Tirsdags nordlys

Jeg stod op i morges, kogte vand til min daglige te, smurte madpakker, spiste, børstede tænder og var næsten på vej ud af døren, da jeg gjorde op med mig selv, at jeg ikke var tjent med at gå nogen steder med den hovedpine, som morgenen bød på, så jeg tog mit tøj af igen, slukkede lysene og gik i seng.

Jeg sov og sov og sov og sov.

Jeg drømte noget sjovt og vækkede mig selv ved at jeg grinede højt, men da jeg kom helt til mig selv og latteren var forstummet, kunne jeg konstatere at der stadig var hovedpine-rester strøget ud overalt på indersiden af mit kranie.

Små smertende nåle, som især sendte advarsler ud bag bagsiden af øjnene.

Advarsler om at jeg ikke skulle komme alt for godt i gang og jeg satte mig i sofaen og så tv.

Iøvrigt spændende udsendelser: Autister og musik og demens og musikterapi, som, hvis du har mulighed for det burde se, hvis du har interesse sådanne emner.

 

Der var en kortvarig kraftig blæst, som ruskede i huset og fik lamperne over køkkenbordet til at svaje og sneen blev hvirvlet op og flyttet nye steder hen, men jeg sad lige så stille i sofaen og flyttede mig ingen steder.

Min udsigt var fra soveværelsesvinduet, når altså jeg ikke lige lod mig underholde og oplyse af fjernsynet.

 

Et nyt kalenderår er startet og det lader til at der er blevet fyldt op på kontoen med nordlys.

Der er en sand fest i grønne, bølgende farver på den sorte nattehimmel derude.

Du burde opleve det, hvis du endnu ikke har oplevet nordlys.

Forestil dig, at du sidder langt fra civilisationen og der er absolut intet kunstigt lys omkring dig og over dig er der kun de klareste stjerner, der blinker frækt til dig.

Der er ingen andre lyde end dit eget åndedræt og dit hjertes rolige banken på indersiden af brystet og pludseligt snor og bugter det smukkeste og mest uforudsigelige grønne lys sig mellem de mange millioner af klare stjerner.

Din næsetip er kold og dine kinder fryser en lille smule. Din ånde er en hvid, gennemsigtig tåge. Du ved ikke, hvor lang tid nordlyset spiller hen over himlen, så du må nyde det, mens det varer ved, for pludseligt er det væk.

Jeg under dig at opleve nordlys og ikke bare på et sølle billede som aldrig vil yde det specielle naturfænomen retfærdighed.

Min hovedpine er ved at være på retur og jeg regner med at jeg er kampklar igen i morgen.

Jeg trænger til frisk luft og jeg bilder mig ind, at arbejdet trænger til mig..

 

Sidste år læste jeg et eller andet sted at denne tirsdag: den første almindelige arbejds-tirsdag i det nye år altid er den værste