin en evne og have så stor interesse i sine medmennesker.

 

Den der kommunikations-ting er altså også en svær en at mestre og jeg har kun ganske få gange mødt virkeligt gode lyttere.

Der er givetvis en fin og akademisk definition på, hvornår man er en god lytter eller for den sags skyld “taler”, men for mig handler det oftets om, om jeg har været i en aktiv dialog, hvor tanker/følelser/meninger/emner er blevet vendt i fællesskab og hvor jeg har følt interesse både fra lytteren og fra mig selv til den, jeg talte med og at samtalen har været givende for begge parter.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på en sætning et vist radioprogram i min ungdoms lyttere næsten altid afsluttede deres telefoniske bidrag med: “Det var bare det, som jeg ville sige. Hej!” Jeg tænker at der ikke har været meget dialog, når man afslutter sin samtale på den måde eller har jeg mon misforstået et eller andet eller glemt noget, for det er jo mange år siden jeg var ung?

 

Mens jeg går mine, i min verden, lange ture et par gange om ugen, lytter jeg til musikken, som strømmer ud af mine høretelefoner og ind i mine ører.

(Nej, det er ikke snot og savl, men derimod frossent sved og udåndingsluft og det er vel igrunden lige så ulækkert??)

foto

 

De gør, at jeg ikke kan lytte til ret meget andet, men der går ikke mere end højst en halv time, så lytter jeg end ikke til musikken mere, men til de aller-stædigste tanker, som gerne vil tænkes til ende og jeg tænker videre over, hvorfor lige netop de tanker bliver ved og ved og ved og ved med at gøre krav på min opmærksomhed. Gad vide om tanken om at lytte, er tænkt færdig nu eller om den dukker op igen?

Jeg bilder mig ind, at det er min underbevidsthed, der fortæller mig, at jeg skal øve mig i at blive bedre til at lytte og jeg vil høre efter og forsøge at gøre som der bliver sagt. Øve mig i at lytte og blive bedre.

 

Gad vide hvilken tanke, der er næste i rækken af stædige tanker og som vil høres?

 

Nå, men hvorom alting er, var det bare det, som jeg ville sige. Hej.

mandag den 24. februar 2014

Mærkværdigt

Jeg lavede strikkeprøve og målte, talte og gjorde ved... Jeg har valgt at strikke str. S/M og alligevel ser det altså stort ud. Dette skal blive til ryg

søndag den 23. februar 2014

Koldstart

Når der er så koldt, som der var i morges (-24) har vores gamle Hilux meget svært ved at starte og i formiddags nægtede den ganske enkelt.

Vi gik over til min far, som vi ved har et ladeapparat, som ville kunne få liv i bilen.

Min far bød på en hurtig kop kaffe og en småkage.

kaffe

Min mor er i Nuuk for at besøge min yngste søster, så hun var ikke hjemme og om det er derfor at hendes lille blomsterbuket hænger sådan med hovedet, skal jeg ikke kunne sige noget om

rose

Vi fik gang i bilen og kørte en tur, for at lade batterierne op igen og kunne se en jollefisker sejle i havn. Jeg er meget, meget glad for, at jeg har et indendørs arbejde i disse kolde dage

jollefisker

Jeg har jo strikket en strikkeprøve og jeg trænger i den grad til lidt strikkesucces, så nu tuller jeg ned i sofaen for at starte den cardigan (garn og opskrift) op, som jeg fik af min yngste lillesøster.

Frosne sæbebobler

Sæbebobler er det bedste legetøj.

De er så smukke, når de stiger til vejrs og reflekterer solens stråler og på et øjeblik sprænges de og er væk igen og efterlader kun en lille dråbe vand.

Jeg har vist altid været fascineret af sæbebobler, men det er altså noget griseri at blæse sæbebobler indendøre, så vejret er bestemmende for, hvornår man kan blæsesæbebobler.

bored panda så jeg een, som havde blæst sæbebobler i frostvejr og frostvejr har vi masser af for tiden.

