Sjæleføde

Det har været en fantastisk weekend.

Faktisk har det været en dejlig, dejlig uge, som så blev afsluttet med en weekend, som gav fornyede kræfter, energi og lyst til mere af det hele.

Ugen bød på sol og en kort sejltur, hvor der blev fisket og selvom den pæne helleflynder, som Jan fangede, hoppede af krogen akkurat, som han ville hive den indenbords, så var det dejligt at sidde i jollen i solskinnet og nyde livet.

Ugen bød også på gensyn med en gammel veninde, som jeg ikke har set i mange, mange år og i fredags drak vi en kop kaffe sammen på Taseralik og fik en lang sludder.

Med de afstande, som er heroppe, er det nogengange svært at fastholde forbindelser og venskaber og nogengange løber kontakterne ud i sandet og tiden udløber, men nogengange genopstår forholdet spontant igen.

Nu er der både facebook, emails, sms og jeg skal give dig, men man skal også have noget at sige hinanden for at kunne holde kontakt, så det bliver spændende om vi kan holde kontakten ved lige denne gang.

Efter kaffen gik jeg hjem for at bage et par brød og nogle energi-barer til weekenden, som Jan og jeg havde planlagt skulle foregå i hytten.

Jeg bager stort set aldrig efter opskrift, men starter altid med at koge en grød af grove flager af havre, rug og hvad der nu ellers er i skabet.

Jeg tilsatte en kæmpe portion af knækkede rugkerner, HUSK og mange hørfrø og tilsatte så hvedemel, olivenolie, salt og lidt gær.

Det fik lov at hæve til dobbelt størrelse af to gange og kom så i ovnen og nu kan jeg fortryde at jeg ikke lige skrev ned, hvor meget af hver ting jeg brugte, så jeg kan gentage successen, men det blev godt og maven fik noget solidt at arbejde med

 

Jeg fortryder faktisk også lidt, at jeg ikke skrev ned, hvad jeg brugte til energibarerne/müslibarerne, men jeg startede med at koge en dåse sød, kondenseret mælk langsomt op, mens jeg rørte og rørte og da det var godt varmt hældte jeg en god sjat ahornsirup i mælken, et par håndfulde kokosmel i og ligeså meget økologisk müsli med mandler i, som mælken kunne trække og sluttede af med at tilsætte en stor håndfuld jumbo-rosiner.

Massen hældte jeg i en bradepande beklædt med bagepapir og herligheden fik lov at bage i en times tid i ovnen, som jeg havde sat til lige under 150 grader.

Jeg skar ud den bagte masse ud i firkanter, som jeg pakkede ind i madpakkepapir, så de er lige til at tage med i rygsækken.

Dét blev rigtigt godt, men som du kan regne ud, er det bestemt ikke slankemad og du skal rende stærkt og længe for at forbrænde alle kalorierne.

Om aftenen tog Laura, Jan og jeg på Taseralik, hvor der var “åben scene”.

Laura skulle spille klaver,

 

hvor Jacob skulle synge

og Iva spille violin.

Det var en mashup af J.S. Bachs Air og Whiter shade of Pale og det er ikke kun fordi jeg er hendes mor, at jeg synes det lød godt!

Laura blev, af sin lærer, Iva, overtalt til at synge og det gjorde hun også så dejligt

 

Der var sang og musik til midnat,

 

hvor min veninde også kom og sad sammen med os, stemningen var hyggelig og velvidende at lige om lidt, når Jan og jeg havde sovet lidt, ville vi sejle ud i hytten samtidig med at solen stod op, gjorde at jeg kunne afslutte dagen med smil på læben og i hjertet.

 

 

Vi stod tidligt op, sejlede ud og ind og det var som sædvanligt dejligt at ankomme til vores helt eget, private paradis.

Sneen fra sidste weekend var stort set væk.

Vi drak en kop te, spiste det hjemmebagte brød, tændte op i ovnen, nød udsigten og gik så en tur op i fjeldet, hvor farverne blev nydt.

 

Jeg elsker efterårets farver og jeg havde taget mit eget kamera med denne gang i håb om at kunne indfange de smukke, dybe røde farver

 

Der var mange, som havde travlt med at fortælle os om alle de rensdyr, som nærmest kravlede rundt i nakken på hinanden oppe bag vores hytte, da vi gik i gang med at bygge, men faktum er, at der ikke er en skid.. eller ihvertfald ingen rensdyr, men vi fik set nogle harer… og vi fik da 4 ialt.

Jeg skød den første,

skød forbi på de næste to og så kunne min selvtillid ikke bære flere forbier, så jeg overlod skydevåbnet til Jan og så nøjedes jeg med at skyde med kameraet

Der er til gengæld et vandrefalkepar, som yngler højt, højt oppe i fjeldet og vi når knap op over den første fjeldside, før vi bliver mødt af falkene, som dykker ned for at se, hvad vi er for nogle størrelser.

Der er ihvertfald hele 4 vandrefalke, som holder til på denne fjeldside og de hvide klatter vidner om hvilke klippefremspring de helst vil sidde på. Ihvertfald, når de skal skide.

 

De skriger ivrigt til og ad hinanden mens de jagter småfugle og det gør det med en fart og hastighed, så man knap kan følge dem med øjnene og jeg besværede mig ikke engang med at hive kameraet frem, når de kom drønende forbi.

 

De er nogle helt vildt imponerende flyvere og skulle være de hurtigste flyvere overhovedet.

 

 

Vi sad indimellem bare og nød den friske, skarpe luft, trak vejret langsomt og helt ned i lungespidserne

og mediteret på lyden af småfuglene, elvens brusen og lyngen, som visnede.

 

 

Jeg kunne sagtens, sagtens være blevet,

men hverdagen er tilbage allerede i morgen og jeg får pænt travlt i den kommende uge, så vi drog hjem i det fineste vejr på det roligste hav

 

Disse farver og mindet om stilheden vil jeg bringe med mig ind i den nye uge og leve på.

Har du fodret din sjæl og indre fred denne weekend?