gode dage og GODE dage

Der er gode dage og så er der GODE dage.

 

I går var een af de allergodeste dage.

 

Jan og jeg stod ekstra tidligt op, taget i betragtning af at det var søndag, drak en hurtig kop pulverkaffe til morgenmaden og så kunne man ellers kun se en støvsky af hurtige gummistøvler, der hastede ned til havnen, hvor jollen blev startet op.

Vandet var fuldstændigt stille, blankt og havde vi ikke kunnet se land, havde vi ikke villet tro på, at vi rent faktisk bevægede os fremad.

Der var os, havet og den stille morgen.

 

Mere stille end stille.

 

Kun Jan og jeg var tilsyneladende vågne.

 

Naturen blundede for en stille stund og lod os nyde sig i den fredfyldte ro.

Ikke en måge til at bryde roen og både Jan og jeg formastede os heller ikke til at ødelægge idyllen med ligegyldig snak.

Faktisk blev der slet ikke sagt noget, for vi kender hinanden så godt, at vi næsten kan nøjes med at kigge på hinanden, for at vide, hvad hinanden tænker.. bilder jeg mig ind.

 

Vi var hurtigt fremme og ikke engang myggene var stået op endnu, så vi gik stille op i hytten og hængte en opslagstavle op, inden vi besluttede os for, at ville gøre den sovende natur selskab.

 

Vi lagde os og som det går, hver gang jeg lægger mig i futon-sengen i hytten, faldt jeg i en dødlignende søvn, som desværre ikke harmonerede med mine fredfyldte omgivelser.

 

Mine drømme bærer vist præg af, at mit indre ikke er helt i harmoni med nogen som helst ting.

I går drømte jeg, at nogen havde skåret min højre arm af, næsten helt oppe ved skulderen.

Jeg havde selv samlet armen op og forsøgt at sætte den på, men den blev ved med at falde af og jeg søgte desperat efter en læge, som kunne sy den på. Snittet var helt rent og fint, blødte ikke og det eneste problem var, at den ikke ville sidde fast til stumpen.

Det var dybt frustrerende.

Jeg tænkte, da Sara rejste, at det føltes som at få skåret en af sine lemmer af og tanken har åbenbart været lidt dybere end som så.

Hun har det så godt og er tilsyneladende faldet til på sin efterskole, så jeg burde være glad og fro, men der går nok et par uger eller 100 inden jeg vænner mig til, at hun ikke er lige omkring til at blive krammet.

 

I nat drømte jeg, at bugten hernede, var blevet næsten tørlagt og i strandkanten fandt jeg et kvinde-lig.

Jeg red vistnok på en hest, men måske kørte jeg bil, da jeg kom forbi og fandt det makabre fund.

En strandvasker, som havde ligget alt for længe uden at blive fundet.

Det lå på maven og håret var spredt ud om hovedet som en glorie og da jeg gik op på sygehuset for at fortælle om strandvaskeren, fik jeg at vide, at een af mine gamle veninder, som er en ældre kvinde, var døende og at de derfor ikke havde tid til at tage sig af een som allerede var død.

Og hvordan en rød filtkurv kom ind i billedet og som jeg anstrengte mig for at fortælle een eller anden, ikke måtte bruges til vådt affald, ved jeg ikke rigtig, men kurven var meget fin, med udskårne mønstre, firkantet og smallere forneden end foroven og nogen var ved at smide hospitalsaffald i den til min store ærgelse.

 

Hvis du har adressen til det sted, hvor man bestiller sine drømme, vil jeg meget gerne have den, for der er altså lige et par stykker, som jeg gerne vil have sendt retur og byttet med noget bedre.

 

Mine drømme fylder stadig alt for meget i mit vågne liv og nogen af dem, kan jeg godt se en mening med, mens andre bare fylder og gør krav på alt for meget plads.

Plads, som jeg gerne ville have brugt til noget andet.

Men jeg bilder mig ind, tror på, at drømmene har een eller anden funktion og så må jeg jo leve med at mine drømme, når jeg sover er så livagtige, fyldige og insisterende, som de nu engang er.

Nogen mennesker påstår, at de ikke kan huske deres drømme, når de vågner og måske har jeg bare vænnet mig til at huske dem i så mange detaljer, som jeg gør?

 

Foreksempel tog det mig lidt tid, da jeg vågnede i hytten, at komme tilbage til virkeligheden, som var lige så utroligt smuk, som da jeg faldt i søvn.

Der var næsten unaturligt stille.

Jan havde kogt vand til mig og sat mad frem på bordet og vi spiste og nød livet i langsomme, nydende drag.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne tilbringe en hel uge i hytten og gerne i eget, ensomme selskab, men det kan desværre ikke blive lige foreløbig, når arbejde og hverdag skal passes.

Der var stadig et par kvaner, der kunne plukkes og sortebær var der masser af.

 

Der var faktisk to små hjerteformede bær, som jeg straks overrakte Jan, som han så fotograferede.

Der var lys nok i hytten og glæder mig til at kunne tænde de to batteri-drevne lamper, som vi købte i Bilka i sommer.

Jeg glæder mig til at overnatte i hytten, når der bliver mørkt.

Jeg kan måske endda blive lidt ærgerlig over, at jeg kun købte de to, men vi har jo masser af stearinlys, som både giver lys og hygge.

Jan lå og nød livet på yndlingssengen ved vinduet (der er kun den ene seng ved vinduet), mens jeg tøffede rundt udenfor

så da klokken nærmede sig den tid, hvor vi desværre skulle tage tilbage, tog han opvasken og vi pakkede sammen.

Vejret var næsten lige så fint, som om morgenen

og mens vi sejlede i fuld fart, tog jeg et par billeder, som er sat sammen til dette panorama.

De kloge siger, at man skal bruge stativ og hvad har vi, men hvis du klikker på billedet, kan du få en fornemmelse af byen udefra, selvom det er lidt rystet, mens vi sejlede ca 24 knob.

 

I morges fik vi forklaringen på det ekseptionelle gode vejr i går: Vinden er slået om og vejret er vågnet op med dårligt humør og morgenhår.

De to ovenstående billeder er taget med coolpixen, som jeg har fået liv i og som jeg havde med i lommen i morges.

Jeg troede, at jeg havde masser af tid, da jeg tog billederne foran skolen, indtil jeg pludseligt hørte skoleklokken ringe.. nøj, hvor jeg kunne skynde mig..Hverdagen er insisterende og gør krav på min opmærksomhed.

Hav en god tirsdag og husk at mærke det gode i hverdagen.