Der sker så mange småting

Det er ikke fordi, at der ikke sker noget, at der ikke sker noget på bloggen.

Snarere tværtimod.

Der sker så mange små ting, – nogen gange så små, at man næsten ikke bemærker dem, at min tid er gået med at lade tingene ske. På den gode måde, vel at mærke.

Der er gået noget tid med at bage ganske almindeligt hverdagsbrød til morgenmaden og resten af dagen.

Jeg har ikke fået taget billeder af brødet, men jeg fik skrevet en næsten-opskrift ned.

Det vil nu mest sige, at jeg bager brødene lidt anderledes hver gang alt efter, hvad jeg nu har i skabet.

Brødene bliver gode hverdags-brød og jeg bilder mig ind at de er lidt sundere end købe-franskbrødet fra bageren.

4 dl fem flage blanding fra Urtekram

1½ dl hørfrø

2 dl skårne rugkerner

Ca 9 dl vand

5½ måleske (dem, som er i HUSK-pakken) HUSK fiber (loppefrøskaller)

ekstra jomfru olivenolie, lidt mindre end en ½ spiseskefuld salt

En  sjat (ca 2 spiseskefulde) ahornsirup

Alle ingredienserne koges langsomt og for middelvarme til det bliver

en lind grød og køles ned til lillefingertemperatur

1 pk (tør-) gær, som opløses i lidt mindre end en dl lunkent vand

Det hele hældes op i en røremaskine og mens maskinen kører tilsættes gradvist mel (fx rugmel/grahamsmel/groft hvedemel) til dejen slipper.. jeg tror jeg brugte omkring 1 kg mel i alt.

Jeg hældte lidt ekstra rugkerner i dejen sammen med melet.. ca 1-1½ dl og en lille håndfuld af femflage-blandingen i for at give dejen lidt ekstra struktur.

Dejen hæver i ca 1 time og formes derefter til to store brød som sættes på en bageplade.

De smøres med rigeligt vand og efterhæver ca 45 min. til en time og bages til de lyder hule, når man banker på dem.

 

Jeg har jo en del torskefiletter liggende i fryseren og jeg ville prøve noget andet med dem og i en app som jeg hentede og hvor du også kan se opskrifterne her, lavede jeg en god torskeret.

Det var bestemt ikke sidste gang, at jeg lavede torsk på den måde.

Der er mange spændende opskrifter på siden og det handler vist kun om, at have overskud nok i hverdagen til at kaste sig over noget nyt og noget, som man ikke har prøvet før.

 

I fredags havde Jan taget en rensdyrbov op af fryseren og ret sent om eftermiddagen, kom han i tanke om, at han godt kunne tænke sig at smage Skipperlabskovs.

Det havde jeg aldrig lavet før og jeg googlede og fandt ud af at det er en ret, som skal stå og simre meget længe.

Vi havde tid nok, så jeg skar ud og gik i gang. Jan blev sendt afsted efter flere kartofler og mens jeg stod og læste og fulgte opskriften, slog det mig, at det var en slags dansk udgave af vores sælsuaasat..

Heroppe er det vel noget nær nationalspisen: sælsuaasat. Man koger sælkød med salt, lidt løg, evt. kartofler i kvarte og noget grødris… altså mad lavet over et kogeblus og det er jo det, som skipperlabskovs også er.

Jeg fulgte denne opskrift og vi blev ikke skuffede.

 

Nu er det hele jo ikke gået op i mad og madlavning i denne uge.

Jeg har også strikket og er kommet langt, men endte alligevel med at trævle hele molevitten op igen, kun for at starte forfra. Ikke fordi jeg havde strikket forkert, men fordi jeg alligevel ikke kunne lide mit garnvalg.

Jeg er igang med en større proces for at komme mig over min strikkekrise og strikker nu en bluse af den nemme slags som en form for terapi og for at komme op på hesten igen.

Min Hanne Falkenberg Print ligger og sunder sig lidt i en pose og venter på at jeg tager kampen op igen.

Og det gør jeg lige om snart.

I ren og skær strikkekrise bestilte jeg to strikkebøger, som jeg har fået sendt til min svigerfars adresse

Jeg har været til min første time i aftenskolen i syning, men gik lidt i stå, da jeg ikke kunne få stof her i byen.

Dét er altså en mangelvare, så jeg bestilte noget i stof2000, som jeg har fået sendt til min svigerfars adresse.

Min stakkels svigerfar.. han agerer modtager af alle mine mærkelige køb, men han skal ikke gøre andet end at opbevare alt det indkøbte for mig, for om små 3 uger tager Jan til Danmark på noget kursus og han tager det så med tilbage for mig.

Jeg har sagt det før, men siger det igen:

Det er altså pænt træls, at det koster flere hundrede kroner for et firma at sende et par bøger og ikke trækker momsen fra, i modsætning til, hvis jeg får en til at købe de selvsamme bøger for mig og vedkommende kan sende dem op for under hundrede kroner. Man føler sig afskåret fra meget nogen gange.

