Den første hytteweekend udaf forhåbentligt mange

De sidste par mange dage  har jeg haft massive problemer med min pc.

Den går ned for et godt ord, så jeg giver op og laver noget andet og derfor bliver bloggen misligeholdt.

Jeg kunne gøre noget for at få det ordnet, men jeg bliver opgivende og synes det virker lidt håbløst.

Lige nu virker det og måske skulle jeg prøve at finde ud af,hvad jeg kan gøre for at den bliver ved med at fungere..

Måske er det varmen, som gør at energien til problem-løsninger ikke ligger lige for, for jeg bliver dvask, ugidelig og energiforladt af den varme, som buldrer inde, som ude disse dage.

Måske er det fordi jeg hellere vil være inde i hytten, hvor der er fred og ro og tankerne er derinde og ikke lige her, at jeg lader computer-problemer være computer-problemer, slår ud med hænderne og lader stå til?

Måske er det bare det hele på een gang, som fylder og som ikke giver plads til at jeg gider/orker/magter/vil gøre noget ved problemet.

 

Der er gået en hel uge og der sket alting og slet ingenting.

 

For første gang var Laura med oppe/inde og se vores lille hytte.

Vi tog afsted ved 14-tiden og vi havde da godt lagt mærke til at tågen væltede tykt og tungt ind overalt, men vi håbede på og regnede med at den  ville akkurat så let at den ikke ville lægge sig over havet, men der regnede vi lidt forkert.

Den lagde sig som en tyk grød overalt og havde vi ikke haft en kortplotter, ville jeg sikkert sejle i ring derude endnu. Min stedssans bliver sat fuldstændig ud af funktion, når jeg befinder mig i tåge.

Vi sagtnede farten og sneglede os igennem igennem den tykke tåge. Det føles uvirkeligt at befinde sig inde i sådan en tåge, hvor du knap ved hvad der er op eller ned og du ikke kan se, hvorfra du kom og hvortil du skal.

Lige pludseligt kom vi ud af tågen og kunne sætte farten op igen og så var vi inde ved hytten, hvor al isen var væk, hvor varmen herskede og fuglene skreg sig hæse i deres varme velkomst til os.

Jeg indrømmer gerne at jeg var ivrig og måske lidt for ivrig for at vise Laura, hvad jeg anser for at være vores lille paradis og hvis hun indimellem rullede med øjnene, opfattede jeg det måske fejlagtig for at være af henrykkelse og dyb begejstring… jovist, syntes hun at det var fint og godt, men jeg fortænker hende ikke i, at det måske ikke lige er lykken for en 17 årig at befinde sig dybt inde i en fjord, hvor man skal være mere end almindelig heldig, hvis man ser en båd sejle forbi, hvor der ikke er rindende vand, ingen strøm, intet internet og slet ingen mobiltelefondækning og hvor det mest sindsoprindende er tidevandets skiften fra højvande til lavvande.

Laura har altid været sød til at tage hensyn til andres følelser, så hun sagde “nååårh” og “øøørj” de rigtige steder, fandt sine bøger frem og indtog så yndlingspladsen; briksen ved vinduet.

De eneste lyde, der var i hytten, var når hun vendte en side i sin bog, de hundredevis af fugles kvidren udenfor, elvens brusen og vores afslappede, næsten synkrone åndedræt.

Laura skulle til årsprøve i mandags og ville derfor gerne sejles hjem om lørdagen, så hun kunne læse sammen med sine klassekammerater om søndagen eller sådan noget (og noget med noget bål, grill og samvær) og Jan sejlede hende derfor hjem efter aftensmaden i lørdags

og jeg var overladt til den totale stilhed og jeg tilstår ærligt at jeg nød at være helt alene i de timer det nu varede inden Jan var tilbage.

Han havde medbragt både æg og juice og aftenen gik med at nyde lidt mere af stilheden, udsigten og vores væren i denne storslåede natur.

 

Jan gik og rydde op, ryddede ud, puslede, tænkte både store og små tanker, mens jeg bare tømte hovedet for tanker.

Jeg nåede både at trævle mit strikketøj op 1, 2 og hele 3 gange

inden jeg fik styr på det og mit temperament, Jan fik sig en sen whiskey inden sengetid

og søndag morgen sov vi uanstændigt længe, stod op, stegte vi æg, drak både kaffe og juice.

Vi havde planlagt at vi ville sejle hjem efter middag og inden tidevandet tørlagde jollen og da vi kom ud af fjorden kom tågen og hilste på os.

Den var dog ikke så massiv eller  insisterende som om fredagen.

 

 

Det er som om, at tågen også pakker lydene  ind, så når der pludselig dukker en jolle op og ud af tågen, kan det næsten virke overraskende.

Nu var vi jo tidligt hjemme og jeg troede at jeg skulle til kaffemik, men jeg havde taget fejl, men nåede heldigvis ikke ud og stå og banke på en dør, hvor der ikke blev afholdt noget, men så nåede jeg da ud og se byen en almindelig søndag, hvor tågetunger slikkede det yderste af byen med sin kolde tunge.