Sisimiut d.4.august 2012
Kære du store verden.
Pas godt på min lille pige.
Jeg sendte hende ud til dig i går formiddags med fly herfra.
Jeg har sluppet en lille smule.. meget mere end jeg var parat til.. og nej, jeg var slet, slet ikke parat, men spørgsmålet er om jeg nogensinde ville være blevet det.
Min Sara-pige var parat, sagde hun og så måtte jeg slippe mine høne-vingers stramme favntag om hende og lade hende afprøve egne vinger.
Kære du store verden; Tag godt imod min yngste-pige og vis dig fra den allerbedste side. Jeg ved at du har så mange gode og dejlige sider, men jeg ved desværre også, at du, når man mindst venter det, kan vende den anden og mere kedelige side til og den side, vil jeg så gerne skåne min Sara for..
Hun er det dyrebareste jeg har og jeg ønsker hende det allerbedste.. kun det bedste.
Lad hendes første møde med dig blive en god oplevelse og lad hende få tillid til og tro på dig, så hun ikke bliver skuffet.
Min Trunte-Sara fortjener, at opleve dig fra de lyse, lette sider, for hun har glædet sig så voldsomt til at møde dig og jeg ønsker ikke, at hun bliver skuffet.
Jeg ved, at du har dine gode, dejlige sider og jeg ønsker så inderligt for min nuunu, at hendes møde med dig bliver let og fornøjelig.
Hun har glædet sig i meget lang tid til at sprede sine vinger ud og lette og reden hun har siddet i, har længe været for trang efter hendes smag.
Kære du store verden.
Du skal ikke lade dig snyde af min Trunte-tøs. Hun kan virke lidt kølig og reserveret, lidt barsk og lidt hård på overfladen, men indeni er hun noget af det mest følsomme og bløde. Hun har et ualmindeligt kærligt og følsomt væsen, så du må gerne tage en lille smule hensyn til hende, hvis du spørger mig.
Jeg har sendt min yngste ud til dig, men min lille rede står til enhver tid parat, hvis hendes møde med dig bliver for stor en mundfuld.
Min tiltro til dig, du kære store verden, er dog stor og jeg ved, at behandler man dig pænt, får man det næsten som man ønsker det.
Jeg har gjort mit bedste for at opdrage mine børn til at møde dig med åbent sind og behandle dig, som de selv ønsker at blive behandlet.
Kære du store verden. Jeg har sendt mit yngste barn ud til dig og et par forræderiske tårer røbede min indre sindstilstand, selvom jeg virkelig forsøgte at holde igen. De tårer handlede ikke så meget om dig, men måske mest om, at jeg ikke fik helt nok af alle de dejlige kram og ubetingede kærlighed, som min Sara har givet mig de sidste 15 år.
Indeni græder jeg voldsomt, for selvom det kun er et h alvt år jeg skal undvære Sara i første omgang (hun kommer højst sandsynligt hjem på juleferie) handler det ikke kun om, at hun er rejst på efterskole.
Det handler om, for mit vedkommende at give slip og lade hende flyve.
Jeg er nervøs, bekymret og spændt og det er højst sandsynligt ganske uden grund.
Trunte-Sara glædede sig til at slippe væk fra min alt for favnende og beskyttende vinger og ud i verden for at opleve på egen hånd og sådan skal det jo også være, men det var godt nok svært at slippe favntaget og lade flyve.
Min søster i Ålborg, greb hende og sender hende videre ud i dig du kære store verden i morgen og jeg ville ønske, at jeg kunne være en flue på væggen, når Sara har første skoledag på den efterskole, hvor hun bo og være indtil juni næste år.
Jeg ville ønske, at jeg kunne holde hende i hånden, give hende et kram og kysse hendes pande og trykke hende ind til mig, når den nye verden bliver for overvældende og når hun trænger.
Det kan jeg ikke.
Jeg kan sidde parat med mit Skype-kamera, hvis hun får brug for mig og så kan jeg glæde mig over, at Laura nu igen kan høres i hele huset, når hun øver på sin guitar, sit el-klaver eller sin cahon.
Jeg kan glæde mig over, at der lyder sang fra brusebadet og at der stadig er een tilbage af ungerne at udøse sin moder-kærlighed over.
Man kan vist ikke få det hele, kære store verden, men vil du ikke nok være sød mod min Sara, når jeg ikke lige er i nærheden til at værne og beskytte hende mod de spidse torne, som findes på vejen ud i dig, du kære store verden?
Jeg er sikker på, kære store verden, at du vil få masser af glæde og fornøjelse af mit Sara-barn, for hun kan være så sjov og underholdende, kærlig og omfavnende, så jeg håber jo, at hun får lige så meget glæde af dig, som du af hende.
Kærlig hilsen Saras mor
Jeg så hende i Friis indkøbscenteret, og hun så ud til at hygge sig ;-)
SvarSletVi skal nok tage os af aanaas lille nuunu den første tid, og vi skal nok være sammen med hende i morgen, når hun skal indlogeres på sin efterskole, og vi skal nok give hende alt de kram og knus hun behøver, og vi skal nok......
SvarSletKH mor
Hun har det indtil videre meget godt og labber den store verden i sig. Hun har bedsteveninden Kuuta indenfor rækkevidde og i bedste tøsestil skal de sove sammen her hos os. Hun er kæmpemodig og virker MEGET klar til sin første skoledag i morgen med den bedste "verden-kom-bare-an" attitude. Jeg har bildt hende ind, at jeg nu har fuldmagt til at bestemme over hende og irettesætte hende, hvis det skulle blive nødvendigt :)
SvarSletPyh - det er altså ikke nemt at sende dem ud. Varme tanker til hendes mor fra
SvarSletMette - med 1 barn i Chile, 1 i Sydtyskland og 1 herhjemme lidt endnu!