Faktisk frøs det hele –24 grader udenfor i formiddags, men senere på dagen steg temperaturen til –22, så jeg manglede jo bare at finde ud af at gøre sæbeboblerne holdbare nok til at jeg kunne nå at fotografere dem inden de sprang og var væk.

Luften heroppe er ekstrem tør og een af faktorerne for at få en ekstra holdbar bobbel, er at luften er mere fugtig.

Jeg tænkte længe og meget, søgte på nettet og fandt intet, så jeg prøvede mig frem med vand og sæbe og glycerin og i dag var de akkurat så holdbare at jeg kunne nå at fotografere nogle enkelte bobler, hvis jeg var hurtig.

Billederne er taget i modlys, for at man skal kunne se de fine og kunstfærdige isblomster, der på under et splitsekund voksede frem på sæbeboblens overflade inden den sprang. Sæbeboblerne måtte ikke blæses for store op, for de holdt kun lige akkurat, men det så sjovt og fascinerende ud, når det tynde, tynde is splintredes i luften.

Mine billeder blev overhovedet ikke lige så fine som fotograf Angela Kellys, men du kan ane de fine blomster i boblerne.

Det skal dog ikke afholde mig fra at vise mine billeder frem:

1

2

3

4

5

6

7

8

9

11

12

13

14

15

16

Klog af skade

Nu har jeg trævlet op. Mange timers arbejde ligger rullet pænt sammen i en pose og nu starter jeg på noget helt andet men klog af skade har jeg nu lavet en strikkeprøve inden jeg går i gang 


lørdag den 22. februar 2014

Dagbog-opdatering eller sådan noget

Det bliver et monster-langt indlæg.

Så er du advaret.

 

Undskyldninger, søforklaringer og løfter, der gerne skulle kunne holde luft:

Nu må jeg se om der stadig er hul igennem, for det er da godt nok lang tid siden, jeg sidst har fundet vej til bloggen.

Altså min egen.

Jeg sniger mig stadig forbi en masse blogge om aftenen, inden jeg tumler træt i seng, men jeg får hverken skrevet kommentarer eller på anden måde vist at jeg har været forbi.

Lidt som en tyv om natten, der stjæler inspiration, information, hygge og adspredelse lister jeg mig rundt og besøger jer andre.

Jeg får heller ikke svaret på alle jeres søde og gode kommentarer her på bloggen, så I må jo føle, at I har besøgt mig, hvor jeg ikke var hjemme?

Men jeg har læst og nydt jeres ord og hvis sandheden skal frem, har jeg faktisk haft en smule dårlig samvittighed over, ikke at have svaret jer eller på anden måde vist, at jeg værdsætter jeres besøg. Det gør jeg altså og det endda rigtig meget.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været træt og uoplagt de sidste par måneder, ja og jeg kan vel nærmest tilføje et: “som jeg plejer at være det på denne tid af året”, men det vil ikke passe helt, for jeg har i modsætning til foregående år, været ude og gå et par gange om ugen og det har givet energi og holdt humøret oppe.

Jeg har gået og gået stærkt og endda i dagslys.

Helt ud til lufthavnen og tilbage igen, som er en tur på 12,2 km.

Jeg har holdt ved, holdt ud og har ikke holdt igen, når jeg var ude, for jeg går til og så hurtigt, som mine små, korte ben nu kan flytte sig.

Jeg går for at holde min vægt og jeg går for at få noget frisk luft og ikke mindst, går jeg for at få bevæget mig. Måske vil nogen sige, at det at bevæge sig og at holde sin vægt, er det samme, men sådan er det ikke helt lige i min verden.  Jeg kan sagtens tage på, selvom jeg motionerer.

