Stemnings-rester og lånebuketter

Er du der?

Er du træt af at se langrendsbilleder?

Jeg har stadig en anelse af ACR-stemningen siddende i kroppen.

 

Jeg skal have tjekket mine billeder fra weekenden og der er stadig en masse, der skal redigeres og sendes videre i systemet.

Hvis jeg altså har flere, der er værd at vise frem for nogen som helst og hvis jeg orker.

 

Jeg vil dog ikke undlade at vise dig et af mine yndlingsbilleder, som jeg tog i søndags af een af tilskuerne.

En søn, der venter på at far kommer i mål.

Faktisk er det mit gudbarns nevø og mine knæ og mit hjerte bliver bløde og meget eftergivende, når jeg ser ham.

Han er så sød.

 

Og jeg har stadig den der uendelige uendelighed fra naturen heroppe siddende bag nethinden.

I kroppen og som en længsel under huden.

Stemningen, stilheden og det storslåede.. kan du mon fornemme den?

 

Jeg skal bare lukke øjnene og så dukker billederne frem sammen med det tyste, blandet med kold, frisk luft og en ro i kroppen, som du ikke kan hente andre steder fra.

Billedet er fra i søndags, hvor det blæste lidt, hvor solen var skjult bag et tykt lag skyer og lyset var hvidt, hvidt, hvidt og ret så diffust.

 

Om fredagen så verden helt anderledes ud.

Dette billede, som du kan klikke lidt større, er taget fra en fjeldtop og du kan se hele byen, alt inklusive:

 

Og den overfede stemning, da de sidste løbere var på vej i mål.

 

Måske er det alderen eller måske er det bare mig, men når så store arrangementer afsluttes og stemningen er som den nu engang er, kan jeg blive helt rørstrømsk og det kan flyde lidt over og ud af øjenkrogen.

Jeg skal sådan lige tage mig sammen og sluge klumpen i halsen.

 

Så mange frivillige, som har ydet så meget.

Så mange løbere, som har givet sig 100 procent og fået en storslået oplevelse for livet.. uuuuh, som jeg kan blive rørt.

Har du det også sådan?

 

 

Dagen i dag bød dog på noget andet også på lidt kaffeslabberas på Taseralik sammen med vores logerende

med min søde lillesøster, Lena, som jeg ikke har set i al for lang tid.. næsten en hel uge, hvilket i min verden svarer til en halv menneskealder og masser af savn

og så selvfølgelig Jan

 

Sara var på en måde med, for hun arbejde og serverede for os.

 

Jeg fik 2 teskefulde af denne chokolademousse og jeg lover dig, at den var god.

Lena og Niviaq fik en kanelsnegl og den skulle efter sigende have været helt vild god.

De to små mundfulde af chokolademoussen var nok til mig og stillede den værste lækkersult, så min synd var ikke katastrofal.

Jeg er stadig fokuseret og indstillet på at tabe mig.

 

Om en uge kan jeg invitere min anden lillesøster med til kaffedrikning og det vil i den grad blive gjort.

Vi skal være tre og vi skal være sammen. Dudi, Lena og jeg.

Vi skal snakke, sludre, hygge, drikke kaffe og være sammen.

Og jeg glæder mig.

 

I morgen rejser Niviaq videre til GM, men hun lader sin buket stå.

Det har jeg ikke noget imod.

den står så fint på køkkenbordet og varlser påskeferie, sol og forårets snarlige komme.

I morgen, hvis vejret er godt, tror jeg at jeg skal ud og mærke luften og solens stråler.

Må du have en god torsdag.