Søndag i trygge arme

Dagen startede jo i nat.. sådan-agtigt, for jeg sad oppe og ventede på, at Jan skulle komme kørende med sin kuffert og sine trygge arme.

Han kom hurtigt og det tror pokker, når leje-bilen er så lækker at køre i.

Det er noget ganske andet end Hilux-en derhjemme, men Hiluxen ville jeg nu ikke bytte ud med andet i Sisimiut.

Den er ikke firhjuls-trukket, altså leje-Nissanen og jeg tror ikke, at vi kommer til at mangle på de danske landeveje.

 

Nu har jeg næsten hele min familie omkring mig igen og mangler vel igrunden kun, at Simon også var her.

Han holder hjulene i gang i Kangerlussuaq, for det er der nogen, som skal.

 

I dag har vi ikke foretaget os meget.

Vi har hentet lidt brød og varmrøget laks og Jan, den snu rad, har haft mit kørekort med da han lejede bilen, så nu kan jeg kalde mig selv for co-driver.

Det der med at sidde bag rattet og føre mig selv eller andre frem, har aldrig rigtig sagt mig noget.

Jeg kan køre bil og gør det, hvis jeg skal.

Jan kører så udemærket og har intet imod det, så det har altid været ham, som førte os frem i verden.

Nu ville han dog gerne have muligheden for, at være passager og den fornøjelse skal jeg da gerne give ham og gjorde det så rigeligt i dag.. ud og ind ad små landeveje med en bil så bred som en ladeport. Han skal nok få lov at sidde til højre for rattet nogle gange, men du hører mig ikke plage om det.

Jeg sidder så fint ved hans højre side med mit strikketøj, rækker ham kaffen, skruer op og ned for radio og musik, kommenterer, hvad kommenteres skal og tier, hvor jeg kan.

Ej heller har det sagt mig en hylende prut, når andre skulle kloge i veje, genveje og omveje, for at vise, hvor stedkendte de var.

 

Om det tager 10 minutter længere tid eller ej, kan ikke bringe hverken mit sind eller pis i kog.

Nogen har travlt med at høre, hvilke veje vi har kørt og hvor lang tid vi har været om at nå fra det ene punkt til det andet, men hovedsagen er vel, at vi er nået frem i god behold og har haft en god køretur?

Værst kan det være, når vi så oveni skal belæres og belemres om, hvilke veje vi skal køre tilbage eller til næste destination.

Men vi nyder faktisk, når vi en sjælden gang kommer på afveje og ser noget uplanlagt..ikke alting handler om at kende vejen fra punkt A til punkt B.

Ikke alting handler om at vise, at man ikke har haft andet at gå op i, end at sidde og læse vejskilte på sin vej frem til en given destination.

I Danmark er alting skiltet så fint og omhyggeligt af, at man nok skal nå frem, enten før eller siden.

Keep calm and cool down-agtigt-noget har jeg lyst til at skrige i et langtrukkent hyl, når folk begynder på deres:” du skal bare køre ad den og den vej og hørnulige,hvordygtigjegertilatfinderundt..” nååeh, øh blev jeg upopulær lige nu??

 

 

Så er det vist sagt rigeligt om bilen.

De fleste biler her i Danmark er vist sorte eller mørkegrå, men indimellem ser man nogle andre farver.

Det er da festligt.

 

 

Juli måned rummer en fotografisk udfordring, der vist mere bliver en forhindring, i at deltage i legen.

Jeg skal fotografere folk (helst ukendte) på gaden.

Der var nogle ældre herrer på havnen i dag,

som ville have gjort sig godt på et billede, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå hen og spørge om lov.

Måske det bare handler om at kaste sig ud i det og ikke være bange for et nej???

 

Nu var der så ikke så mange folk på gaden hjem, så jeg behøvede ikke at bekymre mig mere om den sag udover, at jeg så ikke fik skudt mig selv igang med juli måneds udfordring.

Og hvor vi kørte en ganske kort tur ud i det blå i dag, var der heller ingen levende mennesker at fotografere

 

Huset genlyder af sang og musik og jeg nyder det i fulde drag.

Jeg nyder, at have Lauras stemme og musikalske udfoldelser som lydkulisse til mine hverdage.

Og jeg nyder at se mine to piger sammen.. der er intet som søskendekærlighed, når den er allerbedst.

 

Til aften fik vi karbonader, som farfar tilberedte, nye kartofler uden lange spirer, nye, små orange gulerødder, nye broccoli uden mugpletter og nye blomkål, der var hvide hele vejen rundt.

Der bliver spist alt, alt for meget.

Det går helt galt, når der bliver serveret nye, danske jordbær med lækker vanilie-is til. Helt og aldeles galt, faktisk.

Prøv forresten lige at se det fine mønster på bagsiden af is-låget:

og hvis man er til symmetri, ser isen i bøtten heller ikke så ringe ud

 

Det er altså også en nydelse, at kunne gå tre skridt ud i haven og klippe en blomst af at kunne sætte i vasen på bordet.

Og jeg nyder stadig de overdådige blomster, som står i krukker og bede.

 

På vores køretur ud i det blå i dag, fik vi øje på et svanepar med unger.

Svaner er altså smukke fugle i mine øjne

Og så spørger den dumme halvgrønlænder (mig) ud i luften: har man aldrig spist svaner eller er de kun til “pynt”.

Er de fredede og det er derfor man ikke spiser dem?

Jeg har en lidt anderledes tilgang til dyr og er derfor altid nysgerrig efter at vide, om de dyr som er mon er brugs-dyr eller om man mon spiser dem… var det et dumt spørgsmål?

 

Nu er dagen så næsten forbi.

Jan sidder med sin far og ser fodbold og jeg har en halv strømpe, jeg kan strikke lidt på, mens mændene i fjernsynet sparker lidt bold.

Hav en god søndag aften.