Mine gåture giver tankerne luft, så de kan svæve lidt mere frit og ubesværet, for de har været klemt lidt sammen på grund af plads mangel. Der har været trængsel af for mange og lange tanker inde i tanke-centeret, –hvis man da har sådan et?

 

I det nye år, siden januar, har mit arbejde givet en masse tanker og der er såmænd ellers tanker nok i den mørke tid af året og så må der luft til.

Det tager tid at gå ud til lufthavnen og tilbage igen et par gange om ugen.

Faktisk tager det lige nøjagtig 2 hele klokketimer at gå de 12,2 km for mig og den tid er blandt andet taget fra blog-tiden.

Ydermere har jeg faktisk et strikkehold på aftenskolen om torsdagen fra klokken 19.00 til kl 21.30, så jeg er lidt trængt og klemt, hvad tid angår.

Jeg klager bestemt ikke over det, for både mine gåture og mit aftenskolehold er kilde til glæde og smil.

..men ikke desto mindre sidder der en lille plage og driller mig med at jeg får forsømt min blog.

Om en måneds tid har bloggen faktisk 7 års fødselsdag og når jeg bladrer igennem de mange, mange indlæg, som der faktisk er 2796 af, så glæder jeg mig over den og over, at jeg på den måde har fastholdt en masse minder ved at nedfælde småbitte hverdagsglimt igennem så mange år.

Det er ikke alt, som bliver nedfældet.

Bestemt ikke, men det ene tager det andet med sig og gør det muligt at huske, erindre og fastholde en hverdag, som den var dengang, en stemning, en følelse og et levet liv, som jeg meget gerne vil huske. Både for det gode, men også for det mindre gode.

Det er faktisk slet ikke så ringe endda og det vil jeg bestræbe mig på at blive ved med at få nedfældet lidt i min virtuelle dagbog.

Strik og utilstrækkelighedsfølelser og om hvordan man kan stikke blår i øjnene på folk:

I mandags fyldte jeg ikke 7, men hele 48 år og jeg fik så mange fine og dejlige gaver.

Jeg fik bl.a hele to strikke-kits.

Et af farfar og et af min søster.

En bluse fra Farfar og en cardigan fra min søster.

Jeg overvejer at kaste mig ud i et af dem, selvom jeg faktisk har en strikkekrise på størrelse med en stor han-elefant.

Jeg startede “Print” af Hanne Falkenberg op igen.

Som du måske kan huske, trævlede jeg en næsten helt færdig “Print” op i november og jeg lagde opskrift og garn tavst og næsten uden ord ned i strikkekurven.

Der er intet i vejen med hverken opskrift eller garn, men jeg formåede alligevel at få gjort et eller andet, så ryggen var smallere end forstykket og selvom jeg ikke mangler til hverken gården eller gaden, så er mine “fortrin” altså heller ikke så pladskrævende, at de kræver dobbelt så meget plads som ryggen.

Denne gang er jeg nået helt frem til det første ærmegab, men kan allerede fornemme, at noget ikke helt er som det skal være, så “Print” er endt i strikkekurven ledsaget med et surt grynt og jeg har så slået 250 hele masker op på en pind 3 og startet på en kjole.

Kjolen, “Regnvejrsdag” af Annette Dannielsen er nu mere end halvvejs, men jeg har gjort en fejl. Jeg havde højlandsuld og alpaca fra Garnudsalg og jeg tænkte at jeg snildt kunne strikke kjolen med begge tråde, men der tog jeg vist fejl.

Vist ret meget endda.

engangenkommendekjole

Jeg googlede lidt og fandt frem til at højlandsulden har en løbelængde på 550 mtr. pr. 100 gram og at Tvinni fra Isager garn, som kjolen i bogen er strikket i, har en løbelængde på 520 mtr. pr.100 gram og tænkte at det vist ikke gjorde noget, at jeg strikkede med to tråde og at den bare blev lidt varmere i denne kolde tid (Det fryser –22 udenfor lige nu og med en let brise, føles det altså endnu koldere).

