Bare lige så du ved det:
Jeg har fundet Jans kamera, så nu er det hjemme i god behold igen.
Jeg kender nogen, som kender nogen, som ikke er helt rene i kanterne, ikke er Guds allerbedsteste søndagskole-børn og som har skam nok i livet til at gå i andres ting, stjæle, lyve og det, som er værre.
Jeg spurgte dem som jeg kendte om de ikke kunne finde ud af om dem, de kendte måske vidste om dem, som de kendte mon var kommet i besiddelse af og så den lange vej rundt, du ved og mandag aften, stod en af dem, som jeg kendtes bekendte med kameraet i hånden.
Remmen er taget af og kortet formateret, men det er billigt sluppet og så var jeg jo glad for at kunne give en dusør, for det er et dyrt kamera, som ikke engang er et år gammelt.
Nu er det hjemme i god behold. Jubiiiii!
Jan er i Nuuk, hvor han er nede for at være censor i faget matematik..eller var det mon.. ? Jo, det var.
Han er ihvertfald i Nuuk og selvfølgelig har jeg ringet til ham for at fortælle ham, at hans kamera er kommet hjem.
Mens han er væk ligger jeg i armtag med tilværelsen.
Jeg har aldrig nogensinde bildt mig selv ind, at jeg fik noget som helst foræret.
Intet.
Da jeg fik mit første barn, vidste jeg, at det indebar ansvar og pligter at få børn.
Siden den snevejrs-morgen i Nuuk i midten af april i 1987 har jeg fået yderligere to børn at kaste min kærlighed over.
Kærlighed, ansvar og pligt.
Både kærligheden, ansvaret og pligterne tager jeg meget, meget seriøst og vil gøre alt, hvad der står i min magt for at opfylde på bedst mulig vis.
Måden jeg håndterer forældre-rollen på, er der gennem alle tre børns opvækst stillet spørgsmåls-tegn ved.
Både af mig selv, men så sandeligt også af børnene.
Der skal stilles spørgsmål i ny og næ.
Tiderne ændrer sig, vi ændrer os og rolle-indehaverne ændrer sig.
Som, når jeg ikke har slækket tilstrækkeligt på rammerne og de er begyndt at klemme om frihedstrangen eller min deltagelse i forskellige gøremål ikke længere er en glæde for andre end mig selv.
Det er en evig balance-gang.
Jeg kommer til at tænke på line-danseren, som balancerer under det høje loft i livets store cirkus.
Jeg kommer til at tænke på ekstrem-sportsudøveren, der har spændt en line fast mellem to bjergtoppe.
Linedanseren balancerende med sin paraply.
Sportsudøveren balancerende med sit liv.
Jeg er mor og jeg balancerer med mine børn.
Det dyrebareste i verden.
Jeg balancerer det bedste jeg kan og passer i den grad på ikke at falde ned.
Indimellem, nogengange føler jeg at jeg er ved, at få overbalance, slingrer og er ved at falde ned.
Som enhver anden mor, vil jeg jo over på den anden side i god behold, så jeg træder varsomt, balancerer afsted med barnet i armene og håber, at lige om lidt... lige om lidt.. vil mine unger vende sig om og sige, at jeg gav dem en god, kærlig og tryg tur over barndommen, -at jeg lærte dem, at balancere, at jeg viste dem, hvordan man kommer over, igennem og helskindet.
Når jeg ligger i hårde omfavnelser med tilværelsen, ved jeg, at der er enorme kræfter derude omkring mig.
Mødre og fædre, som går på andre liner end den som jeg har valgt og selvfølgelig bliver jeg spurgt om, hvorfor jeg ikke bare, med mine børn i favnen vælger de andre muligheder.
Nogen forældre vælger at lade deres børn går over den stramt udspændte line alene.
Uden paraply, uden sikkerheds-line, uden noget.
Nogen forældre vælger at lukke øjnene, når de lader deres børn tage turen alene over, for de tør ikke kigge med. Nogen forældre er ikke engang kommet over linen selv og nogen forældre ved slet ikke, at der findes en line, som skal gåes sammen med børnene.
Nogen forældre gør noget andet end mig.
Jeg kan ikke gå turen for andre end mig selv og mine børn.
Jeg kan vise min line og argumentere for, hvorfor jeg har valgt lige netop den type line og lige akkurat den tur.
Jeg kan fortælle om min line, min tur og mine anstrengelser, men meget andet kan jeg ikke gøre.
Men lige nu.. i disse dage bliver jeg nødt til at holde tungen lige i munden og fokus stift rettet ind mod den anden side, for ikke at falde ned, ikke at miste balancen..et skridt ad gangen, for der er liner, som umiddelbart ser lettere ud, er mere fristende og nogen liner, som er mere farverige end den, som jeg har valgt, at balancere på.
Jeg retter forsigtigt op på paraplyen, peger på den modsatte bred, tager mit barn i hånden og fortæller, at der er ikke så langt endnu og kommer vi over, har vi sammen gjort en fantastisk tur.
Der satses på en god dag.
Der er håb om sol og blå himmel, men skulle der blive overskyet og koldt, måske komme lidt nedbør, klæder jeg mig varmt på og ved med mig selv, at lige om lidt skinner solens varme stråler på mig igen.
Pas godt på dig selv derude.
Du er altid så betænksom Dorthe. Jeg synes selv, at jeg har verdens 3 mest fantastiske søde og kloge døtre og verdens fantastiske dejligste og sødeste 5 børnebørn.
