Ugen, som gik

Der bliver spurgt til, om jeg har det godt?

Der bliver spurgt til, om der er noget galt?

Der bliver spurgt til, hvorfor bloggen ligger stille hen?

 

Jo, jeg har det godt, der er ikke noget galt og bloggen ligger lidt stille hen, fordi min fritid er alt for begrænset i forhold til mine mang sysler.

 

 

Jeg græd lidt i tirsdags, da Laura steg ombord på flyveren, men jeg holdt hurtigt op igen, da jeg jo skulle på arbejde og se nogenlunde normal og almindelig ud inden jeg trådte ind i klasselokalet.

Det hjalp også, at vide, at hun glædede sig til at komme tilbage til efterskolen og se alle de andre elever, ligesom det også hjalp mig, at vide, at hun har det så godt som hun har det på skolen, så hvis jeg nu skal være helt, helt ærlig og selv-erkendtlig og det skal man jo være engang imellem, så græd jeg nok mest for mig selv.

Var trist over, at skulle undvære hende og hendes tilstedeværelse i 6 måneder mere.

Ren og skær selvynk og selvmedlidenhed, for  nu at sige det som det er.

Jeg kan vist bedst lide, når alle mine unger er lige omkring mig. Indenfor rækkevidde, synsvidde og krammevidde.

 

Tirsdag gik over i onsdag, som hastede videre til torsdag, stærkt efterfulgt af fredag, hvor jeg skam satte mig foran computeren for at nedfælde en linie eller to, men endte i massiv net-surfing.

 

Lørdag er og bliver nok den bedste dag i ugen. Syn’s jeg.

 

Det er den første dag, hvor jeg kan sove til jeg vågner, drikke kaffen i eget tempo og lave ingenting.

Være fri for forpligtelser og rende rundt i bløde tekstiler og morgenhår hele dagen, hvis jeg har lyst.

Det gjorde jeg så i går, da een af vores venner dukkede op med sine to små børn.

 

Vi kan ikke prale af at have mange gæster til hverdag og da slet ikke uanmeldte, så hjemmet bliver ikke rengjort i tide og utide.

Jeg vil meget hellere bruge min tid på noget andet end at rende rundt og vaske køkkenskabe af og tørre nullermænd op.

Det bliver da gjort, når der virkeligt trænger og det gjorde er i går.

Jeg havde lige akkurat ryddet badeværelset, for at gøre det rent, da det bankede på døren.

 

Det er hyggeligt, når folk kommer uanmeldt.

 

De ved jo, at de risikerer, at folk er iført pyjamas, morgenhår og roder rundt mellem nullermændene og i værste fald ikke ønsker besøg, men i går stillede jeg min ikke-eksisterende rengørings-trang ind i skabet igen og hyggede mig hele eftermiddagen med gæsterne, hvor den mindste både nåede at få sig en flad leverpostejmad og få sig en lur inden de drog af igen.

 

Badeværelset blev rengjort inden aftensmaden og gulvet blev støvsuget, mens jeg tænkte på alle de mange emner, som nåede at blive vendt over kaffen/kakaoen, leverpostejmaden og hyggen.

 

Een af de emner, som blev vendt i går og som har rumsteret i mit hoved med mellemrum, er nogle af de henvendelser, som jeg får.

Inden du skriver:” så luk dog bloggen”  vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg heldigvis modtager så mange søde, venlige og opmuntrende mails i min indbakke, at de andre henvendelser ikke fylder mere end, at de kommer ud af systemet igen rimeligt hurtigt.

 

Jeg får meget, meget ofte emails fra folk, som vil benytte mine billeder til både det ene og det andet.

Meget, meget ofte siger jeg “ ja” og er glad for,at de spurgte først.

Det er da smigrende, at nogen synes om mine billeder, men jeg får altså flere og flere henvendelser, hvor tonen er lidt hen af: “ må jeg lige få dit billede” “ jeg skal lige bruge dit billede” og kan du ikke lige gøre det og det for mig.

 

I ugens løb blev jeg spurgt om jeg ville holde en fotoudstilling om 14 dage.

Fjorten dage.. øh.

Jeg har masser af billeder og også billeder, som kunne være sjove, at se pustet op i stor størrelse, hvor en lille skærm ikke giver meget retfærdighed, men at arrangere en udstilling, tager heroppe fra noget mere end 14 dage, men det kunne “initiativ”-tagerne godt løse for mig, for de havde da masser af fotokopi-papir og en printer og så var det vel bare at gå i gang, for de havde masser af hvide vægge, som de gerne ville have fyldt ud med billeder,- en fotoudstilling.

Jeg fik ikke noget for det, for det var jo en rigtig god mulighed for mig, at få vist mine billeder i deres lokaler, hvor der kom mange mennesker og jeg måtte gerne sælge printene.. øh!

