Uslippelige dage

I lørdags da vinden lagde sig og gik til ro, tankede Jan og jeg jollen og efter at have inviteret Lena og Johannes til hval-bøffer til aftensmad i hytten, drog vi afsted.

På vej ud af havnen kan man se gravemaskinen, næsten i døgndrift, arbejde på udvidelsen.

og jeg kunne have brugt lang tid på bare at kigge på dens evige flytten rundt på havbund uden dog at fatte helt, hvad formålet er, men sådan er der så meget.

Hvad jeg dog fatter, er at hygge i hytten.

Der blev stegt bøffer i massevis

og sovsen til hvalkødet blev, hvis man ser bort fra et par enkelte klumper, god, hvis jeg selv må sige det.

Lena og Johannes skulle sejle hjem igen om aftenen, hvor vi havde planlagt, at ville tage en enkelt overnatning.

 

Jeg nød stilheden og at vi efter opvasken, ikke skulle andet end at slappe af helt ned i tæerne.

Jeg havde medbragt mit forsømte strikketøj, men inden jeg greb min strikkepind, skulle vi lige rundt og kigge os lidt omkring.

 

Sortebærene blev studeret, fotograferet og spist.

 

De skal lige vokse sig lidt større inden de plukkes i massevis og gemmes i fryseren.

 

Der var også et par enkelte håndfulde blåbær, som skulle test-smages, men de skal også have lov at sidde lidt og vokse sig helt modne, store og rigtig søde.

Vi nød stilheden, roen og den selvvalgte to-somhed og jeg gik rundt og macro-fotograferede, næsten som jeg plejer

En han-kvan:

 

En fin, blå klokkeblomst:

 

En topspirende pileurt:

 

En grønlandsk post:

 

Og efter at have beundret den fine, lette tåge, som bølgede frem og tilbage mellem kløfterne og de lave bakker

gik vi endelig ind for at nyde stilheden indendør og fik jeg husets eneste øl.

 

Det er hverken hver eller hveranden dag, at jeg drikker noget indeholdende alkohol, men denne smagte så godt, at jeg næsten drak hele flasken.

 

Jan måtte dog træde til og drikke den sidste 1/3 for at vi kunne få den tomme flaske med os ind til byen.

Jeg hørte ham ikke klage over det.

 

Selvom temperaturen er faldet til noget, vi kan holde ud heroppe, er der ikke behov for at tænde op for ovnen

men midnatssolen holder ikke helt gejsten oppe mere og der er en lillebitte smule mørkt om natten og det gav os anledning til at tænde olielampen, som vi havde med op til hytten i maj.

Næste dag, altså i går, formiddag ville vi sejle hjem, men vores udhal var snoet noget så forfærdeligt ind i tang og i sig selv, at Jan måtte smide bukserne og ud i fjorden for at hente jollen den sidste meter ind til land.

 

Han påstår, at vandet ikke var koldt og planlægger sågar at medbringe sine badebukser til næste gang vi skal i hytten.

Jeg bliver på land og fotograferer højst sandsynligt (og jeg kan forøvrigt heller ikke svømme)

 

Jeg syntes nu, at det så koldt ud, da han stod med bare ben og fødder og skulle have tøjet på igen.

 

Denne uge får vi lidt småtravlt, for foruden at have gæster, skal vi også have sendt Sara afsted på efterskole på fredag.

Og nej! jeg glæder mig overhovedet ikke til at sige farvel til Sara.

 

Slet, slet, slet ikke.

Jeg drømmer allerede onde, kedelige drømme og synes ikke, det er mere end et par dage siden hun kom til verden og at hun derfor er alt ung til at flyve fra reden.

Alt, alt, alt for ung til at forlade hjemmet og i særdeleshed mig/sin mor.

 

I næste uge er min ferie slut, men jeg regner så sandelig med, at de mange, mange kommende weekender skal byde på denne udsigt:

og jeg glæder mig allerede.