Jeg har nu strikket næsten en halv meter og kan se at kjolen, til trods for at jeg har taget adskillige masker ind og det kun er en str. small, uden problemer ville kunne bruges som fortelt til en middelstor campingvogn.

Spørg lige om jeg er træt af mig selv og mine forfejlede strikkerier!

Og spørg så lige om jeg synes det er lidt pinligt at skulle forstille at være lærer på et strikkehold på aftenskolen!

Øv, øv og atter øv.

Indtil videre har jeg kunne fastholde og bevare de søde, sjove og ualmindeligt sympatiske aftenskole-elevers illusion om, at jeg kan finde ud af at strikke, men inden jeg ser mig om, finder de såmænd ud af, at det er distance-blænderi og overvurdering af egne strikke-evner, som fik mig til at sige: “jamen, så okay” til at stå for holdet.

Jeg trævler kjolen op i al ubemærkethed, men gider du ikke lige fortælle mig, om det mon går an at strikke kjolen i en tråd højlandsuld fra Garnudsalg istedet for Tvinnien?

Eller skal jeg bare trævle op og starte på et af de to kits, som jeg fik i mandags?

Jeg ville jo ellers så gerne have endnu en hjemmestrikket kjole i varmt uld i denne kolde vintertid.

Flere gaver:

Jeg fik hele to nøgler a’ 50 gram moskusgarn af min helt egen Simon, (og to poser te af grønlandske urter, samt en masse lækker olie og creme til mit aldrende ansigt)

1795498_10203399953063695_1630151995_n

en kræftens bekæmpelses-t-shirt af mine piger

1912209_10203398438825840_752627180_n

(og en sløje og refleks, også fra Kræftens bekæmpelse) og ikke bare en, men to bøger af Jan.

Af mine forældre fik jeg såler til at putte i støvlerne og det er altså ikke bare nogle såler af uld eller gulvtæppe, men nogle som kan oplades og som så kan varme dine støvler/fødder i den kolde vinter. Det er slut med at få kolde fødder, bogstaveligt talt.. hæhæ.

Af min ældste lillesøster blev jeg også forkælet. Jeg fik olie til kroppen, lækker shampoo og balsam med dejlig duft til håret og en luksussæbe, som jeg vil have helt for mig selv. Af mine venner fik jeg en alt for lækker æske med luksuschokolade, så den er lagt ovenpå køkkenskabene og bliver gemt til en dag, hvor der skal lidt ekstra forkælelse til.

Jeg er et priviligeret, forkælet menneske og jeg nyder det.

Inspicering:

Jeg ved, jeg springer i tid og sted, men sådan må det være, når jeg har forsømt, men jeg håber, at du kan følge med?

I onsdags, mens alle vi andre tjente til livets ophold, havde Jan og hans kollega ingen undervisning og kunne derfor efter ganske få timers ophold på arbejdspladsen tjekke ud, gå hjem og starte snescooterne op for at køre ud og tjekke fjordisen.

Jans kollega har også en hytte inde i fjorden.. lidt længere ude af fjorden og den skulle naturligvis inspiceres, når vores hytte var blevet besøgt og tjekket.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel derinde, mens den herude var lidt ligesom mit humør: overskyet, lettere forblæst og med lidt mørke skyer.. for mit vedkommende krydret en anelse misundelse.

Men Jan og hans kollega havde en formiddabel god dag og tur og de kunne, da de kom hjem fortælle at isen er så sikker at selv jeg kan køre på den uden at gøre tyndt i bukserne. Jeg glæder mig på deres vegne, under dem den gode dag og drømmer om, at det snart er mig, som sidder inde ved hytten med et krus varm te i hænderne, omgivet af den dybe stilhed og alt det smukke og storslåede omkring mig.

adamsudsigt

fjorden

jespershytte

ritaen

skævert

usorn

voreshytteudefra

voresudsigt

 

Socialisering og arbejde

En anden og glædelig ting, som jeg også har brugt mere tid på i det nye år, er nye og gamle venner.

