At miste sit hjerte

Til min 40 års fødselsdag, som Sara så flabet sagde: “ det er jo mange år siden”, fik jeg et tandsmykke af mine søstre.

 

Et lille 14 karat guld-hjerte med en lille diamant i.

 

Måske det lige anes på disse billeder?

 

Nå, men i går morges, mens jeg sad og spiste en skive sigtebrød, kunne jeg pludseligt mærke den.

Det kan jeg normalt ikke.

Jeg kommer kun i tanke om, at jeg sidder med et lille hjerte inde i munden, når en eller anden vaks unge, spørger mig, hvad jeg har på min tand og jeg så viser hjertet.

 

Det sker faktisk ikke så tit.

I går morges kunne jeg så mærke den og kikkede mig derfor i spejlet og opdagede, at det, som jeg kunne mærke var, at hjertet ikke var der.

Jeg må have tabt hjertet, altså det af guld, mens jeg spiste og har så slugt det.

Jeg ledte overalt.

 

NEJ! Jeg leder ikke mere efter den!

 

Nu ser jeg så sådan her ud.

 

Ikke den store forskel, men så kan jeg ved samme lejlighed da også vise dig, at mine forfrysninger fra sidste weekend er væk.

Jeg har virkelig også knoklet for at få dem til at hele hurtigt.

Der er blevet smurt med olie flere gange om dagen og når olien var trængt bare en smule ind, blev der lagt et tykt lag 8-h cream over.

Huden, som blev sort og skallede, fik noget varmt, varmt damp, for derefter at blive nulret forsigtigt af.

Måske ikke lige, hvad en kosmetolog ville anbefale, men nu ser huden fin og god ud igen.

Altså så fin og god den nu kan se ud.

Nu hvor kameraet alligevel var oppe, kunne Jan passende stå foran.

Han ser lidt trist ud, men han siger selv, at han er glad.

Hvis jeg kunne få nogen til at sidde foran kameraet, ville jeg utroligt gerne øve mig i at tage bedre portræt-billeder, men det lader til at alle i min omgangs-kreds har linse-angst. Ihvertfald for min linse. Så må Jan endnu engang udsættes..

Klokken har rundet midnat og vi kan allerede kalde søndag for mandag, så jeg må hellere komme i seng og få lidt søvn under øjen-lågene.

Hav en god mandag