Så oprandt den store dag, hvor Laura skulle hentes hjem igen og ganske rigtigt, som flere af jer skrev, blev der grædt, krammet og holdt om i mængder, som der ikke er set så mange gange før.
Hold da helt fast.
Bare for at få tiden til at gå og for at opleve lidt, tog Sara og jeg bussen til Ålborg i går.
Jeg troede at min søster arbejdede, men det gjorde hun faktisk ikke.
(Der er mange link, men prøv at følge nogle af dem. Der er smukke billeder)
Min pakke, den lillebittebitte gave, som jeg ville have givet hende i onsdags, kom i torsdags, så den kom med i tasken, hvis nu vi kunne ses, der var tid og lyst.
Gaven til min søster, synes jeg selv, var godt fundet på, selvom den ikke syner af noget som helst, men tanken om, at min søster har en stump 20 karat guld hængende om halsen, som er resterne fra Dronningens flotte, smukke og helt unikke diadem, synes jeg er god. (giv dig lidt tid til at se det smukke diadem.. du fortryder ikke)
Det er også meget godt at vide, at jeg ved at have købt det unikke smykke til min søster har været med til at støtte Foreningen Grønlandske Børn.
Kender du nogen, som i den grad fortjener det samme som en dronning, har du også mulighed for at købe et lillebitte smykke som glæder mere end een person? Du kan købe det i Foreningens webshob og det er ganske ligetil.
Men tilbage til busturen. (sidste kvadrat i s/h)
Vi kørte ind i Ålborgs busterminal og gik så op ad gågaden.
Vi gik ikke særligt langt før vi stødte på en foto-forretning.
Sara har kun et objektiv og det er lidt lidt, når hun efter sommerferien ikke kan låne af mig, som hun lyster, så inden jeg havde tænkt mig ordentligt om, havde jeg i al min godhed købt et nyt objektiv til hende. (Det kostede ikke som i linket 3400,- men 2999,-)
Umiddelbart ser det ud til at være et godt objektiv og jeg kan vel godt tillade mig at forlange at hun næste skoleår, mens hun går på efterskole tager billeder hver dag så jeg kan følge med?? Eller??
Lige overfor fotobutikken ligger en garnforretning og så var det bare om at skrå over vejen og ind i slaraffenland. Pokkers, at jeg ikke kan medtage flere ton i flyveren hjem!
Jeg måtte nøjes med et par nye erstatningspinde til mit knitpro begyndersæt, hvor pindene knækkede, metaldelen løsnede sig og hvad der ellers kunne gå i stykker, gik i stykker på under 3 måneder. Ikke desto mindre ville jeg have nogle nye, for de har nogle spidser, der passer så udemærket til mig.
Der røg også to nøgler strømpegarn i kurven og det var så beskedent, at det næsten var latterligt.
Til gengæld kunne jeg svinge dankortet igen i Intersport for et par nye løbesko til yngstepigen og i Friis fandt jeg en lillebitte håndbagage-kuffert i en heftig mørke-pink farve, sat vildt og voldsomt ned til 279,- kr.
Vi fik spist lidt, gået lidt mere rundt og så begyndte vi faktisk at kede os. Måske var det det, som min søster fornemmede og ringede derfor til os.
Vi aftalte, at hun, når hun havde gjort nogle ærinder ville ringe til os igen og i mellemtiden formåede Sara og jeg så at gå lidt (meget) vild.
Heldigvis mødte vi to japanske turister, hvis bykort vi nakkede (de talte stort set ikke engelsk og vi var bare faret vild) og fandt så ud af, hvor vi var, så vi kunne fortælle min søster det, da hun ringede igen.
Busturen hjem med den sidste bus varede i 1½ time, men hvad gør det, når man har tid nok og ikke skal nå noget.
Men i dag oprandt dagen, hvor Laura skulle sige farvel.
Og der blev sagt farvel under tårer, små-hulk og tætte omfavnelser.
Det tog tid.
Farfar drog i byen og så kunne jeg da lige finde ud af at lave en omelet
af nye æg, som ikke har været undervejs i flere uger
friske krydderurter,
tomater,
der stadig er faste i både kød og skind (gid det var mig) og salat.
Jeg var mere end mæt, da jeg reste mig fra bordet.
Haven bliver jeg aldrig helt træt af at se på og jeg elsker de mange farver og de svulmende blomster, der i modsætning til “mine” er til at få øje på, uden at man behøver at ligge på maven med næsen helt nede i jorden.
Hvad de hedder, ved jeg absolut ingenting om, men det gør ikke nydelsen mindre
og ved du hvad? I nat dukker Jan op.
Han kører lige nu i dette rare øjeblik, i bil på vej herop.
Jeg glæder mig til at putte mig ind til ham i søvnen, som bliver lidt tryggere og til at vågne op med visheden om, at han er lige omkring mig.
Det kan være rart nok med et par dage alene og uden hinanden, men så går det sjove også væk.
Lige om lidt er han her og jeg har købt nogle pølser til at varme på panden til ham, lidt nye kartofler og en smule salat, hvis han skulle føle trang.