Min største julegave

Og så var det lige præcis i dag, at Sara kom på juleferie.

Jeg har ikke holdt om hende, kysset hendes kinder eller duftet til hendes hår siden d. 03.august, så hun var savnet helt ind, hvor det næsten gør ondt.

Telefonen er opfundet, skype er et must og sms-erne er ligeglade med afstanden og det har fungeret, men at kunne holde om hende og indsnuse hendes helt egen duft, gør nu noget andet end et billede, som indimellem fryser fast på min computerskærm, når der er blevet skypet.

 

De sidste dage er fløjet afsted og så alligevel ikke.

Jeg har ikke kunne samle mig om ret mange ting, ej heller bloggen eller kameraet, så der har været lidt stille. Jeg regnede med, at du nok kunne gætte dig til hvorfor?

Hvis ikke, så ved du nu, at mine tanker fløj hvileløst rundt inde i mit hoved og at de ikke kunne finde hvile i de mange kringelkroge og ej heller kunne finde ud og ned på tastaturet.

 

Sara kørte fra Horne til Ålborg i går aftes og videre i nat fra Ålborg mod Kastrup med tog og selvom hun er 15 år og ret så kvik til det meste, var jeg alligevel en smule nervøs, sov alt for let og vågnede af ingenting.

Min søvn var så let som en sky og lettede af det mindste, selvom jeg intet ville kunne gøre alligevel.

Hun havde fået stukket sin farbror telefonnummer i hånden i tilfælde af at hun skulle få brug for hjælp, men alt gik planmæssigt og så kunne jeg få hende i mine arme, hvor jeg jo synes, at hun retteligt hører hjemme.. endnu.

 

Laura, Jan og jeg kørte i alt for god tid ud mod lufthavnen og halvvejs derudaf måtte vi lige sagtne farten, så vi ikke skulle holde og glo i alt for lang tid og så var det at jeg fik øje på en lille brun polarræv.

Der er mange, som tror at polarrævene altid er hvide, men der er vist flere brune end hvide her i distriktet og de skifter ikke farve ligesom fx. ryperne gør.

Denne her var lille. Mindre end de normalt er, så jeg regner med at det nok er en unge fra i sommer. Den styrtede afsted, da vi standsede bilen og jeg hoppede ud med mit kamera, men den var dog nysgerrig nok til at stoppe op for at se, hvad jeg var for een.

Den var langt væk og selvom billedet er kornet, kan du nok se, at det er en ræv?

Jeg har zoomet så meget, som jeg overhovedet kunne og lavet udsnitsforstørrelser, så kvaliteten er derefter, men hvor kunne det være sjovt at komme tæt på og få et ordentligt billede.

 

I går kl præcis 12, lød sirenen i hele byen og min kollega, som er brandmand (dame) styrtede afsted.

Hovedparten af brandkorpset består af frivillige og de må jo så forlade deres respektive arbejde, for at komme nødlidende til hjælp, når alarmen går.

Alarmen viste et 1-tal, som vist betød katastrofe-alarm og lidt efter ringede min mor, som har udsyn til lufthavnen og som var ringet op af min far, som havde hørt fra en anden, at et fly var faldet ned på landingsbanen.

Mit hjerte begyndte at hamre helt vildt og jeg tænkte på Sara, som skulle komme i dag og jeg tænkte på alle de mennesker, som ville blive berørt, hvis rygtet talte sandt.

Det gjordet heldigvis ikke.

Det var en stor øvelse og der var ikke sket noget som helst, men endnu engang kunne jeg konstatere, hvor hurtigt kamikposten, som jo i vore dage er udvidet og forfinet med både sms og facebook, kan viderebringe informationer af enhver art.

 

Vejret som er altafgørende for al trafik heroppe hos os, viste sig heldigvis også fra sin fineste side i dag.

Frosten har skruet en anelse op for sin charme og der er blevet koldere.

 

Væsentligt koldere, men solen tittede frem og der var ikke en vind, som rørte på sig.

og mens vi langsomt kørte afsted mod lufthavnen, efter at have fotograferet den lille ræv, kunne vi pludseligt se flyveren flyve hen over vores hoveder og så kan jeg ellers love dig, at jeg fik trådt på speederen.

Vi nåede frem, så vi kunne se Sara stige ud af flyveren

og jeg vil på absolut ingen måde skjule, at der røg en tåre eller tre ud af øjenkrogen, da jeg fik Sara i mine arme.. nøøj, hvor det føltes godt.

 

Der har lydt latter, snak, musik og endnu engang latter fra pigernes værelser.

Indimellem har der været lidt stille, men følelsen af, at de begge befinder sig under samme tag som mig, føles ubeskriveligt dejligt.

 

Jeg mangler at få Simon under taget, men han kommer ikke hjem til jul.

Han skal arbejde og så må jeg krydse fingre for, at han kan finde vej herud i løbet af det nye år, inden det bliver for gammelt.

Jeg overgiver mig til julestemningen, som for mig er, når familien er samlet.

Jeg behøver ingen andre ting end at have min glade og lykkelige famile lige omkring mig og indenfor rækkevidde.. men jeg supplerer gerne med tændt stearinlys og varme i stuen.

Håber at du har haft en ligeså god dag som den jeg har haft.