 

Lørdag formiddag sejlede Jan og jeg afsted mod hytten i snebyger, men blankt vand.

Det var umådeligt smuk ogmalerisk og nu kan det så ærgre mig, at jeg ikke lige stoppede jollen og gjorde mig umage med at tage et billede end bare at hive kameraet op med den ene hånd, mens jeg styrede med den anden hånd og knipse et billede af.. og hvis jeg ser lidt dybere i bakspejlet, ville det måske også have været en fordel for billedet, at jeg havde medbragt mit eget kamera og ikke endnu engang nøjedes med kompaktkameraet.

 

Vi havde en dejlig lørdag i hytten, hvor vi hyggede, Jan gik på rypejagt, hvor han fik en enkelt rype

og jeg sad og hæklede “fidus” til brødkurven. 

Jeg vil så gerne lære at hækle, sådan rigtigt og efter en opskrift, men måske det var en idé at øve sig et sted, hvor der er lys og bedre forhold end i en hytte, hvor der kun er en olielampe og stearinlys, ,men dette var altså kun for terapiens skyld og for at holde hænderne beskæftiget.

Jan spiste resterne af sin skipperlabskovs, som han havde medbragt, mens jeg svælgede mig i kippers fra dåse.

Der plejer at være stille derinde i fjorden i vores hytte, men nu er småfuglenes sang forstummet og elven løber langsomt og under et lag is, så den ikke høres mere, så nu er der mere stille end stille. Overdøvende stilhed, dyb stilhed.

Havet var fuldstændigt stille i fjorden, så der var ingen bølger, der skvulpede mod klipperne og sneen, som dalede ned, lagde den sidste dæmper på lydene.

 

Der var godt nok stille og det er ikke mange moderne mennesker forundt at opleve lige akkurat den form for stilhed.

Der er lyde omkring dig hele tiden. Lyde, som du ikke altid selv bestemmer skal være der eller ej.

Stille, uden strøm og el.

Stille, uden lyden af motorer, der kører.

Stille, uden andre menneskers lyde.

 

Stille med stille på.

 

Vi havde aftalt at vi ville være hjemme inden kl 16 om søndagen, så vi kunne nå at komme til klassisk guitar-koncert  med Mikkel Andersen i Taseralik, hvor Laura også skulle deltage en lille smule,

da hun sammen med nogle fra sin klasse og elever fra musikskolen havde været med i en guitar-workshop.

Iva, som er fra Bulgarien og som er ansat i musikskolen her i byen, og som forøvrigt er fabelagtig på sin violin, spillede et par numre med Mikkel Andersen.

Det lød fanstastisk.

Jeg kan undre mig over den lille tilslutning der evigt og altid er til bestemte arrangementer i Taseralik.

Der er ganske få, der gider at bakke op omkring arrangementer, når det er folk udefra, der kommer og underholder.

Der var under halvt fyldt op i Taseralik i søndags og ser man bort fra de mange forældre, som var kommet for at høre på deres egne børn spille lidt på guitar, vil jeg skyde på, at der var under 15 tilhørere.

Arrangementet var gratis, så det kan bestemt ikke være prisen, som hindrer folk i at komme og høre/se noget kultur.

Nå, men det skal jeg vist heller ikke blande mig i, men vil så undre mig i stilhed.

 

 

Det føltes lidt vemodigt, lidt trist og en lille smule endeligt, da vi tog afsted fra hytten, for det er ved at være sidste gang for denne sæson, at vi overnatter i hytten.

Vi håber på sejlvejr i den kommende weekend, men så er det vist også ved at være slut.

Desværre.

Mange vil sikkert påstå, at det er min sejllads i weekenden, som har efterladt mig med en 1.klasses forkølelse, ondt i halsen og en krop, som er øm og føles gammel og stiv.

 

Jeg tror nu snarere, at det er min omgang med så mange forskellige mennesker i løbet af en almindelig hverdag og især de mange børn, som er omkring mig, der har velsignet mig med forkølelsen.

Jeg husker at vaske hænder, ofte og gerne hele tiden og bruger både hånd-desinfiction både på arbejde og hjemme, men jeg er åbenbart en glad modtager af alt, så nu er jeg hjemme iført tykke sokker og en rød næse, jeg sover og sover og i de timer, som jeg er vågen, bruger jeg til at sætte den ene verdensrekord efter den anden i at nyse.

Det er ikke særligt fedt at være bundet til lommetørklæderne, sengen og hjemmet, når jeg havde planlagt lidt torskefiskeri i de her eftermiddage og slet ikke sjovt, når solen skinner dejligt udenfor.

Istedet for at ærgre mig, vil jeg fokusere på, at min seng er varm, at der er balsam i mine lommeletter og at min Jan handler ind og varter mig kærligt op og jeg vil, mens jeg ligger under dynen, huske på lørdagen, som var een af de bedste lørdage jeg har haft længe.