Uslippelige dage

I lørdags da vinden lagde sig og gik til ro, tankede Jan og jeg jollen og efter at have inviteret Lena og Johannes til hval-bøffer til aftensmad i hytten, drog vi afsted.

På vej ud af havnen kan man se gravemaskinen, næsten i døgndrift, arbejde på udvidelsen.

og jeg kunne have brugt lang tid på bare at kigge på dens evige flytten rundt på havbund uden dog at fatte helt, hvad formålet er, men sådan er der så meget.

Hvad jeg dog fatter, er at hygge i hytten.

Der blev stegt bøffer i massevis

og sovsen til hvalkødet blev, hvis man ser bort fra et par enkelte klumper, god, hvis jeg selv må sige det.

Lena og Johannes skulle sejle hjem igen om aftenen, hvor vi havde planlagt, at ville tage en enkelt overnatning.

 

Jeg nød stilheden og at vi efter opvasken, ikke skulle andet end at slappe af helt ned i tæerne.

Jeg havde medbragt mit forsømte strikketøj, men inden jeg greb min strikkepind, skulle vi lige rundt og kigge os lidt omkring.

 

Sortebærene blev studeret, fotograferet og spist.

 

De skal lige vokse sig lidt større inden de plukkes i massevis og gemmes i fryseren.

 

Der var også et par enkelte håndfulde blåbær, som skulle test-smages, men de skal også have lov at sidde lidt og vokse sig helt modne, store og rigtig søde.

Vi nød stilheden, roen og den selvvalgte to-somhed og jeg gik rundt og macro-fotograferede, næsten som jeg plejer

En han-kvan:

 

En fin, blå klokkeblomst:

 

En topspirende pileurt:

 

En grønlandsk post:

 

Og efter at have beundret den fine, lette tåge, som bølgede frem og tilbage mellem kløfterne og de lave bakker

gik vi endelig ind for at nyde stilheden indendør og fik jeg husets eneste øl.

 

Det er hverken hver eller hveranden dag, at jeg drikker noget indeholdende alkohol, men denne smagte så godt, at jeg næsten drak hele flasken.

 

Jan måtte dog træde til og drikke den sidste 1/3 for at vi kunne få den tomme flaske med os ind til byen.

Jeg hørte ham ikke klage over det.

 

Selvom temperaturen er faldet til noget, vi kan holde ud heroppe, er der ikke behov for at tænde op for ovnen

men midnatssolen holder ikke helt gejsten oppe mere og der er en lillebitte smule mørkt om natten og det gav os anledning til at tænde olielampen, som vi havde med op til hytten i maj.

Næste dag, altså i går, formiddag ville vi sejle hjem, men vores udhal var snoet noget så forfærdeligt ind i tang og i sig selv, at Jan måtte smide bukserne og ud i fjorden for at hente jollen den sidste meter ind til land.

 

Han påstår, at vandet ikke var koldt og planlægger sågar at medbringe sine badebukser til næste gang vi skal i hytten.

Jeg bliver på land og fotograferer højst sandsynligt (og jeg kan forøvrigt heller ikke svømme)

 

Jeg syntes nu, at det så koldt ud, da han stod med bare ben og fødder og skulle have tøjet på igen.

 

Denne uge får vi lidt småtravlt, for foruden at have gæster, skal vi også have sendt Sara afsted på efterskole på fredag.

Og nej! jeg glæder mig overhovedet ikke til at sige farvel til Sara.

 

Slet, slet, slet ikke.

Jeg drømmer allerede onde, kedelige drømme og synes ikke, det er mere end et par dage siden hun kom til verden og at hun derfor er alt ung til at flyve fra reden.

Alt, alt, alt for ung til at forlade hjemmet og i særdeleshed mig/sin mor.

 

I næste uge er min ferie slut, men jeg regner så sandelig med, at de mange, mange kommende weekender skal byde på denne udsigt:

og jeg glæder mig allerede.

Blænde-leg og borgmester-bryllup

Jeg har leget blænde-leg i dag, det har nemlig været gråt i gråt med masser af regn i perioder og vindstille/masser af blæst.

 

Når det ikke regnede for meget og når vinden holdt vejret og holdt inde, var lyset perfekt til at lege med macroen.

 

Jeg elsker at lege med mit macro-objektiv, men det har du  nok fundet ud af for længe siden og selvom nogen i husstanden synes, at det er tøset at fotografere så mange blomster, som jeg nu engang gør,  lader jeg mig ikke gå på af det og fortsætter.

 

Det er måske ikke så forfærdeligt udfordrende eller kreativt, men jeg synes stadig, det er en forunderlig verden at krybe ind i, når man kommer tæt nok på og kan se hvert eneste lille blad, dråbe, støvfanger og hvad har vi.

 

Min blænde-leg i dag gik ud på at fotografere den samme blomst/plante fra nogenlunde samme vinkel (det var håndholdt, så det blev kun nogenlunde) og ændre blænden for at se forskellen:

Den til venstre er med f4 og den til højre er f11

Og okay, der er mange blændetrin imellem, men overdrivelse fremmer som sagt forståelsen.

 

Det øverste billede af den røde rosenrod er også f4

mens den rosenrod fra næsten samme vinkel (og naturligvis iso) nederste er f11

 

Vinkler du objektivet en anelse og kikker ind i rosenrodens blomster, ser de således ud:

Det er da finurligt!

 

Disse gule blomster er fuglefrø, som har misforstået et eller andet.. der er kommet små gule blomster i stedet for fugle, men om det er frøene eller fuglene man skal klandre kan jeg ikke rigtig finde ud af:

 

 

Den anden gule har ikke gemt sig under dække af at være fuglefrø, men er een herboende skønhed.

 

 

Dråber er også altid sjove at forsøge at fange og nogengange lykkedes det da også næsten:

 

Foruden at lege lidt med macroobjektivet har jeg været til (glo-)bryllup på kommunens rådhus, hvor Jans tvillingebror blev gift hos borgmesteren.

Farfar havde hentet brudebuketten i Centrum-kiosken, som havde bundet buketten, udelukkende af grønlandske planter/blomster:

og mens regnen har vandet den tørre jord, givet blomsterne vand og næring og forhåbentlig givet sortebærrene mod til at vokse sig større og sødere, har jeg kikket lidt i mine billeder og ærgret mig lidt over, at jeg slet, slet ikke får fotograferet nok til hverdag (og fest).

Jeg må tage mig lidt sammen igen og få knipset lidt flere billeder og foreviget lidt mere af livet.

Nu vil jeg dog hellige mig mine strikkepinde og min sofa lidt opmærksomhed, mens Jan småsover foran OL-åbningsceremonien i fjernsynet og der nede fra Lauras værelse vælter dejlig musik ud (musik skabt af Laura og Sara).

Kan du have en god fredag aften derude og pas godt på dig selv.

Hjemmefra/redefraflyvning

I forgårs lå de alle fire klemt godt og grundigt trykket ned i den meget trange rede og lignede nogen, som godt kunne trænge til noget større at bo i. Det gjorde de også i går, men i formiddags, mens vi stod og så på dem, hoppede de modigt ud af reden een efter een og fløj ud i den store verden, der dog begrænsede sig til højst en meter fra huset.

De sad på gelænderet og trykkede sig lidt ned og kikkede forskrækket ud og man kunne gå helt hen til dem, røre ved dem eller fotografere dem på klods hold.