I min afdeling var det før i tiden en tradition, at vi holdt en lille fest, når vi var færdige med alle vores undervisningsplaner, individuelle elevrapporter og individuelle undervisningsevalueringer, men et eller andet sted mellem stress og jag, mellem tidsnød og tidspres røg traditionen i vasken og tilbage sad vi med en underlig, fad fornemmelse, når vi i januar havde afleveret et kæmpe stykke hestearbejde. Det var et anti-klimaks-højdepunkt.. øh, hvis altså et antiklimaks kan have et højdepunkt og det besluttede vi at gøre noget ved og ændre.

Vi gad ihvertfald ikke sidde på skolen, hvor vi sidder mange timer i forvejen, så jeg lagde hus til sammenskudsgilde for 14 dage siden, hvor der ikke blev sparet på hverken mad, vin, grin, hygge, sjov og larm.

Det er første, men bestemt ikke sidste gang, at jeg tør at lægge hus til mine kollegaers samvær.

Nogle synes, at de ser rigeligt til deres kollegaer i arbejdstiden og det havde jeg såmænd også en tendens til at mene en overgang, men når man har været sammen med dem over noget godt mad, en god vin, sang, musik og sjove fortællinger og har set dem i andet end det stramme ansigtstræk og tynget af tunge arbejdsbyrder, giver det altså lige det lidt ekstra som gør at jeg får et lidt mere alsidigt indtryk af dem, ser nye hjørner af deres personligheder og ved lidt mere om dem, som så igen gør at jeg glæder mig endnu mere til at arbejde sammen med dem om de tunge sager som indimellem havner mellem vores hænder.

I går og i dag, havde alle skolens elever fri.

Det havde vi ikke.

Alle lærere var indkaldt til et kursus, som blev afholdt fredag og lørdag fra kl 08 til 16.

I dag er det lørdag og solen skinnede og jeg tilstår uden at blinke, at det var lidt svært at holde koncentrationen og fokus på de emner, som vi skulle holde kursus over.

Jeg har været den mest elendige elev/kursist.

kursusmadpakken

voksdugogminnyemobil

Jeg tilstår ganske enkelt at jeg hellere ville have været ude i den frostklare solstråle og suget energi, kræfter og frisk luft til de kommende arbejdsdage, men jeg sad altså indendøre, mens tankerne strejfede hid og did og var svære at tøjle, men dagen i dag slutted af med, at vi skulle skrive nogle ord på en seddel, som var hæftet på vores ryg.. altså vi skulle skrive på vores kollegaers sedler og da jeg fik pillet min seddel af og så, hvad mine kollegaer i min afdeling havde skrevet om mig, blev jeg glad for mine kollegaer.. igen.

foto (6)

Jeg håber, at de blev lige så glade for deres sedler.

 

En meget, meget gammel ven af både Jan, Jesper og mig, ja, faktisk vores fælles gamle klassekammerat er flyttet delvis og i en kortere periode her til byen og han kommer her med mellemrum.

Det er samvær, som ikke kræver hverken tilvænning eller tilpasning.

Der bliver vendt minder og fælles oplevelser og der bliver snakket om store og små ting, når vi mødes enten over god mad eller en hurtig kop kaffe.

Der bliver snakket om mange ting og et tilbagevendende emne, som bliver drøftet, er både vores egne og andres børn.

Vores børn er så store nu, at vi ikke nødvendigvis behøver at tage dem med i byen, når vi skal ud, mens hans stadig er under konfirmationsalderen og vi har snakket om vores venners børn/børns venner og hvordan vi hver især tackler andre forældres opdragelse eller mangel på samme af deres børn. 

