I dag er det min søsters fødselsdag.
Hun fylder 44 år.
Hun bød på kaffe og te og flotte kager.
Og vi tog godt fra og ad flere omgange. Vores indre pegefinger holdt fri og vi slog os løs i de lækre kager.
Lagkagen var 4 bunde høj og var mere end almindeligt god, ligesom bollerne hele tiden smagte af mere.
Min mor er en årgang 44 og heroppe går man ikke så meget op i hvor gammel man er, men mere op i, hvilken årgang man er født i.
Ihvertfald her i Sisimiut går man vældig op i årgange.
I nogen kredse og i nogen situationer.
Jeg skrev en tak til webstrikkerne for al den hjælp, som de gav til opskriften til Maluka-sjalet.
Mens jeg sad og strikkede det sad jeg og tænkte på min mor.
Jeg er ikke altid så god til det talte ord, selvom jeg taler meget. Og hele tiden.
Nogen gange er jeg bedre til det skrevne ord, selvom jeg gerne ville kunne mestre det talte lidt bedre.. de ord, som skal komme indefra dybet eller bare de ord, som skal vise, hvad jeg tænker inde bag alle de ord, som slipper ud og som ikke altid er de rigtige.
Da min mor var omkring 7-8 år fik hun en bror.
Broderens biologiske mor skulle til Danmark, vistnok på sanatorium og dengang var det altså ikke bare om at stige ind i en flyver.
Man sejlede over atlanten på akkurat samme måde som breve, der blev sendt fra Danmark til Grønland eller den anden vej rundt.
En rejse over uger og atter uger.
Lange uger, som adskilte og delte. Nogen gange for en kortere periode og nogen gange for altid.
Det betød ofte langvarige adskillelser, når nogen sejlede til Danmark og min mors nye bror endte også med at vokse op sammen med min mor hos mine bedsteforældre.
Det var ganske almindeligt dengang i slutningen af ‘40-erne og såmænd også senere.
For at gøre en lang historie kort, så fik min mors plejebror konstateret kræft for et par år siden og min mor drog til Nuuk for at være sammen med sin plejebror den sidste stund.. men han fik det heldigvis bedre og rejste sig fra sin sygeseng og var nogenlunde frisk, men ikke rask de næste par år.
Han rejste hjem, men for præcis 14 dage siden kom han her tilbage, hvor han er vokset op efter eget ønske.
Sygdommen har et solidt tag i ham nu og han ligger derfor på sygehuset.
Og som det ser ud lige nu, bliver det for sidste gang.
Min mor har siddet hos ham næsten i døgndrift.
Hun har holdt hånd, trøstet ham, fugtet hans læber, underholdt ham, støttet ham og været der for ham.
Jeg ved af erfaring, at det er hårdt.
For præcis 26 år siden startede mit møde med sundhedsvæsenet.
Jeg har hovedsageligt positive oplevelser med det væsen.
Jeg sad mange måneder på neonatal-afdeling på Rigshospitalet og senere på børneafdelingen ligeledes på Rigshospitalet ad mange, mange og nærmest utællelige omgange over mange år.
Jeg ved, at det er hårdt at sidde på sygehuset som pårørende i enhver sammenhæng.
Det er opslidende og tærende på humøret.
Når det så er sagt, er det på andet plan, også givende på det menneskelige plan.
Man giver uforbeholdent og uselvisk.
Forstår du hvad jeg mener??
Men det ER altså hårdt, mens det står på og mens jeg sad og strikkede i det lækre, bløde garn tænkte jeg, at min mor fortjente det lille halstørklæde/sjal mere end jeg gjorde.
Jeg har brugt sølle 36 gram garn til det lille fine Maluka-sjal, som er strikket på den fine, firkantede rundpind som jeg også fik som gave af Susanne.
Jeg kan iøvrigt klart anbefale cubics-ene. Den er lækker at strikke med. Spidsen er som den skal være og den ligger godt i hånden.
En blomst til sjalet og et lille kort, fulgte med sjalet og jeg ved, at min mor blev glad.
En erkendtlighed for den omsorg hun giver sin plejebror og som man aldrig nogensinde vil kunne betale sig til, uanset, hvor mange penge eller midler man har.. Omsorg og oprigtig pleje gives med hjertet og jeg vil gerne vise, at jeg godt kan se.. også med hjertet.
Jeg har givet fysiske gaver i dag.
Både til min søster og til min mor, men jeg håber at de føler at de er givet med glæde og med det hjerte, som gemmer sig forlegent inde bag alle de mange talestrømme af ord.
Smuk historie - og smuk tanke!
SvarSletDer er skønhed og smukke tanker overalt, hvis bare vi slår øjnene op for det.. Håber at din tand har det bedre.
SletSelv om jeg aldrig har mødt din mor, så skriver du så meget og så smukt om hende, at jeg kan sidde og blive helt blød og varm indeni når jeg ser på dine fine billeder af hende og læser om hende. Hun er en fantastisk kvinde, og du er heldig at have sådan en mor og forbillede.
SvarSletP.s. Tak for at dele hende med os andre. ;-)
SvarSletHej Dorthe - tillykke med din søster. Uha, så bliver Per også 44 i år, men først den 4. juni, og Brian Søgaard den 4. juli. Jeg savner et grønlandsk kaffebord! Har nydt alle dine billeder fra ACR, jeg skal jo se om der er nogen jeg kender! hils alle - kh Anni
SvarSletOg her sidder jeg og ved ikke, hvad jeg skal skrive for at sige tak for det flotte sjal og den smukke buket, der lå herhjemme hos os, da jeg kom hjem fra sygehuset i går. Det varmede virkelig i et moderhjerte.
SvarSletJanus, som min plejebror hedder er jo en dygtig bagermester, der har lavet så mange kransekager til jeres konfirmation og til vores sølvbryllup for mange år siden, og den overflødighedshorn rakte udover de omkring 70 gæster vi havde, jeg kan huske, at jeg gemte resten til langt ud på året.
Janus har ingen biologisk familie her i Grønland - så det er da givet, at det er mig, der skal pleje ham - når han har mest har brug for det.
Endnu engang tusind tak for gaverne - jeg har allerede haft glæde af sjalet da jeg har fået halsbetændelse nu til morgen ;-)
KH mor
Du er en god datter for din mor, Dortheivalo!
SvarSlet