SvarSletKH mor
JA! Lige præcis sådan føles det. Nogle gange synes jeg nu også, at man balancerer på de farvestrålende liner hånd i hånd.
SvarSletJeg sidder hernede i Sønderborg og blir varm i hjertet og våd i øjnene: Der er så megen kærlighed i det du skriver! Og ingen som kender dig, tror du tager dit ansvar let!! Kære Dorthe - dine børn kunne ikke finde nogen bedre at følges med.
SvarSletKnus,
Dorte
Kære Dorthe. tanker, følelser, ja jeg mangler ord. Selv har jeg ingen børn. En voksen dreng til låns i bonus. Men 38 år som lærer giver alligevel mange børn og unge til låns, og man ser hvor forskelligt forældre støtter deres børn. I dag har man på fornemmelsen, at mange slet ikke lader deres børn gå ud på linen, uden at de selv har fæstnet den hele vejen og sat et ekstra gelænder på begge sider.
SvarSletEn konfirmationssang, der har fundet vej til Folkehøjskolesangbogen lyder således:
1. Kære linedanser, udspændt
ligger foran dig
selve livet du fik givet
gå nu kun din vej
Du må turde træde ud
hvor dit liv kun er dit
Det briste eller bære må
dette ene skridt
Give fra dig hva du magter
da ser du
en da du nåede ud
og danser til
himmelens stjerneskud
2. Kære linedanser
hop nu ud ved siden af.
Se dig danser bare sanse
gøre hvad du ka'.
Være én, med én iblandt.
Og mødes så du gror.
Ja vent dig meget fra den kant;
Denne er din jord!
Tro mig når jeg siger til dig
det største - det ser man kun i det små.
Og kigger du opad er himlen blå.
3. Kære linedanser, ser du
livet er et net,
øjeblikke tro blot ikke
dansen kun er let.
Og en dag gør livet ondt
det ved jeg at det vil.
For livet er et liv på trods
smerten hører til.
Ud af sorgen vokser lykken,
og livet i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træ'r i blæst.
4. Line danser - vælge livet
hvilken er din vej?
Følge hjertet uforfærdet
Sige ja og nej.
Verden spørger tit hvordan
og alt for lidt hvorfor.
Der er så mange ting man kan
- stå for det DU tror!
Gid du aldrig mister modet,
og lader det onde uimodsagt.
Når viljen befries, - da faldet magt.
5. Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste er det bedste:
glæden ubestridt!
Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.
Uanset om du nu tror det, så ved jeg
at lyset brænder for dig!
- Og kigger du op, er der nok en vej
Per Krøis Kjærsgaard
Wong Wai:
SvarSletHOLD da nu op "Lisbeth & Per" siger MEGET; og det er "MÅSKE" gode tanker??? Jeg så din GLADE søn i "gammel dage: Sdr. Strøm"; HAN SÅ OKAY UD og var i "PSYKOLOGISK OKAY" ! De´t SIGER MEGET....
God aften/nat til dig og dine :-)
Wong Wai:
SvarSletUNDSKYLD: For et år siden!!!!!OG JEG HAR e´n bror der ser HAM "tit" ;-)
Wong Wai:
SvarSletSTADIG:!!!
" GOD DAG; AFTEN,NAT til dig og dine ;-)
vil lige gøre opmærksom på at der findes udmærkede gendannelses-programmer til et hukommelseskort der er blevet formateret.
SvarSletDet eneste man skal undgå er at man lader være med at tage billeder med det nyligt formaterede kort - og i stedet lige kører det givne gendannelses-program, og derved får man man ret mange billeder gen-dannet.
Jeg har selv omtrent 3 forskellige gendannelses-programmer til et formateret SD-kort eller CF-kort, og har successivt gendannet billeder på flere af disse hukommelseskorttyper :-)
korrekt at det i den grad er en balancekunst at få givet sit afkom relevant, dog tilpas beskyttelse for den grumme verden, til de lidt efter lidt selv - i tilpasse doser, med forældres, bedsteforældres og nære families hjælp (til senere selv-hjælp) får udviklet bl.a. deres sociale kompetencer - og det bedste er, når man starter fra de kan gå.
SvarSletMed det for øje at man som forælder ikke kan leve livet for sit afkom.
Dog skal man hos afkommet gøre hvad man kan formå for at opbygge et selvværd, der gør dem i stand til at gå igennem livets vej - uden af de mister fodfæstet - trods modgang og knubs etc. afkommet hel givet vil gennemleve...
Det var lige de ord, mine fingre kunne finde på tastaturet, så sent på aftenen ;-)
(afkom=eget/egne barn/børn, bonus-barn/-børn, barnebarn/børnebørn; you name it, alt efter hvor i livet man selv er som forælder)
Hvor er det dog en smuk måde at beskrive forældregerningen på. Jeg kan sagtens se, hvad du mener. Og netop det, at vi alle har hver vores egen line at gå på, synes jeg er en vigtig pointe. Man kan få hjælp og vejledning, men balancegangen skal man nu altså selv stå for.
SvarSletJeg er sikker på, at din gang er god og sikker og at dine børn har fået balanceagtens gave med hjemmefra.
Tak til jer allesammen.. jeg følte bare, at jeg skulle sætte ord på de forvirrede tanker og følelser, der nogengange overmander mig. Min søde lillesøster drak en kop kaffe sammen med mig, hvor vi fik vendt og drejet stort set alting. Hun er guld værd og det er I nu også, så endnu engang tak
SvarSlet