Om tidens bidemærker og om at bide sig fast

 

 

Siden 1. december har jeg sammenlagt tabt mig 15 kg.

Det har indimellem holdt hårdt, men lige så langsomt har jeg smidt noget af mig selv.

Jeg tror ikke på hurtige, nemme løsninger og har skullet minde mig selv om målet mange gange undervejs, for når man vil tabe sig, vil man jo helst have at det sker over-night og at forandringen sker øjeblikket.

Jeg tror bare ikke, at de hurtige, nemme løsninger holder i længden.

Sjælen skal med og vanerne skal indarbejdes, så de bliver varige. Det håber jeg, at de efterhånden er blevet nu?

 

Jeg mangler stadig at smide noget (meget) mere af mig selv, men alt i alt, er jeg ved at være tilfreds.. næsten da, for huden har ikke fulgt helt med og jeg synes, at det hænger lidt.. lidt for meget.

Om det er alderen, som gør, at huden ikke følger med eller om jeg bare skal acceptere, at sådan er det altså, når man taber sig, ved jeg ikke, men tage på igen, dét vil jeg ikke.

Den meget store dobbelthage er blevet en slaskehage, som lige om lidt får mig til at ligne en influenza-ramt kalkun og som tiden går, bliver skævheden/asymmetrien i ansigtet mere og mere udtalt. Det bliver spændende at se sig selv om 20 år.

Jovist er jeg forfængelig, men jeg accepterer også tidens tand, som sætter tandmærker, bidemærker og andre mærker overalt.

 

Nu undrer du dig måske over, at der står, at det er mig selv, der har fotograferet mig? Og den er altså god nok.. det er et selvportræt og det var lidt sjovt.. især, at se, hvor sur/ikke-smilende jeg er, når jeg står helt alene med selv-udløseren og kigger ind i kameraet Smil, Dorthe.. det er slet ikke så slemt.

 

Jeg har været ude og købe et par bukser i dag.

Nu har jeg hele 3 par, som jeg kan skifte mellem og som jeg kan passe.

Resten er smidt til genbrug, ligesom en masse andet også er rykket ud af mit tøjskab.

Jeg skal vænne mig til at der ikke skal stå XL på mit tøj, men enten M eller L. og det er såmænd ikke så svært at vænne sig til.

Lige akkurat i disse dage er det lidt svært at holde sig tilbage og holde igen med de søde sager og portion nr. 2.

Det har nemlig været min strategi igennem næsten et helt år: tilbageholdenhed med det søde og kun 1 portion, spise langsomt og være opmærksom på, hvad jeg spiser.

Små ting, men med stor betydning i det lange løb.

Jeg har ad flere omgange forsøgt at dyrke noget mere motion, men jeg kommer fra det for hurtigt igen og denne uge har jeg så haft en skridttæller i min bukselinning for at se, hvor mange skridt jeg gennemsnitligt går i løbet af en almindelige hverdag og de ligger på mellem 8500-11000.

Lige om lidt og i den nærmeste fremtid, begynder jeg i motionsrummet igen sammen med min kollega/veninde, for det er nemmere for mig, når jeg forpligter mig overfor en anden end mig selv også.

 

Jeg var på Taseralik med Lena.

Jeg fik en almindelig kaffe og en kage. (og is efter aftensmaden)

Lena fik en cafelatte

og Jonathan, som var med, fik te.

Jeg har drukket en masse vand i løbet af dagen i håb om, at det kunne jage resterne af min hovedpine væk og det kunne det lige knap.

men alene det at kunne følge sit eget stille tempo og få lidt frisk luft, gjorde altså også godt.

 

Udaf vinduet på Taseralik, kunne jeg se, at nogen, sikkert store drenge, er gået over den meget, meget tynde is, der lige akkurat har lagt sig på Spejdersøen.

Jeg ville ikke turde og var det mine børn, der havde krydset søen, havde de både fået læst og påskrevet en meget tung tekst!

 

 

Apropos spor:

Mellem naboens og vores hus er der en masse fodspor. Spor af en hundehvalp.. fordybningen til venstre og så de bittebittesmå spor, som jeg gætter må være fra en mus.

Øv!

Vi har ikke haft flere mus på besøg og de er bestemt ikke inviteret eller velkomne hos og jeg håber, at rygtet om den grusomme død, som de af dem, som kom hjem til os led, har bredt sig i museverdenen og gjort, at de andre holder sig langt væk.

 

 

Jeg har lavet et forsøg.

Det blev ikke helt godt, men jeg er igang med en stor størrelse.

Denne er en lille nogen-og-tredive.

Jeg vil så gerne kunne hækle og det lærer jeg kun ved at øve mig og øve mig og atter at øve mig.. den næste bliver god.

Det skal den bare blive, for jeg vil så gerne.

Kan du se, at den buler uklædeligt bagved?

Det gider jeg altså ikke have, at den gør og så er det jo forfra.

Til gengæld blev de bittesmå spiralstrømper i to-trådet moskusuld, fine.

Jeg lagde to et-tråde sammen, slog 36 masker op og forskød 2 ret, 2 vrang og strikkede indtil strømpen målte 22 cm.

Den er afleveret og godkendt, så alt er fryd og gammen.

 

Man skal bide sig fast, hvis man vil nå et mål, så jeg sætter tænderne i en hæklenål til aften og forsøger igen