Vi har alle oplevet at nogle børn ganske enkelt er noget nær ved at splitte et hjem ad, når de er på besøg og at man derfor opfordrer sine børn til at lege udenfor, når de skal lege med lige nøjagtig de børn eller at man undgår den familie. Det er en svær ting og uanset, hvad man gør, sårer man nogen, hvis man siger noget som helst højt

Der bliver snakket politik  og der ikke lagt fingre imellem, hvad vi hver især mener om den enkelte politiker.

Der bliver snakket om at gøre gengæld ved invitationer, vennetjenester og opbakning i venskaber.

Emner, som kan skille og som kan føre til venskabs-død og kolaps.

Der bliver snakket om svagheder og egne tåbeligheder, pinligheder og vi griner med og ad hinanden i al venskabelighed, for vi har kendt hinanden igennem det allerede levede liv.

Vi mødes i hverdagstøj, fint tøj eller den pyjamas, som man ikke har tænkt sig at tage resten af dagen og der bliver drukket kaffe både med morgenhår og hundetøj.

Der bliver ikke trådt varsomt nogen steder og det tager jeg som et udtryk for at vi er så trygge ved hinanden og venskabets holdbarhed.

Vi har lagt os i selen og krøbet ud af vores hjemlige hule for at mødes med dem, som vil os og det er faktisk slet ikke hverken farligt eller så svært.

 

Min kamera samler støv:

Jeg startede ellers året med en masse fotoplaner og de er ikke lagt på hylden.

De venter tålmodigt på at jeg får mere tid og overskud til at lege. På nettet har jeg set nogle fantastiske makrobilleder af frosne sæbebobler.

De af jer, som kender mig, ved at jeg elsker sæbebobler og at jeg allerhelst vil makrofotografere.. kombinationen ligger derfor lige for.

Jeg blandede sæbevand i dag med glycerin i, men om det ganske enkelt er for koldt eller om min sæbebobbelvands-blanding er forkert, ved jeg ikke.

Boblerne vil ikke lande uden de går i stykker.. på en sjov og anderledes måde, iøvrigt, men i morgen prøver jeg da bare igen, for forsøgene er sjove og jeg morer mig undervejs… normalt er jeg resultatorienteret, for ikke at sige fikseret, men lige akkurat i dette tilfælde morer jeg mig så meget undervejs, at resultatet ikke er afgørende

leg

sæbebobbel

 

Jeg har en blomsterbuket fra Jan, som også står og lokker og hvis boblerne bliver kedelige, vil de gerne træde istedet.

I morgen er der endnu koldere end de –22 vi havde i dag, så det bliver nok endnu sværere at holde sæbeboblerne hele og jeg læste forøvrigt på nettet et sted, at jo højere luftfugtigheden var, jo længere holdt boblerne. Høj luftfugtighed er ikke det, som vi kan bryste os af heroppe, hvor luften er tør som fuglesandpapir.

is1

is2

is3

is4

is6

 

I går var der åben scene på Taseralik.

Det er der hver måned og Laura spillede og sang igen sammen med een af sine klassekammerater.

Helt og aldeles mor-objektiv vil jeg mene at Laura (og klassekammeraten) gør det aldeles og fuldstændigt godt.

Jeg elsker, når Laura synger.

ås2

Jeg elsker hendes stemme og jeg er imponeret over hendes mod til at optræde for andre og for fremmede.

Alle de andre som gik på scenen gjorde det nu også godt, men jeg indrømmer blankt at jeg udelukkende kommer for at høre Laura synge og spille. Derfor og ikke for andet.

ås3

ås4

ås5

ås12

ås6

 

ås1

ås7ås8

ås9

 

ås10

ås11

 

Nu tror jeg næsten at jeg har været hele vejen rundt og nu ved du sådan nogenlunde, hvad jeg får tiden til at gå med og ikke mindst: nu vil jeg om 7 år bladre tilbage og se, hvad jeg fik dagene til at gå med i februar dette år.

Hav en god søndag

kaas