Selv-invitation til fantastisk mad

Lena og Johannes har et par gange eller flere om året besøg af Mr. L. Meng.

De kender ham naturligvis gennem Johannes sport, Taekwon-do.

Meng er en utrolig høflig og venlig mand og udover det laver han fantastisk mad.

For ikke så forfærdelig lang tid siden, så sent som i forrige uge, måske, da jeg kom ud forbi Lena og Johannes, havde han lavet forfærdelig god mad og jeg spøgte med, at jeg gerne ville have spist med, hvis jeg var blevet inviteret.

Lidt frækt måske. Lidt meget frækt faktisk, men hvis man ikke lige siger, hvad man ønsker, får man det måske ikke og Meng var ikke sen til at invitere til næste gang han kom forbi Sisimiut, hvilket han gjorde i går.

 

Vi blev inviteret ud til Lena og Johannes og Meng havde lavet hele tre retter mad.

De to af retterne var med rensdyr og den tredie var med kylling i sød/sur sauce.

Måske ser retterne ikke ud af ret meget på mine billeder, men jeg forsikrer dig om, at det var mad så engle blæste i trompeterne.

Den ene rensdyr-ret var krydret med reven ingefær

og chili og den anden var krydret med karry.

Som du sikkert kan regne ud var retterne stærkt inspireret af østen og var lidt spicy, men på den gode måde, som gav indre varme og glød.

Meng, som havde stået hele eftermiddagen og lavet mad til os, er selv vegetar, så han fik slet ikke noget af maden selv.

 

Det er så uselvisk som noget kan være.

Han havde lavet en ret til sig selv, som også gav svedperler på panden.

 

Vi sad og snakkede om alt mellem himmel og jord og Meng kan godt lide at fortælle vitser og anekdoter.

På et tidspunkt snakkede vi dog om grå hår og hårtab og fluks var han inde i sin taske og hente noget hårolie frem til mig.

Altså!

Ikke nok med at jeg bliver bespist efter at have inviteret mig selv og så får jeg gaver oveni.

Jeg blev så forlegen, at jeg vist ikke fik sagt tak nok.

Denne sommer har jeg mødt så mange uselviske og givende (på alle områder) mennesker. Familie og venner, nære og fjerne.

Hvis min tro på  mine medmennesker nogensinde skulle begynde at vakle, skal jeg huske mig selv på disse mennesker, som uden bagtanker gør noget for andre, som har interesse i andres ve og vel, som er oprigtigt interesseret i dig/mig og som giver uden at forvente at få tilbage.

 

I morgen tidlig skal jeg noget tidligere op end jeg har været i  et pænt langt stykke tid.

I morgen skal jeg nemlig på arbejde igen.

På den ene side glæder jeg mig til at se kollegaerne og eleverne, men på den anden side, synes jeg altså lige, at ferien gik så godt.

Den sidste uge har været præget af en del regn og tæt tåge.

Det er køligt uden at være koldt og det holder da nogen af myggene lidt på afstand.

Vi brugte eftermiddagen, inden vi skulle ud til Lena og Johannes på Taseralik.

Jeg havde ellers holdt mig lidt væk derovre fra, for jeg ved, at jeg vil tænke på Sara og at hun burde stå derovre og lave kaffen, stå bag disken og komme ud til et hurtigt kram.

 

Det gjorde hun ikke i dag.

Næ, hun stod på efterskolen med min søster og hendes familie og mine forældre.

Efter, hvad jeg kan forstå på min søster, var hun sej, dygtig og modig.. klar til at hoppe ud i efterskolelivet med begge ben.

Jeg savner hende.

 

Meget.

 

Savner at holde om hende og kysse hendes bløde kinder.

Jeg savner hendes nærvær og jeg savner at have indenfor rækkevidde.

Jeg ved dog, at hun har det godt.

At hun sikkert er spændt og måske en smule nervøs.

Jeg ved, at hun følte sig lettere omklamret af mine lange moder-arme, som forsøgte at holde fast i den lille pige, som hun engang var og at min omsorg var lidt for meget af det gode alt for mange dage.

Jeg ved dog også, at hun ved, at jeg mente det så godt, så godt og hun bar over med mig.. for det meste.

Jeg ved, at hun har glædet sig til at komme lidt væk hjemmefra og jeg ved, at jeg lærer at give lidt mere slip.

Meeeen, som jeg dog savner hende.

 

I dag sad Laura der dog

og det er slet, slet ikke så skidt.

Det er dejligt og jeg glæder mig over det.

Glæder mig over, at der stadig er en enkelt unge i reden, som jeg kan overøse min moderkærlighed over, samtidig med, at jeg ihærdigt forsøger at lægge lidt bånd på min omsorg og trang til at passe på.

Prøver og øver mig i, at de er ved at være lidt voksne.

Jan sidder stadig og hele tiden trofast ved min side.

Han er en massiv klippe, som ikke lader sig vælte af lidt tudevorn, forladt hønemoder-jammer. Jeg ved ikke helt, hvad han er lavet af, men han er urokkelig og er ikke sådan lige at blæse omkuld.

Som jeg dog har lænet mig op ad ham mange gange i tidens løb.. og jeg håber, at han føler at han kan læne sig op ad mig også?

I morgen skal jeg som sagt tidligere op. Jeg skal møde kl 8.

Det har været en fantastisk sommerferie med masser af gode oplevelser og endnu mere afslapning og ikke mindst har jeg mødt en håndfuld dejlige mennesker, som med deres gode væremåde har gjort mine dage mindeværdige.