Måske lød det hovskinovski, da jeg sagde, at jeg ikke havde behov for at udstille mine billeder, ej heller at sælge dem, for jeg synes igrunden at jeg eksponerer mig selv tilstrækkeligt og skulle trangen komme over mig, at jeg ville se mine billeder hængt op på en væg, vil jeg gerne, at det blev gjort ordentligt.

 

Jeg tror, at de blev lidt sure på mig.

 

De kontaktede straks een af mine venner, som også fotograferer og han sagde også nej og det endda i en noget mere bestemt tone end den, som jeg anvendte. Han ringede til mig, for vi havde snakket om “tilbuddet” til mig.

 

Tiden er for øjeblikket til, at alting enten skal være gratis eller ihvertfald ufatteligt billigt.

 

Bilka-billigt, made in china-noget og det smitter af på alt andet.

 

Håndarbejde af enhver art må heller ikke koste noget, skal faktisk helst være gratis, for det er  jo bare noget, som er lavet i fritiden i et privat hjem og af en person, som muligvis også har fast arbejde og derfor ikke skal leve af det.

Der er nok ikke mange som tænker på den tid, der er blevet brugt og da slet ikke tiden, som er gået med at øve, øve og atter øve inden produktet blev så godt, at du/de ville købe det.

Idéudviklingen og redskaberne til at skabe tingen.. det være sig strikkepindene, hæklenålen, guitaren, kameraet eller drejebænken bliver ikke betalt ind via salget, ligesom arbejdslønnen holder sig pænt under en flad femmer.

Det er en af grundene til, at jeg hellere vil beholde mit strik, billeder eller slebne sten selv, –ikke sætte det til salg, for det andet er faktisk i mine øjne, at gøre grin med det arbejde, som jeg har lagt i mit arbejde, som godt nok er min fritidsbeskæftigelse, men dog stadig et stykke arbejde, som har kostet både tid,investering og penge til materialer.

Et andet emne, som blev vendt i går over kaffen var henvendelser.

Ofte, når jeg har besvaret en mail, ofte noget om at gøre nogen en tjeneste, svare på spørgsmål vedr. Grønland, Sisimiut eller noget foto/strikkerelateret får jeg ikke engang et TAK som svar.

 

Alting er gratis, koster ikke noget og det er en selvfølge, at hvis man er offentligt tilgængelig med fx. en blog, uanset, hvor privat den er, så er man til rådighed, kvit og frit.. synes man, at mene derude blandt nogle?!

Jeg får intet for det udover din kommentar eller din mail.

 

Jeg bliver så glad for et: “TAK for hjælpen” og det er da noget af det mindste at give tilbage for en andens tid, ville jeg da mene.

Måske er jeg firkantet, for kostbar og for selvfed, men vi fik snakket om det over kaffen i går, da vi fik uanmeldt besøg og det gjorde godt, at vende det med andre.

 

Jeg kunne nikke noget så genkendende til dette indlæg, da jeg læste det.

Pli, takt og tone, almindelig høflighed og situations-fornemmelse er vist noget, som er ved at forsvinde hastigt, i takt med at vi bare vil have.. helst gratis og uden nogen omkostninger.

 

I dag mødte vi dog een som var ude og gå.

Een, som er heroppe for en kort bemærkning for at undervise.

Hun var ude og trække lidt (gratis) frisk grønlandsk luft.

Luften var der masser af og den blev hvirvlet hurtigt rundt og afsted. Det har den gjort hele ugen, faktisk.

 

 

Hun har også masser af pli, takt og tone og sagde ja tak, da vi spurgte om hun ville med os ud og køre en tur.

Jo og ja, hvis det ikke var til ulejlighed.

Der er tre ørne omkring byen for øjeblikket (vi havde lige set dem)

og dem ville vi gerne have vist hende, men fuglen var fløjet og så gik turen omkring Sømandshjemmet, hvor hun gerne ville give kaffe.

Nu er søndagen gået.

Lørdag er bedre end søndag.

Søndag er hyggelig, men der er udsigt til en ny uge, hvor vækkeuret bestemmer og kaffen skal indtages inden klokken ringer.

Inden jeg slutter vil jeg lige tilføje, at den forgangne uge er gået med at strikke et ærme sådan ca. 10 gange.

Det samme ærme, vel at mærke.

Sådan må det være, når jeg vælger at strikke uden opskrift og med en bestemt idé i tankerne.

Og jeg har brugt penge på garnet, som så ikke skal gå til spilde og investeret tid i det, som allerede er strikket, så jeg strikker videre endnu engang.

 

Ugen er også gået med at lave et hylster (på moderne dansk: et cover) til min bærbare computer.

En hel telefonbog fra sidste år er blevet klippet ud i fine strimler, strimlerne er klistret ind i pakketape og flettet sammen.

Jeg har sat bittesmå billeder ind i tre af strimlerne. Et af Simon, et af Laura og et af Sara.

Lynlåsen er sat i, men bliver pillet af igen.

Jeg er ikke helt tilfreds, så der skal lige tænkes om.

Noget med nogle magneter og så skal der tænkes lidt hank eller rem popnittet fast til hylstret.