Luksus de la creme-gaver

I torsdags holdt jeg livet kørende med flere håndfulde pamoler og ibumetiner for at slå utrættelig, livsstærk og stædig hovedpine ihjel og om det var det, som gjorde, at min mave i går havde det hårdt eller om hovedpinen bare var slået ned i maven og havde bosat sig for en dag bag navlen, skal jeg ikke kunne sige, men det var godt nok træls.

 

Jeg holdt humøret og mig selv oppe og på benene på arbejdet og resten af dagen, men det ødelagde lidt mit besøg af  Susanne og hendes mand, som jeg kun kender fra nettet, men som jeg har haft kontakt med et par gange.

Hun sendte mig det mest lækre garn håndspunde garn, som jeg strikkede en luksus-halsedisse af, som jeg har været utrolig glad for.

I sommer gjorde jeg hende en lillebitte tjeneste, som ikke engang er værd at skrive om og meningen var, at jeg skulle ned og besøge hende i Sønderjylland i sommer, da jeg var på ferie i Danmark.

Det blev desværre ikke til noget og efter at have mødt hende, kan jeg ærgre mig endnu mere.

Ja, for jeg har mødt hende her i Sisimiut.

Hun er på ferie, hvor hun har været i Kangerlussuaq, fløjet videre hertil og nu er på vej op for at se på isfjelde.

Hun er her sammen med sin mand, men de har godt nok været uheldige med vejret. Det har øs-regnet og byen har vist sig fra sin allerværste og kedeligste side.

Og oveni kunne jeg ikke engang gøre det bare lidt bedre ved at se lidt friskere ud og gøre lidt mere for at gøre besøget hyggeligere.

Det blev til lidt kaffe og købekage fra bageren og de ville da også gerne med ned på Taseralik og høre Laura synge.

 

Jeg kan få helt ondt i maven igen af ærgelse over, at jeg ikke havde mere at tilbyde dem her i byen, når jeg ser den fine gave, som Susanne havde med til mig.

 

Hun havde spundet noget moskusgarn med noget cashmere til det fineste garn og jeg fik hele 98 gram i to fine, fine nøste-opvundet nøgler.

Med garnet fulgte en meget spændende opskrift, som jeg helt sikkert vil strikke, men de fine nøgler skal lige have lov og ligge og se fine ud. Ikke nok med at de er fine at se på, så er garnet så blødt, at det er helt ubeskriveligt.

I gaven lå der også garn med moskus og merino nok til et par håndledsvarmere.

Og.. det bliver ved.. der lå også en fin rundpind, nogle fine maskemarkører,

som Susannes datter havde lavet, et par øreringe,

som datteren også havde lavet og en hel pose te, som jeg næsten ikke nænner at tage hul på.

Det dufter helt vildt godt.

 

Mine små hår på armene, rejste sig af ren og skær forlegenhed over alle de fine gaver og indeni siger jeg stadig tak, tak og atter tak.

Det er luksus over alle grænser og jeg føler faktisk ikke, jeg har fortjent så fine gaver.

 

På grønlandsk har vi et ord; utoqqatsinaq, som jeg ikke helt kan oversætte..

(ordbogen siger:utoqqatsivoq o giver en undskyldning, undskylder, beklager, undslår sig (af beskedenhed)men jeg synes ikke, at det helt dækker min følelse)

Susanne ved ikke, at jeg fotograferede hende, da hun stod med ryggen til mig nede på Taseralik, men jeg synes lige, at du skal se een af hendes,-ja, for hun har flere, cardigan strikket i moskusuld, som er blandet lidt med noget, næsten almindelig uld, som jeg selvfølgelig ikke lige kan huske, hvad hedder.

Et er at hun kan spinde så fint, så fint, men strikke af garnet kan hun altså også! Og give gave, så man rødmer.