Hugjiltu, en mand med lyd i

I sidste uge var Laura og hendes klasse til en to-dages workshop med en strubesanger fra det indre Mongoliet.

Laura havde fået en fribillet og viste os i går formiddags nogle klip fra youtube, som gjorde os en smule nysgerrige og så var der ikke langt til beslutningen om, at det skulle vi da ned og høre.

Billetprisen på 30 kr.- var latterlig lille, så efter aftensmaden var vi at finde på Taseralik.

Musikken rørte ved nogle ur-instinkter inde i mig og selvom jeg ikke forstod et kuk af hvad han sang om, syntes jeg alligevel at jeg forstod et eller andet.

Det kan da sagtens være at hans sang om noget helt andet, men i min fantasi, sang han om vinden i de høje fjelde, snestorme, der hylede og om langstrakte vidder, hvor mennesket er lillebitte og naturen hersker uden hensyntagen.

Hans fløjter var lavet af elektrikerrør med nogle huller i

og hans strygeinstrumenter har kun to strenge,

men som der dog var lyd i både instrumenter og i manden.

Jeg fatter overhovedet intet af, hvordan man kan lave lyd nede fra struben og lydene lyder næsten ikke mennskelige og dog er de så genkendelige.

Som du kan regne ud, har vi været hjemme hele weekenden, for vejrudsigten har budt os by-liv og da jeg først havde accepteret at det ikke kunne være anderledes, har det været fint  nok.

Jeg har en halv søndag foran mig og den er ikke afsat til noget specielt og det er jo dejligt.