Filminstruktøren

“Kan det gøres bedre, skal det gøres bedre” og udfra den devise, trævler jeg nu op til “rib-kanten”. Måske lidt helt op?

 

ØV ØV ØV, at jeg ikke gjorde det for flere timers strik siden, da jeg opdagede det.

 

Inde i mit hoved kørte der en fin film med mig i hovedrollen:

Jeg gik rundt om juletræet med al sin pynt i overovermorgen med glade, velfriserede, velduftende, artige og tålmodige børn i hænderne, mens jeg sang rent, højt og meget smukt, en tårefremkaldende julesalme, mens alle smilede taknemligt til mig, julegavere lå under det smukt funklende juletræ i fint indpakningspapir og brede sløjfer, som jeg delte ud til de glade, tålmodige, artige, nybadede, nyfriserede børn… iført min vest, der til forveksling kunne minde lidt om een, som ihvertfald julemandens kone, godt kunne tænkes at gå i og alle blev glade og tilfredse med de gaver, som de havde fået.

Jeg ved ikke helt, hvor børnene skulle komme fra og hvis der var nogen, så var de nok hverken tålmodige eller særligt lykkelige eller taknemlige for min skønsang rundt om det juletræ, som plejer at se ud som det har gjort de sidste, mindst 20 år og under det ligger der aldrig julegaver, for de ligger i nogle sorte sække, der er gemt væk ude i bryggerset indtil dansen om træet er overstået og som en oftest skidt udklædt julemand deler ud i hast.

Båndene er som regel ikke brede, for gaverne er oftest pakket i en forretning og jeg tvivler på, at julemanden, hvis han fandtes, havde en kone,- for hvem ville frivilligt være gift med en gammel, tyk mand med langt usoigneret fuldskæg, som aldrig gik i andet end sit røde kluns, kravlede rundt på folks tage, havde en irriterende og larmende ho-ho-ho-latter, kun arbejdede en måned om året og som ikke ejede en anstændig bil, men kørte rundt i en åben kane i den kulde og som folk i al almindelighed hverken troede på eller såede tvivl om.

Så den vest…

 

Jeg ved ikke, om jeg vitterligt troede på, at fejlen ville rette sig selv, hvis jeg ignorede den.

 

Til de af jer, som ignorer en (strikke-)fejl i håb om at det ordner sig selv, kan jeg oplyse, at der kun går kostbar strikketid fra og at der bliver mere at trævle op, samtidig med, at du slider unødigt på garnet.

 

Som et plus kan siges, at jeg har øvet mig i at strikke vrang masker, retmasker og tælle til mindst 200 og nogen og firs… altså hvis jeg skal sige noget.

Det har jeg lidt en fornemmelse, at jeg bliver nødt til. Ihvertfald overfor mig selv!

 

Som endnu et plus kan jeg også tilføje, at jeg har været beskæftiget med noget, som ikke generer andre og at jeg har fået meget ud af mit garn ved at strikke det to gange.

Nå, men så ved du jo, hvad jeg laver de næste mange timer og sålænge jeg sidder med to tilspidsede pinde og en rulle garn mellem hænderne, laver jeg ikke andre ulykker.

 

 

Nu kører der en hel anden film rundt inde i mit hoved.

En lidt mere realistisk film, hvor jeg pakker en pakke op, som jeg selv har pakket og som indeholder en vest, som jeg selv har strikket og har ventet alt for længe med at strikke til mig selv i indbildt angst for, at jeg ikke kunne.

En tese, som jeg i denne første omgang ikke har kunne modbevise. Men næste gang! Lige om lidt kører det bare!

 

I min egen indre og lidt mere realistiske dogmefilm, ser jeg mig selv iført vesten, som har en knap, lavet af en meget gammel narhvaltand. (hvis altså jeg lige kan huske, hvor jeg har gemt knappen) Knappen har siddet i en taske for en menneskealder siden, men det gør den jo ikke mindre pæn og den vil virkelig klæde vesten, som vil klæde mig utroligt meget, når jeg engang efter nytår skal på arbejde igen.

Væk med Hollywood-filmen inde i mit hoved og ind med noget social-realistisk dokumentar-agtigt noget.

Jeg starter lige forfra og rigtigt og denne gang læser jeg endda opskriften, som er til for det samme.

Som om, jeg lader mig slå ud af at skulle trævle op.. næ, det er skam noget jeg gør med al mit strik. Vel nærmest et kendetegn for mit strikkeri!

 

 

Og så kom Laura endda i dag.

På årets korteste dag.

Den dag som skulle være den dag, hvor der er mindst dagslys og hun lyste min dag op.

Min juleferie startede også i dag og den skal nydes ligeså meget, som Lauras tilstedeværelse skal nydes og det er enddog meget.

Og næste gang jeg hiver kameraet frem, når hun ikke at skjule sig..

Jeg vil have et godt og ordentligt billede af hende, som jeg kan kigge på, når hun rejser mod syd igen og jeg skal undvære hende i endnu et halvt år.

Hun er allerede at finde på musikskolen og mens jeg venter på hende, vil jeg pille op, trævle op, starte forfra på julemandens kones vest.. nåååe, på min arbejds-vest anno 2012