Lækker søndag, som desværre fik en ende

Jo tak, jeg har haft en forrygende dejlig weekend.

Jeg sov så længe i går, at der var overhængende fare for, at jeg fik liggesår.

Af vane vågnede jeg lidt i 7, tjekkede min mail, tjekkede“findmedspotten”, som er en gps-enhed, som Johannes har om armen. Han var nemlig på rensdyr-jagt sammen med Jan.

Spotten sender næsten hele tiden og så kan vi på et kort på internettet se, hvor han (og Jan) er.

Kortet er ret detaljeret og udfra, hvor længe, de står stille, kan jeg næsten regne ud om de  har skudt rensdyr og se, hvornår de går hjem mod lejren igen. Jeg kan også se, hvis altså spotten er tændt, hvornår de sejler hjem og kan derfor sætte kaffen/maden over.

Dét er altså bare så smart og skulle det ulykkelige ske, at de blev væk, kan vi se, hvornår gps-en sidst har sendt og lokalisere dem. Der sidder også en SOS-knap på, som sender til en given mobiltelefon via en sms og en alarmcentral.

Det skal tilføjes, at de også har en gps med sig, som tegner deres rute op, så de kan følge deres eget spor tilbage. Johannes er politimand og han er meget påpasselig med at sikre sig og det skal du ikke høre mig klage over overhovedet.

Jeg vil købe en gps-spot til Jan også, men lige nu har de dem ikke i butikken, så det bliver nok over internettet, hvis ellers jeg kan finde et sted, som vil sende herop til Grønland.

Nå, men jeg faldt altså i søvn igen og sov lige til kl lidt i 11

De kom hjem i går eftermiddags med to rensdyr.

Det er dejligt at vide at fryseren nu indeholder kød til vinteren.

Kød fra et dyr, som er født i naturen, levet i naturen og som er nedlagt i naturen.

Et dyr, som har levet godt og frit.

Det er båret på ryggen over mange, mange, mange kilometer i uvejsomt terræn, så der bliver sat ekstra pris på kødet, når det skal spises.

 

I formiddags kørte vi ud i lufthavnen for at give Lena og Johannes et kram.

 

Et lille farvel-kram.

De er på vej til Estland / Tallin, hvor Johannes skal deltage i verdensmesterskaberne i Taekwondo for veteraner og Lena sidder i Grønlands Taekwon-do forbunds bestyrelse, så hun skal også med.

 

Vi kunne godt have sparet os at køre i lufthavnen for de kom slet ikke afsted og kommer først afsted i morgen. Sådan er det at være rejsende i Grønland; hvis vejret eller teknikken driller, kan man ikke gøre så meget, men træls er det, hvis man skal videre til en anden destination og tiden er snert.

 

Vi kom dog afsted.

Vejret var ikke særligt spændende her i byen, hvor skyerne var tunge og grå.

Det småregnede og trist, men da vi rundede hjørnet ind til fjorden, var der en stribe af sol med varme i. Det varmede helt ind i marven og det føltes som om sjælen fik et langt kindkys af de kærlige.

 

Jaja.. jeg ser lidt sur ud, men det er jeg bestemt ikke.

Måske lidt overrasket over, at blive fotograferet?

Der var så mange sortebær og der gik mere end 1 time inden jeg nåede helt op til hytten.

Jeg plukkede bær hele vejen op og da jeg nåede op til døren, havde Jan sat frokost frem til mig.

 

Som jeg dog elsker at komme ind i hytten.

Det er så hyggeligt.

Yndlingspladsen er og bliver sengen foran vinduet:

Vi har helt med vilje og meget bevidst, bygget sengen så højt, at vi kan ligge i sengen og kigge ud af vinduet, holde øje med vind og vand, ind og udgående trafik, som der forøvrigt ikke er meget af og tage en blund, hvis det bliver for anstrengende, at se tidevandet skifte.

Yndlingspladsen ved spisebordet er helt klart ved vinduet til venstre, for så kan man se ud på fjorden, men om aftenen/ved aftensmads-tid, står solen lige ind og prikker i øjnene.

Det har Lena gjort noget ved, for hun har syet et par gardiner til vinduet, der vender mod vest / nordvest og nu kan vi skærme af.

Vi havde gardierne med op i dag og gardinstangen havde vi skam også husket, hvorimod hægterne til gardinerne lå så fint herhjemme. Jeg fandt et par sikkerhedsnåle, som kom imidlertidigt i, så jeg kunne fortælle Lena, at længden passer perfekt.

Se selv!

Efter den langsomme, hyggelige frokost, tog jeg endnu en pose i lommen og gik ud for at plukke lidt flere sortebær.

 

Der er mange i år og de er store, så der gik ikke så lang tid inden posen var fyldt.

Jan tog ned for at kigge lidt på ankrene,

som nu lå frit i det ekstra lave lavvand

og kom så op og underholdt mig, mens jeg plukkede / spiste sortebær.

S O M jeg dog blev fotograferet og jeg kan næsten ikke tillade mig at klage over det med alle de billeder, som jeg render rundt og tager af ham.

Sådan ser jeg så ud en søndag eftermiddag uden mascara på og med ro i sjælen.

Jeg fik sådan omtrent 5 kg sortebær, en masse sol og masser af tiltrængt stilhed.

Lige inden vi pakkede sammen igen, tog jeg ud og plukkede kvaner.

Det er mest almindeligt at plukke kvaner om foråret, men faktisk synes jeg at kvanerne dufter af meget mere, smager af endnu mere og er mere aromatiske på denne årstid, så der er plukket rigeligt, som er blevet eddike-syltet med masser af sukker og vanilie til vinterens stege og bøffer.

Kvanbladene er tørret og nulret til senere brug som krydderier til især fisk.

 

Jeg savner allerede at sidde op ad stenen og nyde livet i langsomt tempo med denne udsigt og ugen, der starter i morgen synes uendelig.

Hele 5 dage inden jeg kan komme afsted igen.

Jeg er afhængig og jeg vil intet gøre for at komme ud af mit “misbrug”.

Det er skønt at sidde derude foran hytten og nyde luften, havets lyde, elvens brusen, fjeldets dufte og naturens egen lydkulisse.

Nogle af sortebærrene er kogt om til sød, klistret og tyk sortebær-sirup, som jeg forestiller mig, vil være god til hjemmelavet vanilie-flødeparfait rullet ind i en tynd pandekage og de syltede kvaner, skal som sagt være i ledtog med noget af det rensdyr-kød, som Jan har bragt til huse.