Ingen mester

I fredags tog min lillesøster og hendes to drenge tilbage til Ålborg.

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til at tage afsked.

Aldrig.

Faktisk bliver jeg dårligere og dårligere til det for hver gang.

Øvelse gør overhovedet ingen mester i denne sammenhæng.

Hver gang føler jeg, at jeg har set dem for sidste gang og hver gang føler jeg, at tiden gik for stærkt.

Hver gang jeg står og vinker ud gennem hegnet i lufthavnen føler jeg, at jeg ikke fik udnyttet den sparsomme tid ordentligt og hver gang har jeg lyst til at skrue tiden tilbage.

Og jeg tænkte også ved mig selv: hvorfor kan min søster ikke bare skrive sit speciale her hos mig?

Behøver hun godt nok, at sidde i Danmark og skrive?

Kan hun da ikke bare… og så bliver hun ikke forstyrret af hverdagen, hvis hun sad i mit køkken og skrev?

Men jeg tænkte stille og uden at sige noget alt for højt.