“Individualismen” har længe været det store og skønne, er blevet lovprist og dyrket.
I går sad jeg vanen tro og så X-faktor, som jeg kan betro dig er et had-kærlighedsforhold fra min side. Jeg elsker at se det for de skønne mennesker, som rent faktisk kan synge, men hader at de bliver vurderet udfra så kort tid og bliver vurderet så hårdt.
Jeg synes at konkurrence er fint, er udviklende i nogle og måske endda i mange sammenhænge og der er en underholdningsværdi i programmet, som helt bestemt er værd at sætte sig ned i sin sofa og lade sig opsluge af.
I går var der een af deltagerne i X-faktor, som sagde (skrev) noget som fik mig til at tænke lidt yderligere over mine egne tanker, da hun sagde noget i retning af, at vi i dag skal være så individualistiske, at vi faktiske er blevet ensomme…
Det er vel også et symtom, at der ikke er alverden af grupper, som stiller op og at man igen i år, må tvinge folk sammen til at danne par.
Alle vil have berømmelsen, anerkendelsen og opmærksomheden helt for sig selv.
Ingen vil dele.
Jeg ser det desværre også i det “virkelige” liv, altså i det liv, som leves omkring mig.
Man skal forestille at være en gruppe, et team og et hold, men når tingene lykkedes vil den enkelte ikke dele successen og er der fiasko, deles den heller ikke.
Jeg ser grupper, hold og teams, hvor de enkelte personer gør alt for at skille sig ud fra gruppen og vil bemærkes og vurderes individuelt og ikke i den gruppe, som de rent faktisk befinder sig i.
Se MIG! Hør MIG! Bemærk MIG! MIG MIG MIG!
Sammenhold, team-spirit er vist ikke ord, som længere er moderne, selvom der på næsten alle skoler undervises i at kunne samarbejde.
I en gruppe, et team, hvor alt for mange gør alt for at få individuel anerkendelse, gør alt for at få al opmærksomheden, bliver de resterende i gruppen så bare statister?
Sådan føler jeg det, når jeg en sjælden gang har skullet forestille at være med i en gruppe, hvor der er individualister, som udelukkende bruger gruppen/teamet som scene, hvor vedkommende skal ses og høres.
Jeg tror, hun hed Sarah, -deltageren i X-faktor, hende som udtrykte min tanke i går?
Selvom jeg forgæves forsøger at være moderne og være super-individualist, er jeg vist inkarneret hold-spiller, som er stolt og glad, når en gruppe mennesker ved fælles hjælp har fået noget til at lykkedes, så måske er mit forsøg på at være en unik individualist ikke helt lykkedes for mig og måske skal jeg være glad for det, for individualisten ender med at være ensom i en moderne verden, hvor alle vil være alene og ikke dele berømmelsen og anerkendelsen?
I nogen sammenhænge er det fint for mig at skulle præstere selv, men skal jeg forestille at være med i et team eller en gruppe, vil jeg også have lov at forvente, at resten af gruppen/teamet forestiller sig det samme.
P.S. Jeg har forelagt en opgave på mit arbejde, hvor ikke bare een, men rigtig mange mennesker skal samarbejde. Vi voksne arbejder allerede tæt og ihærdigt sammen og om et stykke tid, håber jeg at kunne vise vores fælles anstrengelser frem.. også for dig.
Det er netop derfor, jeg i stedet så herrerhåndbold og virkelig lappede det i mig. Team-spirit, korpsånd og sammenhold var virkelig nogle nøgleord. Glæder mig til at se guldkampen i morgen og håber det bedste for de danske håndboldherrer :)Fortsat god weekend.
SvarSletJag har inte besökt dig på länge, men nu blir det äntligen av. Jag blir som vanligt andlös av dina vackra bilder, men mest funderar jag på det du skriver om att kunna ingå i en grupp.
SvarSletSå klokt skrivet och tänkt!
Jag hoppas din weekend blir vilsam även med lite arbete.
Jeg er da helt enig med dig i det du ovenstående skriver.
SvarSletJeg synes nu også der er en anden vinkel på at være ensom, som måske nogle gange forveksles med at være alene. Det er sundt at kunne være alene, men i vor tid bliver det ofte svært, der er altid et medie der stiller sig til rådighed, så du kan få lyd, lys eller billeder som kan underholde dig.
Tilbage til ensomheden.
Jeg oplever nogle gange at jeg ikke "gider" et menneske som i bund og grund har brug for lidt omsorg og samvær.
Og jeg kan uden at blinke sige at jeg ikke gider fordi de tapper mig for energi.
De er negative over for alt hvad der rører sig omkring dem, regering, samfundet, vejret, priserne, hjemmehjælpen ja kort sagt alt er noget møg.
Måske jeg netop der skulle vise min næstekærlighed, men hvis jeg bliver tappet for energi, skal jeg så lade hånt om at min familie jo trods alt må bøde de garn der er gået itu fordi jeg skulle fiske lidt "hvor er jeg god"?.
Nå måske jeg bare skulle få den kop kaffe jeg trænger til og så få de positive briller på igen.
Jeg plejer ikke at være negativ, men tror jeg nu som snart 70 årig er ved at turde gå lidt imod strømmen. Min "flinkeskole" er vist ved at være forbi.
KH bedstemorkaren
ÅHH glemte lige GOD WEEKEND til dig og dine kære
SvarSletJeg synes der er meget du har ret i, for en tid siden hørte jeg en sige at engang fejrede vi altid 1 maj Nu fejrer vi mig først
SvarSlet