Ramt

Jeg tør næsten ikke skrive det af frygt for at lyde som en anden hysterisk hypokonder, men jeg er syg igen, igen, igen..

Jeg har faktisk været syg næsten uafbrudt siden d. 22 juli med forkølelse og følgerne deraf.

Alt rager jeg til mig og jeg mener virkelig ALT.

 

I sommer blev jeg forkølet og mistede stemmen i flere dage, det blev afløst af ørepine, som blev afløst af endnu en omgang forkølelse, som satte sig i bihulerne og maven.

Jeg blev færdig med min pencillin for bihulerne i mandags, men allerede i fredags var jeg lige så forkølet som både forrige og sidste forkølelse.

Noget må jeg gøre forkert. Et eller andet.

Jeg vasker hænder i en uendelighed, spiser nogenlunde sundt, får frisk luft og søvn nok.

At holde sengen og ligge inaktivt hen, tror jeg ikke rigtig på, men efterhånden ved jeg på den anden side heller ikke helt, hvad jeg skal tro på.

Jeg har haft to sygedage allerede på nuværende tidspunkt, været på kursus i 4 dage og om 10 dage skal jeg igen forsømme mine elever i 3 dage, når jeg skal til møde i Sydgrønland.

 

Det huer mig overhovedet og bestemt ikke. Tværtimod!

Det er langt fra min politik at forsømme mine pligter, men som tingene står lige nu, kan jeg hverken gøre fra eller til.

Nu er det jo kun søndag i morgen og der kan nå, at ske en masse inden i morgen tidlig, så mon ikke jeg møder kl 8, som jeg plejer?!

Sara har hver gang været den, som har bragt forkølelserne ind i huset, men hun slipper lettere om ved sine forkølelser og bliver hurtigere rask, men hun er også ramt.

Det må få en ende med denne forkølelse. NU!

 

Hjemmet bliver kraftigt misligeholdt og trænger til rengøring, oprydning og kærlig pleje.

 

 

Jan sejlede afsted i går morges næsten inden dagen gryede og sammen med en bekendt fik de i fællesskab brændt tagpap på hyttens tag.

Der mangles stadig lidt på taget og der er stadig en masse småting, som skal ordnes inden vinteren for alvor sætter ind.

I går mens Jan var aktiv, sad jeg i sofaen og var meget inaktiv..

 

Der blev  pudset næse ca 500 gange, og den ene dårlige udsendelse i fjernsynet efter den anden kørte uanfægtet på skærmen.

Næsen er lige så hudløs som mine forsvarsværker.

Jeg føler mig som en musling uden skal..

Mens jeg sad i sofaen kunne jeg, når jeg løftede blikket se ud på ravnene, som Jan har forsøgt, at snyde.

 

Vi har en spand, hvor vi smider madaffald i til hundene.

Den havde Jan gemt under bænken ude på altanen, men ravnene havde luret den og fundet ud af, hvordan de kunne få den ud og affaldet op.

Så måtte jeg ud og rydde op og gemme væk igen.

 

De to af mine orkideer blomstrer halvhjertet med en enkelt blomst hver, mens den tredie helt har opgivet og er afgået en stille død.

Lige om lidt får jeg styr på det hele igen.. mig selv, hjemmet og blomsterne… Lige om lidt!!