Søndags-rapporten

I går morges tog Jan og jeg afsted i silende regn og pæne, bølgende bølger, som både gik op og gik ned.

Vi sejlede bare mod nord og så mod øst og så var vi fremme, hvor det stadig regnede.

Jeg hader regn, men jeg har købt et sæt regntøj, men det er ikke nødvendigt, når man sejler i flydedragt, som er sådan så nogenlunde regntæt..nogenlunde, betyder ikke tæt, men at den er så tyk, at der går noget tid inden man bliver helt våd.

Vi fik fortøjret jollen og trissede så op i hytten,

hvor ovnen blev tændt og der blev sat noget vand over.

 

Vi sad og kikkede ud på det grå triste vejr, mens hytten langsomt blev varmet op.

Sidste weekend fik jeg ikke, som jeg plejer, skrevet logbog, hvilket jeg ellers sætter meget højt på skal-listen.

Det er sjovt, at læse tilbage og vi husker også at skrive informationer ind, som kan være nyttige senere, så derfor skriver jeg.

Sidste gang kom vi lidt for hurtigt ud af døren, så jeg skrev, hvad jeg nu lige huskede og fik hjælp af Jan til at huske lidt mere.

Og nu falmer ikke skoven, men fjeldet i en grad, så det virkelig kan ses. De gyldne, røde, gule og varme farver bliver hastigt afløst af mørke og brune farver.

Som du kan se udfra billederne, var fjorden helt stille i modsætning til havet, som vi kom fra og der var så tyst og stille, at det virkede helt uvirkeligt, som om at verden var gået i stå uden at vi havde opdaget det, som om at vi var sejlet ind i en tidzone, hvor virkeligheden står stille og at de eneste bevægelser, var dem som vi selv kunne skabe og vi forsøgte at skabe så få som overhovedet muligt, som vi sad der i hytten, hvor varmen langsomt overtog den ugelange kulde i hytten og lunede kroppen op igen.

 

Da regndråberne blev mindre og der var lidt større mellemrum imellem dem (men de var der stadig) tog vi regntøjet på og drog op, op og op.

Vi havde besluttet os for en rute.. bare for at kikke og for at udforske, men havde også vel også hemmeligt for hinanden, eftersom vi begge var bevæbnet til tænderne, håber på at se rensdyr.

Vi fik gået og gået langt, fik set andre sten og udforsket

Vi gik på tætte tæpper af bær, ikke bare små tæpper eller spredte tæppe, men store og mange, tætte tæpper af bær

og jeg bukkede mig rigtig mange gange og skovlede bær ind, som blev nydt.

Den megen regn havde lokket svampe frem og dem var der rigtig mange af.

Jan fik set meget og set langt, men fik ikke set det, som han allerhelst ville have set,

men han fik set mig, da jeg fotograferede mig selv

Hvis han var glad for at jeg gik bagved ham og ikke foran ham, kan jeg sagtes forstå ham.

Håret blev holdt effektivt helt væk og brillerne var erstattet af et par linser, underlæben var ofte skudt frem i ærgelse over, at der ikke var noget at se i kikkerten og indimellem sagde jeg også ord, som min mor bestemt ikke har lært mig.

 

Faktisk synes jeg at vi gik pænt langt.

Ti kilometer i stærkt kuperet terræn og det helt uden at drikke eller spise noget.. for vi var så dygtige, at glemme drikkedunken og chokoladen i hytten, men der var små-elve, som vi kunne fugte drøblen i og tanken om en nutella-mad udgjorde vores madpakke for dagen, som blev tilbragt i silende, kold regn..

 

Og så kunne tanken om nutella-maden ikke holdes i ave mere og vi drog hjemad igen,

 

stadig i regn, men forinden kunne jeg da lige skyde forbi to harer, som Jan så gik efter for at vi ikke kom helt tomhændede hjem.

Sådanne en harer må have gjort sig ualmindeligt dårligt bemærket da Gud uddelte kamoflagedragter.

De lyser op som store “se-her-er-jer”-skilte i det brune landskab, hvor intet er hvidt.

 

 

Selvom farverne er falmet og dæmpede, er de stadig smukke og seværdige og se på dem, gjorde jeg med nydelse.

 

Da vi kom ned til hytten og fik det gennemvåde tøj og de sjaskvåde støvler af, fik vi varm te og den nutellamad, som vi havde drømt om og da kroppen blev varm igen, blev den træt og jeg faldt i en let søvn.

 

 

I morges vågnede vi til solen, der blidt bankede på vindues-karmen.

Vi blev vækket af solstriber og stille hav

og dagen er gået med at hente store, flade sten nede på stranden, så vi kan lave en slags sti med trædesten fra hytten og om til lokummet.

 

Nede på stranden

så jeg denne sten, som desværre er så stor, at den ikke lige er til at flytte.. for ellers havde jeg flyttet den op foran døren, som en slags velkomststen.

Og Jan og jeg lå nede i lyngen, som efterhånden var blevet tør, hvor vi nød de varme, næsten sommer-agtige solstråler, nød havet, der stille slog ind på bredden, spiste nogle flere sortebær og nød, at det stadig var søndag.

 

Og så tænker du måske: “ Hvad med Laura”?

Det tænkte jeg også mange gange i løbet af dagen i går og dagen i dag.

Jeg har snakket med hende i aften om, at hun stort set altid er alene lørdag og søndag og skal jeg tro på, hvad hun siger og ikke på min dårlige moder-samvittighed, som nager, knager og vrider sig, så nyder hun puste-rummene, roen herhjemme og at hun kan være sammen med veninderne uden at skulle slæbes med ud i fjeldet, hvor der hverken er internet, elektricitet, mobiltelefon-dækning, rindende vand eller træk-og-slip på toilettet.

Hun får som altid tilbuddet igen næsten weekend og så må jeg forsøge, at lukke munden på samvittigheden, hvis hun igen ikke vil med.

Har du også haft en god weekend?