Der bor en bager…

Normalt gør jeg intet ud af julen.

Næsten ingenting.

En julestjerne kommer op, lidt pynt hist og pist,

en juledekoration kommer på bordet og hvis tiden er til det, kan jeg finde på at bage pebernødder med børnene.

Altså dengang de var børn og ikke teenagere.

 

At bage hørte IKKE julen til, herhjemme.

Alle de steder, hvor vi kommer, bugner der af julebag af enhver tænkelig slags og alle steder bliver man jo nødet, så man næsten vender vrangen ud på sig selv.

 

Af een eller anden grund fik jeg dog pludselig lyst til at bage jule-småkager selv i år.

Det er aldrig sket før.

 

Måske fordi, at Laura er på vej?

Måske fordi, at jeg ved, at een af mine venner kommer forbi i julen og ønsker god jul?

Måske fordi, at jeg har nået den alder, hvor jeg bliver nødt til at begynde at øve mig, hvis jeg skal nå, at blive ekspert inden jeg bliver 80?

 

Uanset grunden gik jeg i køkkenet,

fik tændt ovnen i dag og fik bagt den kæmpestore brunkage-dej jeg lagde sammen igår sammen med klejne-dejen til en halv million småkager.

 

Det er første gang,  jeg bager brunkager selv og hvis jeg selv skal sige det (og nu der ikke er andre, der siger det, må jeg jo hellere sige det selv), er det blevet intet mindre end rigtig gode.

 

Jeg fik også bage en stak vaniliekranse.

Der blev forsøgt med en sprøjtepose, men det endte i sørgeligt grat-værk, så jeg rullede og formede.

Der er nogen, som er så heldige at eje en Kenwood-køkkenmaskine med tilbehør og hele svineriet og så er der så os andre, der var dumme nok til at købe en cremefarvet Kitchenaid, bare fordi den var på bud og kostede lidt mindre end Kenwooden.

En fin maskine med retrolook og den rigtige udstråling, men efter min mening, absolut kun til pynt.

Der er set meget kønnere vaniliekranse før.. faktisk tror jeg ikke, at der er set så mærkeligt udseende vaniliekranse som mine tidligere, men jeg lover dig, at de smager godt.

Opskriften er farfars legendariske og næste år, vil jeg sørge for, at have den helt rigtige vaniliestang, så smagen træder frem og igennem og ikke som nu, gemmer sig bag smørret, sukkert og melet.

 

Sara blev smittet af bage-iveret og fik trillet kokoskugler og smagte kun på et par enkelte, så dåsen er ganske fyldt.. endnu.

 

For første gang nogensinde har jeg også kogt klejner.

Jeg er overhovedet ikke glad for det med kogende olie, men det skal ligesom til, hvis klejnerne skal bages helt færdige.

De fortjener bestemt også et stort bifald, hvilket både Jan og jeg så gav dem.

Ikke dårligt af en første-gangs-klejnemager.

Dåserne er genbrug, men den store måtte Jan ud i byen og købe i dag, da brunkagerne blev ved og ved og ved med at vælte ud af ovnen.

Købe-dåsen (det lyder lidt frækt!?) er altså meget stor.. Jeg stillede forrige uges rødvinsflaske ved siden af, så du kan se, hvor stor den er

Og dåsen er næsten fyldt helt op til randen.

 

Jeg ved ikke, hvad man siger, der hvor du kommer fra? Noget med, at når der er to søndage i en uge?

Her siger vi, når noget er så usandsynligt, at vi ikke forventer, at det vil ske: “Når ravnene bliver hvide” og det bliver de efter al sandsynlighed meget snart, for Jan har også bidraget til kagedåsefyld.

Han bagte dollarkager i går og familien valfartede til vores hjem.

Dollarkagerne var vellykkede, fyldt med store generøse chokoladestykker, var knasende og søde.

Jan var tilfreds. Faktisk så tilfreds, at han har lovet en gentagelse engang i fremtiden.

Nu er ravnene jo begyndt, at få hvide fjer, så måske det sker snart?

Måske han ligefrem bliver bidt af at stå i køkkenet, måle mel og sukker op istedet for at stå med opvaskebørsten i hånden, når jeg har bagt. Måske vi snart og efter små tyve år bytter roller?

Måske?

 

Der blev også bagt en gufguf-kage til i morgen.

Vi skal til begravelse. Een af vores venners kone, som jo også var vores ven, er død, efter lang tids sygdom.

Jeg ved ikke hvordan man gør andre steder, men heroppe holder man en slags kaffemik efter begravelsen og alle som har tid og lyst, hjælper til med at bage kagerne til kaffen.

Det har jeg naturligvis, selvom jeg langt hellere ville have bagt i en anden anledning.

Den er endnu ikke delt, fyldt op med fyld eller pyntet, men det må gøres inden jeg går i seng.

 

 

Som du kan forestille dig har jeg stået i køkkenet hele dagen og noget af aftenen med.

Mine fødder er ømme, skuldrene trætte og hænderne knastørre af al den håndvask.

Jeg er noget nær hysterisk med at vaske hænder, når jeg laver mad og så bliver hænderne fuldstændigt udtørrede.

Mit hår lugtede som en uhygiejnisk pølsevogn af al det klejne-olie, så nu er det vasket og hænderne cremet ind.

Mon ikke fødderne trænger til at komme lidt op mens strikkepindene får sig en rundtur?

Og mens jeg ventede på småkagerne kunne jeg jo ikke lade være:

Og jajajaja.. tysk er bare ikke mit sprog!

Nå, men så denne da: