Mændenes hundeslædevæddeløb Sisimiut 2013 og forår uanset vind og vejr

Okay, så lad mig dog indrømme det i al stilhed:

 

Jeg har haft en mindre blog-blokering.

 

 

Jeg syntes lige pludseligt ikke at det var særligt sjovt at skulle bruge tid på bloggen. Overhovedet.

Ved jeg, om der er nogen derude, som læser det, som jeg bruger tid på?

Ved jeg, om der er nogen derude, som interesserer sig for, hvad jeg lægger på bloggen?

Ved jeg, om der er nogen derude, som vil savne bloggen, hvis jeg bare holdt op?

 

 

Min søster, som endda ser mig så tit, klagede lidt over den manglende opdatering og Sara i Horne spurgte, hvorfor der ikke skete noget på bloggen, men jeg indrømmer at jeg ikke gad, orkede eller havde lyst.

 

 

Det skal naturligvis også tilføjes at jeg har travlt med en masse andre ting, som tager tid og så må jeg jo prioritere og det gjorde jeg så.

 

 

Jeg er i fuld speedy-gang med et babysvøb til min barndomsveninde, som skal være mormor om lidt, ja faktisk indenfor et par uger og min strikkepinde gløder, for jeg laver jo lidt fejl, som gør at jeg bliver nødt til at starte forfra, mens jeg læser opskrift uden at kunne memorere, bander uden at der sker noget, samtidig med at en masse barndomsminder bliver strikket ind i maskerne og jeg mindes.

Det er ikke så tit, at jeg ser min barndomsveninde, men så er det at jeg er glad for facebook, hvor vi kan kommunikere; – en chatbesked, en kommentar og beskeder.

Det er dejligt at vide at hun er der og hver gang jeg har haft brug for hende udover en skriftlig anmærkning, påmindelse eller andet udover hvad der kan sendes over internettet, har hun stået der for mig.

Jeg smed alt andet jeg havde i hænderne, styrtede ned og købte garn og slog masker op, da hun spurgte mig om jeg gad at strikke babysvøbet. Selvfølgelig gider jeg det, når det er hende. Altid og til hver en tid, for hun har gidet så mange andre ting for mig og selvom hun ikke lige havde gidet, så tror jeg nok at strikkepindene var fundet frem alligevel.

Vi kender ikke hinandens hverdagsliv i detaljer, men overordet og grund-essensen i hinandens liv har vi pulsen på og det er så rart at have et livsvidne og een, som man kan samle minder med.

 

 

Jeg har ikke været meget ude.. der er hundekoldt, så jeg stiger nødigt ud af bilen, men i dag tog jeg mig sammen og pakkede mig ind i uld i lag og mens Jan fik startet snescooteren op, fandt jeg kameraet frem og kørte ud og så mændenes hundeslædevæddeløb ude i terrænet.

På een eller anden måde føler jeg lidt at foråret satte ind lige nøjagtig i dag, da jeg steg ud af bilen. I dag!

Det har jeg besluttet, for solen skinnede og snescooteren kom hostende, spruttende i gang og himlen var blå.

Basta, så er det altså forår uanset om det er koldt eller ej.

 

Jeg garanterer dig at det var koldt.

Koldt med koldt på og lidt mere til; for udover at der var koldt, så blæste der en smule og lige nok til at kulden blev toppet en tand op.

Nu skal det jo heller ikke lyde alt for tænderklaprende for det var faktisk kun min næsetip og mine fingerspidser, der frøs for resten var jo pakken ind i uld i lag og solen skinnede fra en blå himmel.

 

 

Jeg tog en masse billeder og dem lægger jeg bare ind hulter til bulter.

Måske du kan mærke den krystalklare og rene luft?

Måske du kan  mærke kulden nappe dig i næsetippen? Og måske du kan fornemme den dejlige stemning, der var ude på sporet, hvor væddeløbet blev afholdt.

Væddeløbet var iøvrigt et udtagningsvæddeløb, hvor de første, der kom i mål, har kvalificeret sig til “grønlandsmesterskaberne” i hundeslædevæddeløb.

De ligger ikke i kronologisk orden, men mon ikke det går?

Vinderens kæreste, som blev 30 år i går og som forøvrigt er min kollega. Hun var naturligvis glad og stolt, da hendes kæreste, som den første kunne skimtes i det fjerne.